4Credo
Jeg mener, at man er ansvarlig for alt man har foretaget sig, bev... [...]
Filosofihulen
1 måned, 7 dage siden
2Butler
"Erhard Olsen," sagde han og gav mig hånden. Jeg kendte nu godt h... [...]
Noveller
2 måneder, 18 dage siden
3Mig selv
Gode venner har sagt mig, at jeg taler for meget om mig selv. De ... [...]
Blandede tekster
3 måneder, 20 dage siden
4Forelsket
Det er længe siden jeg har været rigtig forelsket. - Nåja, jeg bl... [...]
Blandede tekster
3 måneder, 22 dage siden
6En lignelse
Der var en meget rig mand. Han havde tolv sønner og døtre - eller... [...]
Kortprosa
4 måneder, 17 dage siden
7Udspring
At springe ud kan betyde to ting, en blomst der folder sig ud ell... [...]
Essays
7 måneder, 22 dage siden
3Det italienske hus
Jeg vil fortælle om vort italienske hus. Ganske vist ejer jeg det... [...]
Noveller
8 måneder, 11 dage siden
4Skrubtudsen
Jeg var syv-otte år gammel og var for ikke så længe siden begyndt... [...]
Kortprosa
8 måneder, 14 dage siden
6Råddenskab
En person har sagt mig, at jeg · er gennemrådden. · Jeg troede ham nu... [...]
Digte
9 måneder, 25 dage siden
5Venlighed
Kun få mennesker på Århus banegård, perron 4. De står hist og her... [...]
Noveller
10 måneder, 1 dag siden
2Kollision
Historien her er ældgammel. Et norsk blad udskrev for mange år si... [...]
Noveller
10 måneder, 10 dage siden
4Olav Bergitsson
Historien har jeg fra et ungt par, Ida, og Jon, som for en del år... [...]
Noveller
11 måneder, 18 dage siden
5Døden - uha!
Som en elevatorskakt startende fra neden · går vort levned lige luk... [...]
Essays
1 år, 1 måned siden
7At leve
Hvis jeg skal dø, nåja, så skal jeg dø. · Jeg vil nu helst leve · lid... [...]
Digte
1 år, 2 måneder siden
1Nemesis
Det siges, at enhver myte indeholder en kerne af sandhed. Det tro... [...]
Essays
1 år, 3 måneder siden
5Bang!
Det er altså rigtigt, når jeg siger det. - Der var et sted ovre m... [...]
Noveller
1 år, 5 måneder siden
4Kivlemøyane
(Frit efter et sagn fra Telemark) · Tågen ligger som et tungt slør ... [...]
Eventyr og fabler
1 år, 8 måneder siden
12En ucharmerende dreng
Det var let regn og tåge, og jeg stod ved et busstoppested under ... [...]
Kortprosa
1 år, 9 måneder siden
8Op at køre ...
Vi skulle alle, · Nina, Erik, Leif og mig · i julen til tante Gerda i... [...]
Digte
1 år, 11 måneder siden
5En gammel Bibel
Jeg vil fortælle en episode fra min ungdom, da jeg boede i Norge ... [...]
Noveller
2 år siden
7Ham Tristan og hende Isolde
Mon ikke de fleste kender historien om Tristan og Isolde, og mang... [...]
Kortprosa
2 år siden

Puls: 28,4

Publiceret: 2
Afgivet: 15
Modtaget: 9
Kåemer Asmussen (f. 1935)
(Frit efter et sagn fra Telemark)

Tågen ligger som et tungt slør op gennem Kivledalen. Den smyger sig om fjeldnabber og gran og fyr som sne. Den dækker over kløften og fossen, så kun duren advarer den som tør klatre i den glatte steinur. Kirken stikker sit tårn op over den hvide dundyne som den første morgenvind sætter i let bevægelse.
   Solstrålerne stryger hen over Skorvefjelds top, og lægger guldskær over Hattefjelds dybgrønne lier. Her og der blinker det i stille indsøer, og sætrene er alle for længe siden vågnet. Et enligt brøl fra en ko giver ekko ind over vidderne, men ellers er det bare tørre bjælder som vækker solsøndagen til live, et fredeligt liv, med kirkeklokkens klang gennem dalen og bøndernes fromme andagt.
   Såvesæter ligger i Skorvelien mod Hattefjeld, og derfra er der udsigt over Seljord og Seljordsvandet, og den anden vej gennem den trange Kivledal mod Sanden. Her er sten og græs nok for mange geder, og her vokser der vilde hindbær, store og søde. Mange hundrede år senere har jeg her på den åbne plads ved sæteren talt mindst fem og tyve forskellige slags blomster. De står som et broderi ud over, og insektsurret lyder som dæmpet musik. Bækken som danser udover er kold og frisk. Den kommer fra myrstrækningerne på Skorve, der hvor multebærrene står rødgule og tunge, så tæt at det lyser indover. Her samler vandet sig og styrter sig ned ad lien, over stene og gennem skar. Et sted spreder den sig og risler ud over er fjeldoverhæng, så luften er helt mættet af vand, og fjeldet er ganske glat, så det er farligt at gå der. Ved Såvesæter samler den sig i småkulper, før den farer videre nedover.
   Her, sammen med en vrimmel af geder og nogle køer, lever tre piger, Kivlemøyane kaldes de. Kønne piger med røde kinder og tykt lyst hår opsat i tunge fletninger. Deres arme er kraftige og stærke af arbejde. Det giver muskler at ælte den hårde gedeost. Hver ko og ged har de navn på, og dyrene lyder deres myndige stemmer, og de går ikke af vejen for et basketag med en gal buk eller okse.
   Når vejret er stille og luften høj kan deres sang høres helt ned i dalen. Da retter folk ryggen og lægger hånden over øjnene og ser op mod sæteren. De friske glade pigestemmer får en til at glemme sliddet for føden et øjeblik. Men der er dem der ryster mørkt på hovedet. Pigerne kaldes også "de sidste hedninger i Telemark".
   Den ældste er som en mor for den yngste, som endnu ikke er fyldt seksten år. Den mellemste klarer sig godt selv. Der er nok at tage sig til på fjeldet, men nu er det søndag og kun det nødvendigste arbejde bliver gjort. Selv gederne synes at tage det mere med ro.
   Solen har fået godt fat, og den rammer sæteren.
   Tågen i dalen stiger i lette skyer op langs fjeldsiderne og varsler godt vejr.
   Klemt fra klokketårnet sitrer spinkelt i den klare luft og kommer også til de tre piger, der står og spejder ned i dalen.
   Der nede slynger vejen sig og små mennesker kryber langs jorden mod den kaldende klokke. Mest to og to, men her oppe fra kan det ikke ses, at de er iklædt deres bunad. De er bare som sorte myrer der søger ind i tuen.
   Til sidst er stien tom og klokken tier. Inde i kirken begynder salmesangen, den løfter sig tungt og enstonigt op mod det mørke bjælkeloft. Fra væggene stirrer helgenerne med deres døde øjne ned på den lille forsamling af bønder. Præsten står ved alteret. Hans blik glider ud over de fromme ansigter. Han ved, at det fromme ikke stikker så dybt. Men her og nu er de små, og han nyder følelsen af, at have dem i sin magt. De følger lydigt med i salmen om ydmyghed og forsagelse. Sangen fylder rummet og lukker omverdenen ude.
   Men til Kivlemøyane på sæteren når den ikke. De ler og leger, tager et dansetrins over stien og klatrer højere op i uren for rigtigt at nyde det frie udsyn og drikke af den gode milde luft med duften af skov og lyng og med fuglesang der gør en beruset af fryd. De er lette til bens, og deres fødder sikre nok, alligevel skrider sten, løsner sig og springer med klare smæld fra sten til sted nedover. I hænderne har de deres barklurer, men endnu bruger de dem ikke. De vil nyde naturens egen musik før de selv blander sig i den.
   I kirken står præsten ved alteret, og hans klare røst synger hen over de bøjede hoveder. De latinske ord slynger sig ud mystisk i en stigende og faldende tone og sætter menigheden i ærefrygt. De uforståelige ord binder dem fast i en knugende rytme. De føler at messen ikke er beregnet på deres ører. Den stiger over dem mod taget mod et højere mål.
   Men på fjeldet sætter Kivlemøyane deres lurer for munden og lader tonen fylde luften. Den farer over fjeldet, og det svarer mellem fjeldhamrene. Den trænger ind overalt. Dyrene løfter hovederne, for tonen er egent beregnet på dem. Den farer over Hattefjeld, og fortoner sig ind over vidderne.
   Også i kirken trænger den ind. Uvilkårligt løfter menighedens hoveder sig. Tonen fortrænger noget af den trykkede stemning.
   Selv præsten hører den, og et øjeblik skælver han i stemmen, men så fortsætter han messen med fornyet kraft, for at samle sin hjord, som er blevet adspredt. Men helt klarer han ikke at fortrænge lurlokken, og han føler det som en tovtrækning med den onde om menigheden. Men han mærker, at han ikke rigtigt kan fange dem igen. Fornemmelsen af at have dem i sin hule hånd er forsvundet, og han lægger endnu større kraft i den latinske sang.
   Men nu ser han, at en ved døren rejser sig forsigtigt og lister ud. Idet døren åbnes slipper den trestemmige tone ind og fylder et øjeblik kirken. Og da en ha rejst sig, følger en anden snart efter, og da får også andre mod.
   Præsten kæmper sin kamp. Han lægger først al sin mildhed og godhed i stemmen, men da det ikke hjælper, finder han frem fra sit hjerte alt han har af vrede og had og han lægger det i sangen og lader det tordne ud over den der er tilbage.
   Men en efter en lister de ud, og til sidst rejser resten sig i samlet flok og forsvinder ud.
   Så tier præsten.
   Han stiger ned af prædikestolen, og med hurtige skridt går han gennem kirken.
   Udenfor på bakken står forsamlingen, og de ænser ham ikke. De står med hovederne bagover og ser op mod Skorve hvor tonen kommer fra.
   Pigerne ser de ikke. De forsvinder i den grønne li. Men tonen - tonen. Den lyder klart gennem dalen, troldsk og livsglad, blændende og ør, og alle står betaget. Den minder dem om de gamle tider, som ingen af dem har oplevet, men som ligger i deres blod.
   Da vender præsten sig rasende på trappen og går ind i kirken igen. Han fejer op ad midtergangen, og det er som om billederne vender sig for at se efter, hvad det er han vil gøre i sin store vrede.
   Han går op til alteret, og bag det åbner han en kiste. Op af den tager han en stor bog med sort bind.
   Et øjeblik synes han at figuren på krucifikset ser ned på ham, men da han ser op hænger den som ellers.
   Rask går han ned gennem kirken igen, og de udskårne billeder blegner bag ham.
   Ude står forsamlingen og lytter som før, men med et vender de sig alle og ser på deres præst.
   Han står der på kirkens trappe med den tunge bog opslået på sin arm, og ud fra den henter han en messe som er kraftigere end den han sang i kirken. Hans stemme er kraftig og den giver genlyd i lierne, og menigheden gyser ved synet af ham. Hans ansigt er fortrukket og øjnene lyser som på en gal.
   Da tier lurene.
   På sæteren mærker Kivlemøyane pludselig en angst gribe sig, og de standser med et deres spil. De vender sig rundt og begynder at springe op ad lien, den mellemste forrest og den ældste hjælpende den yngste. Men så kommer de ikke længere.
   De skriger og strækker armene i vejret, som efter hjælp.
   Og der bliver de stående. Gederne klatrer i uren ser kun tre hårde, kolde stenstøtter. De ser lidt forundret på dem, men gnaver så videre i græsset.
   Kivlemøyane står hver de står med udsigt over Seljord. De ser solen blinke i Seljordsvandet, og de ser ind over de grønne og brune myrstrækninger på Hattefjeld.Sol og regn falder på dem, og med tiden gror der mos på dem.
   Nogle af de lokale har vist mig hvor de er, men jeg kunne ikke få øje på dem. For mig var det bare sten på sten. Men de gamle fortalte, at i deres ungdom kunne man stadig sagtens se dem.
Forfatterbemærkninger
Kivlemøyane er oprindelig skrevet på norsk, og norske vendinger er nok blevet hængende i oversættelsen, men jeg synes godt jeg kan stå ved den, emnet taget i betragtning.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 31/01-2016 08:59 af Kåemer Asmussen (Kåemer) og er kategoriseret under Eventyr og fabler.
Teksten er på 1506 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.