Vi skulle alle,
Nina, Erik, Leif og mig
i julen til tante Gerda i Frederikssund,
og vi havde lovet,
at tage Ole op i Virum.
Men da vi kom til Virum
havde han misforstået det hele,
og havde taget toget ind til Østerbro.
Vi tilbage.
Kun for at finde at
han havde været der
og var taget hjem igen.
Tilbage til Virum.
Der blev vi mødt af hans mor
med vilde øjne.
Fjolset havde taget næste tog indover.
"Vi bliver her,"
sagde jeg.
"Jamen tænk -
hvis han nu tænker det samme
og venter inde i byen",
sagde Nina.
Vi påbød hans mor
at holde på ham,
hvis han kom tilbage -
og af sted mod Østerbro.
Fyren var selvfølgelig væk.
Tilbage til Virum.
Nu var både han og moren væk.
Jeg rev mig i håret.
Leif lo ubehersket.
Erik så ud som om
han ville give ham et par på skrinet.
Nina så meget træt ud.
"Hvor er moren?"
spurgte jeg.
"Gået til naboen for at låne sukker,"
sagde Leif.
"Så kan han jo have været her,
og være stukket af igen,"
sagde Erik.
"Jeg tror nu, hun er taget med til byen,"
sagde Nina.
"Jeg vil ikke med mere,"
sagde Erik.
"Jo, lad os køre igen,"
sagde Leif.
"Du kan ikke blive her i kulden,"
sagde Nina.
Og vi drønede af sted.
"Mon ikke vi snart skal skifte dæk?"
sagde Leif.
"Benzin, benzin!"
skreg jeg.
Ind på en tank.
"Dette bliver dyrt,"
sagde jeg.
"Nå ja, men tænk
hvad Ole bruger på togbilletter."
sagde Leif.
"Idiot,"
sagde Erik.
Ankomst til Østerbro.
Ingen Ole.
Heller ikke hans mor.
Eller nogen anden af hans slægt.
"Vi giver op,"
sagde jeg.
"Det kan vi ikke.
Tante Gerda venter os jo,"
sagde Nina.
"Hvad glæde har tante Gerda
af at vi farer frem og tilbage
mellem Østerbro og Virum?"
sagde jeg.
"Nej for hun ved det ikke,"
sagde Leif,
ellers kunne hun have haft
megen fornøjelse af det."
"Jeg orker ikke mere,"
sagde Nina.
Vi slog os til ro.
tømte mit køleskab,
og drak mine sidste øller -
og sov lidt -
og ventede.
Efter to timer
sagde Erik:
"Han kommer ikke."
Ind i bilen
og af sted mod Virum.
Folk langs vejene vinkede genkendende til os.
I Virum fandtes ikke et menneske.
"Tilbage igen,"
sagde Leif.
"Nej, nu tager vi til Frederikssund
og lader Ole sejle sin egen sø.
Han kan vel selv finde vejen."
sagde jeg.
"Der er langt,"
sagde Nina.
"Jamen ikke længere end
fra Virum til Østerbro
til Virum
til Østerbro
til Virum
og så videre,"
sagde Leif.
Endelig kurs mod Frederikssund.
Tante Gerda modtog os med åbne arme,
stegte æbler og blommesaft
og granduft og bløde stole.
"Men hvor er Ole?"
sagde tante Gerda
"Jo, ser du ..."
sagde jeg.
Tante Gerda så på os.
"Jeg ved det,"
sagde tante Gerda.
"Ole har været her.
Han ventede længe,
men da I ikke kom
tog han til Virum
for at se om I var der."
"Vi har gjort hvad vi kunne,"
sagde jeg.
"Mere,"
sagde Leif.
"Vi må gøre noget,"
sagde Nina.
Tante Gerda så på os.
"Jeg synes du skulle tage af sted
og finde Ole,"
sagde Nina
og så på mig.
"Ja, det synes jeg også,"
sagde jeg
og så på Leif.
"Jeg mener dig,"
sagde Nina.
"Mig? ..."
Tante Gerda så på os.
"Men jeg synes ikke
du skal tage af sted alene,"
sagde Nina
og så på Erik.
Så var Nina og jeg på vej til Virum.
Der var ingen.
Så til Østerbro.
Så til Virum.
Så til Østerbro.
Så til Virum.
Så til Frederikssund.
Der var kun Oles mor.
Hun sagde
at Erik og Leif
nu var taget med toget
og at Ole og tante Gerda
var gået for
at se på bustiderne.
Så stoppede vi Oles mor
ind i bilen
og startede ad sted
mod Østerbro ...
...