2Den næstbedste gave
Det var en af de dage, da Vorherre fik lyst til at gå sig en tur ... [...]
Eventyr og fabler
1 år siden
3Om at flyve og danse
Der er en gammel historie om en ung mand der gerne ville være nær... [...]
Kortprosa
1 år, 1 måned siden
2Hvad er sandhed?
Hvad er sandhed? · Der går ikke røg af en brand uden at der er ild,... [...]
Blandede tekster
1 år, 5 måneder siden
4Min dæmon
Kærligheden er en mørk dæmon · som følger mig alle steder. · Han sige... [...]
Digte
1 år, 6 måneder siden
3Barberhistorier
Da jeg gik ud af skolen som femtenårig, anede jeg ikke, hvad jeg ... [...]
Noveller
1 år, 6 måneder siden
4Tæt på
Det var en sommernat i Ørstedsparken for nogle år siden. Jeg havd... [...]
Blandede tekster
2 år siden
3Tre drømme
Freud skrev sin "Drømmetydning", og naturligvis betyder drømme no... [...]
Kortprosa
2 år siden
4Bånd
Hun binder ham med reb, så han ikke kan røre sig. Han finder sig ... [...]
Digte
2 år siden
6At vente og elske
Jeg ventede på dig så længe. · Jeg ventede · og ventede · og ventede · Så... [...]
Digte
2 år siden
6Lilliput, en reportage
Første maj 2025, altså for et par måneder siden, ankom jeg til Be... [...]
Noveller
2 år siden
6Den røde kjole
Han lukkede for bruseren, tørrede sig så nogenlunde med håndklæde... [...]
Noveller
2 år siden
5Credo
Jeg mener, at man er ansvarlig for alt man har foretaget sig, bev... [...]
Filosofihulen
2 år siden
2Butler
"Erhard Olsen," sagde han og gav mig hånden. Jeg kendte nu godt h... [...]
Noveller
3 år siden
5Mig selv
Gode venner har sagt mig, at jeg taler for meget om mig selv. De ... [...]
Blandede tekster
3 år siden
4Forelsket
Det er længe siden jeg har været rigtig forelsket. - Nåja, jeg bl... [...]
Blandede tekster
3 år siden
6En lignelse
Der var en meget rig mand. Han havde tolv sønner og døtre - eller... [...]
Kortprosa
3 år siden
8Udspring
At springe ud kan betyde to ting, en blomst der folder sig ud ell... [...]
Essays
3 år siden
3Det italienske hus
Jeg vil fortælle om vort italienske hus. Ganske vist ejer jeg det... [...]
Noveller
3 år siden
5Skrubtudsen
Jeg var syv-otte år gammel og var for ikke så længe siden begyndt... [...]
Kortprosa
3 år siden
7Råddenskab
En person har sagt mig, at jeg · er gennemrådden. · Jeg troede ham nu... [...]
Digte
3 år siden
5Venlighed
Kun få mennesker på Århus banegård, perron 4. De står hist og her... [...]
Noveller
3 år siden
2Kollision
Historien her er ældgammel. Et norsk blad udskrev for mange år si... [...]
Noveller
3 år siden
4Olav Bergitsson
Historien har jeg fra et ungt par, Ida, og Jon, som for en del år... [...]
Noveller
3 år siden
5Døden - uha!
Som en elevatorskakt startende fra neden · går vort levned lige luk... [...]
Essays
3 år siden
7At leve
Hvis jeg skal dø, nåja, så skal jeg dø. · Jeg vil nu helst leve · lid... [...]
Digte
4 år siden
1Nemesis
Det siges, at enhver myte indeholder en kerne af sandhed. Det tro... [...]
Essays
4 år siden
5Bang!
Det er altså rigtigt, når jeg siger det. - Der var et sted ovre m... [...]
Noveller
4 år siden
4Kivlemøyane
(Frit efter et sagn fra Telemark) · Tågen ligger som et tungt slør ... [...]
Eventyr og fabler
4 år siden
12En ucharmerende dreng
Det var let regn og tåge, og jeg stod ved et busstoppested under ... [...]
Kortprosa
4 år siden
8Op at køre ...
Vi skulle alle, · Nina, Erik, Leif og mig · i julen til tante Gerda i... [...]
Digte
4 år siden
5En gammel Bibel
Jeg vil fortælle en episode fra min ungdom, da jeg boede i Norge ... [...]
Noveller
4 år siden
7Ham Tristan og hende Isolde
Mon ikke de fleste kender historien om Tristan og Isolde, og mang... [...]
Kortprosa
4 år siden
6Brødre (En slags nekrolog)
Der var intet mærkeligt ved Edgar, da han blev født eller de to f... [...]
Noveller
5 år siden

Puls: 5,9

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Kåemer Asmussen (f. 1935)
Jeg vil fortælle om vort italienske hus. Ganske vist ejer jeg det kun i drømme, men det gør det ikke mindre reelt.
   Den ligger på en skråning med vid udsigt over Amalfibugten. Kommer man langvejsfra ser man den hvide facade højt deroppe, og vejen dertil snor sig op ad skråningen.
   Jeg har kunnet købe villaen på grund af heldet med mit forfatterskab. - I min pure ungdom fik jeg udgivet en digtsamling: "Blå fugle". Det er kønne digte, og de gjorde lykke, men ville nok nådigt være gået i glemmebogen, hvis ikke mit forlag for nylig havde insisteret på at genudgive den. Nogen stor lyriker har jeg aldrig været.
   Senere kom en samling af fortællinger: "Blå himmel", som vakte en del opsigt og fik megen ros. Men det egentlige gennembrud kom med romanen: "Blå himmel og sorte skyer", som nærmest vakte sensation og blev udgivet på mange sprog. - Siden er der gået slag i slag: "Rød og blå", "Det blåner i nord", "Blot blå og hvid." og "Da døren blev åbnet". - Den sidste åbnede virkelig døre. Det tidligere bøger havde gjort mig kendt og givet en god indtægt, men med denne blev jeg rig. Og da den næste: "Frugt og græs" havde lige så stor succes, kunne jeg købe huset i Italien.
   Finn har været med hele vejen. Vi traf hinanden da vi begge var i personlig krise. Jeg er en del ældre end ham, og var for ikke længe siden kommet ud af et ægteskab med en kvinde. Finns krise var anderledes, det var nok mest ungdomsforvirring omkring hans egen identitet. Nu slog vi os sammen og kunne støtte hinanden - og det gør vi stadig.
   Han var ikke meget for huskøbet. Vi havde vores dejlige lejlighed midt i København. Den har vi i øvrigt stadig. Desuden har vi sommerhuset på Djursland - som i grunden mest er Finns. Der kunne han arbejde i haven, fælde træer og hugge dem op, lave reparationer på huset, og alt hvad der er at gøre i hus og have. Og da han var aktiv i beboerarbejde i København, så ville et hus i Italien nærmest være en klods om benet. - Jeg kunne jo skrive hvor jeg så befandt mig. - Men da vi havde været der nogle gange overgav han sig. Det er også svært ikke at forelske sig i dette skønne hus og dets omgivelser.
   Da vi overtog huset, havde det stået ubeboet i fem år, så en større renovering måtte til, men så blev det også perfekt.
   Står man på den store terrasse tager det sig ud, som om det svæver i luften, men går man tæt hen til rækværket, kan man se vejen sno sig i hårnålesving op over skråningen. Ved det sidste sving før huset er den store gitterport, og lige indenfor er et lille hus, eller snarere en bod. Det er til portneren. Det bruger vi imidlertid ikke. Vi har ingen portner, og kaldesystemet har vi fået ført op til selve huset. Desuden står porten som regel åben.
   Huset er i to etager forskudt for hinanden, således at der dannes en stor altan eller veranda på taget af underste etage. Husets front er domineret af fire hvide søjler.
   Stueetagen består først og fremmest af en stor foyer, der nærmest går i et med terrassen. Her opholder vi os meget, og her modtager vi gæster. Hele væggen er glas, vinduer og døre. Bagved er der forskellige stuer og værelser. Stuerne er nærmest sale, lyse selvom de store vinduer vender ud mod skoven og bjergsiden. Da mafiafamilien flyttede ud, blev alle kostbare møbler og kunstværker naturligvis fjernet, men der blev rigeligt tilbage af blandet kvalitet. Vores egen møblering må komme efterhånden. - Ovenpå har vi vore soveværelser, og der er badeværelser, og her med udsigt over bugten har jeg mit arbejdsværelse, med mit skrivebord, som har fulgt mig gennem alle årene, min computer, mine bøger og mine evigt voksende papirbunker.
   Jeg har mødt andre forfattere som ikke har et stykke papir i deres arbejdsværelse, før deres værker er færdige, og de printer det ud. Jeg skriver alt i hånden med min fyldepen, skriver om, laver notater og skitser, før jeg til sidst skriver det ind på computeren og bearbejder det der en ekstra gang. Papirbunkerne vokser, og jeg har svært ved at smide noget ud.
   Bag huset er der en fløj, og her er det store køkken og værelser til tjenestefolkene. Dem havde vi ingen af fra begyndelsen. Vi klarede selv den nødvendig rengøring, og maden var, hvad vi selv kunne bikse sammen. På landsbyens torv kunne vi købe fine råvarer. - Vore vaner havde på mange måder ikke ændret sig fra den tid da vi næsten intet havde at rutte med.
   Vort forhold til landsbyens befolkning var i den første tid forbeholden og distancerende. Forbeholdet og distancen var nu fra befolkningens side, ikke fra vores. - Mafiafamilien havde trods alt været en gammel familie der, og der var stadig slægtninge, legitime og illegitime. - Så vi blev en slags indtrængere. Hvem var vi, der skulle tage deres plads og overtage deres hus?
   Men min berømmelse som forfatter hjalp på det, og ikke mindst Finns charme og foretagsomhed.
   Jeg lærte hurtigt italiensk, og jeg havde da også kunnet en del tidligere, fordi jeg havde interesseret mig for italiensk opera og litteratur. Men Finn lærte det aldrig ordentligt, han har aldrig haft noget godt sprogøre, men han klarede sig med en besynderlig blanding af italiensk, engelsk og dansk, og han udviklede efterhånden et sprog der fungerede. Ja, man kunne endda høre, at nogle af hans mærkeligste udtryk gled ind i den lokale dialekt. - Han blev snart kendt med mange. Nogen kendte han i forvejen, fordi han havde deltaget i restaureringen af huset. Han kendte mange flere end jeg.
   I landsbyen spiste vi sommetider på det lokale trattoria, og Lucia, værtinden, lavede god mad, og jeg spurgte, om hun ikke kunne komme op til os og lave mad. Hun lo og svarede, at hun havde nok at gøre hvor hun var, og ikke kunne undværes der. Men, sagde hun, hun kunne sætte os i forbindelse med en der kunne alt - en der kan alt, gentog hun.
   Så et par dage senere dukkede Rosalie op i huset. En imponerende dame, høj, bred og benet, med et kønt ansigt med store brune øjne og et fint lille overskæg.
   Da vi sad i den store stue for at aftale det praktiske, så jeg, at hendes blik cirklede omkring, og pludselig brød hun ind i min talestrøm og spurgte, om det ikke var en idé, at hun også tog sig af rengøringen. Hun sagde ikke, at hun var chokeret over, hvor snavset og rodet vi havde det. - Rengøringen hvilede det meste af tiden på Finn, selv er jeg mere doven anlagt, så jeg kunne dårligt andet end sige ja. Og sådan blev det. Tanken havde været, at hun skulle komme et par dage om ugen og lave mad, i stedet havde jeg åbenbart engageret en husholderske. - Efter det blev vort liv aldrig mere det samme.
   Dagen efter ankom Rosalie med et par hjælpere, to mindre udgaver af hende selv, og så tog de fat. De vendte op og ned på alt i huset, skurede og skrubbede, sæbelugten bredte sig i den friske sommerluft. Hun flyttede om på møbler - det meste havde vi arvet fra mafiaen - og hun kasserede uden videre, hvad der ikke faldt i hendes smag, og fjernede de hyggelige bunker vi havde samlet rundt om i krogene.
   Jeg måtte næsten slås med hende for at holde hende ude af mig arbejdsværelse.
   "Enten gør jeg rent i hele huset, eller slet ikke," sagde hun truende.
   "Og enten holder De Dem ude af mit arbejdsværelse, eller De er her slet ikke," svarede.
   Så gav hun sig, og hun satte aldrig sine ben i arbejdsværelset, men helt tilgav hun mig ikke, og hun holdt aldrig op med at komme med små spidse bemærkninger om mit rod.
   Finn dukkede sig og holdt sig forsigtigt uden for skudlinjen, men jeg tror, at han nærmest holdt med hende.
   Jeg gruede for, at have hende fast i huset, men det havde jeg ikke behøvet, for da hun havde raset ud og huset stod rent og skært, som var det kommet lige fra skaberens hånd, blev hun nærmest usynlig. Den daglige rengøring blev gjort med let hånd, og vi mærkede det knapt.
   Og hun lavede god mad.
   Nogle dage senere dukkede Filippo, Rosalies mand op. Jeg havde set ham før, og Finn kendte ham meget godt, fordi han havde været med i restaureringsarbejdet. - Lige da jeg så ham troede jeg, at det var en ung dreng, men så så jeg hans hvide stænk i de sorte krøller. Han var en spirrevip, smuk, sød og smilende. At hun var glad for ham var ikke underligt, men hvad skulle han dog med hende? Magen til umage par. Men de havde to voksne døtre, som begge var gift, og som i øvrigt lignede deres mor, og der var et par tvillinger hjemmeboende, en dreng og en pige, Fina og Nino, som lignede deres far. De var så ens, at man kunne tro, at de var enæggede, hvis de ikke havde hver sit køn, og de var altid sammen. De kunne kun kaldes bedårende, så smukke at det måtte skære en i hjertet.
   Jeg skrev på den tid en børnebog, en slags eventyr, "Blå bjerge", hvor Fina og Nino gled lige ind som et par alfer.
   Filippo blev straks ansat som gartner, selvom der ikke var meget have til huset. Det var klippegrund. Men så ordnede han med swimmingpoolen, som lå på en afsats et par trin ned fra terrassen. Og han kørte bilen, når Finn ikke ville eller kunne. - Jeg har helt glemt at fortælle, at vi også havde fået bil, en Fiat-et eller andet. Jeg har ikke forstand på biler, og har aldrig taget kørekort. - Som ung var jeg for fattig til at have bil. Senere prøvede jeg faktisk at tage kørekort, men havde altid hovedet fuldt af de forkerte ting, og ville have været en katastrofe i trafikken. Finn derimod var en god chauffør. Og bilen var jo praktisk, når vi ville et smut ned til byen, eller på ture i den skønne omegn.
   Rosalie og Filippo fik et par værelser i sidefløjen til rådighed, og efterhånden var de mere der end i deres eget hus nede i byen, og deres familie blev næsten vores. Ikke fordi vi tænkte meget over det, sådan udviklede det sig bare. Nogle arbejdede i hus og have, andre var der bare. Hvor mange mennesker der var i virksomhed i og omkring huset, havde jeg ikke styr på. Det havde Rosalie.
   Og naturligvis kom der gæster fra Danmark og andre lande. Vort hjem blev et yndet udflugtsmål.
   En dag kom Rosalie og sagde: "Josephina skal giftes!" - Jeg blev først lidt forvirret, da jeg ikke vidste hvem Josephina var. Men det var Fina. Skulle hun giftes? Hun var jo kun et barn. - Men faktisk var hun over tyve, og havde længe været forlovet med Giorgio fra en nabolandsby.
   "Gatulerer," sagde jeg. "Jeg håber hun bliver lykkelig. . "Må vi holde festen her?" spurgte hun. - "Mener du her på terrassen?" - I må bruge terrassen, huset og køkkenet som I vil," sagde jeg.
   Jeg ved ikke, om jeg anede, hvad jeg sagde ja til, men de næste tre dage var ikke kun Fionas bryllup med Giorgio, men, så at sige, vores bryllup med landsbyen. Villaen lå højt hævet over byen, men nu var det som om afstanden blev ophævet.
   Bruden var yndig - det er brude jo - og Fiona lyste, hun var endnu mere en alf, og så ud som om hun kunne lette og flyve bort når som helst. Det gjorde hun ikke, hun blev på vores terrasse og dansede hele natten. Da jeg først traf Giorgio blev jeg forskrækket. Skulle hun virkelig giftes med den gorilla? - Senere kom jeg dog til at synes meget godt om ham.
   Så var det noget andet med Nino, Finas bror. Jeg lagde mærke til ham under festen, og han virkede nedtrykt og bedrøvet og holdt sig for sig selv. Jeg forsøgte at tale med ham, men han undveg mig, Finn forsøgte også, men med samme resultat. - Jeg kan i øvrigt fortælle, at han kort efter festen flyttede fra landsbyen til sorg for Rosalie og Filippo, han var jo deres eneste søn, og så vidt jeg ved giftede han sig aldrig.
   Men i de tre dage gik festen lystigt, og det var ikke kun familien der var med. Jeg tror såmænd samtlige landsbyen beboere var der på et tidspunkt, naturligvis for at deltage i brylluppet, men vel også for at benytte lejligheden til at se vort prægtige hus nærpå.
   Forskellige musikere kom og spillede. Når et hold var slidt op kom et nyt. Der blev sunget og danset, og en uendelig strøm af mad kom fra køkkenet. Og også store mængder af vin kom og forsvandt, uden at nogen egentlig var fulde. - Finn var her og der og alle vegne. Han hjalp hjælperne og deltog i festlighederne. Jeg holdt mig diskret i baggrunden, men var dog ude at danse både med Fina og Rosalie.
   Efter festen, efter disse hektiske dage, var alt stille nogle dage. Alle sov, nogen i husets værelser og nogen tog hjem til byen. Ja, selv huset måtte hvile og sove.
   Men alt og alle kom til live igen, og Rosalie og hendes hjælpere tog fat, og snart var alle spor af festen fjernet.
   - - -
   Årene er gået, og vi bor nu næsten fast i huset i Italien, af og til dog med en afstikker til København. Jeg skriver nu meget lidt, men hviler på laurbærrene - dog ikke helt bogstaveligt, de hænger på væggen.
   Vennerne i Danmark er blevet færre, og vi ser sjældent noget til dem, selv ikke når vi er i København. De svigtet os, men vi svigter også dem. Til gengæld er vi blevet en vital del af byens liv, mest på grund af Finn. Jeg er blevet den noget tilbagetrukne patriark, men han er i fuld virksomhed. Hans italiensk er blevet meget bedre, men lyder stadig mærkeligt, men man har vænnet sig til ham, og han har ingen problemer med at gøre sig forståelig. Han er aktiv på mange måder, blander sig i alt, hvor der er problemer. Han er nu medlem af byrådet, og har god mulighed for at blive borgmester.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 16/01-2017 08:01 af Kåemer Asmussen (Kåemer) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2418 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.