Der er to ens værelser med en dør imellem.
   Døren er vigtig.
   Det er ikke svært at gå gennem døren. Det er en ganske almindelig dør mellem to værelser. Det underlige er, at når jeg opholder mig i det ene værelse, eksisterer det andet værelse slet ikke.
   De to værelser er fuldstændig ens, med de samme enkle møbler, og med det samme grimme, lyserøde tapet.
   Der er for så vidt ingen grund til, at jeg skulle foretrække det ene værelse for det andet. Jeg befinder mig udmærket i dem begge to. Alligevel føler jeg sommetider en uimodståelig trang til at rejse mig fra stolen jeg sidder i, gå gennem døren ind i det andet værelse, og sætte mig i den tilsvarende stod der.
   Jeg har spekuleret meget over, hvorfor der er to værelser. Og hvorfor er de ens? Og hvorfor forsvinder det ene værelse, når jeg går ind i det andet?
   Lige når jeg passerer døren kan jeg se begge værelser, og det hænder at jeg glemmer om jeg er på vej til det ene eller det andet. Det gør mig et øjeblik urolig, selvom jeg siger til mig selv, at det kan være det samme.
   Når jeg vender mig i døren og ser tilbage, kan jeg se, at det værelse jeg kommer fra allerede er i færd med at forsvinde. Det synes jeg i hvert fald. - Men hvis jeg ombestemmer mig og går tilbage, så er værelset der, lige klart og ganske almindeligt.
   Jeg har prøvet at stå ved døren, ganske stille, og så pludselig rive den op, for at se værelset blive til, men det lykkes ikke. Når jeg får døren op står det der, i mindste detalje magen til det andet.
   Det er alt sammen så mærkeligt. Jeg mener, hvorfor skal der være to værelser, når de alligevel er helt ens?
   Jeg har prøvet at sætte et lille mærke på væggen, og så gå ind i det andet værelse, for at se om det også var der. Det var det ikke. - Men da jeg så gik tilbage, så var det heller ikke der. Eller i hvert fald kunne jeg ikke finde det.
   Det var jo heller ikke noget stort mærke. - Jeg har tænkt på at lave et større mærke. Eller at brække et af møblerne i stykker. - Det måtte da gøre værelserne forskellige.
   Jeg kunne også bare lade være med at tænke på det. Det er lige meget. Værelserne er jo ens, og hvis jeg vil, kan jeg bare gå ind i det andet. Det er så lige til. Intet at ophidse sig over.
   Men så var det, at jeg alligevel opdagede en forskel. Og det er mærkeligt, at jeg ikke har fået øje på den før, for i virkeligheden har jeg set den tusind gange. Hver eneste gang jeg er gået fra det ene værelse til det andet.
   Døren! Det er selvfølgelig døren. Den åbner kun en vej. Så i det ene værelse åbner den indad - og i det andet udad. Det er da herligt. Så nu ved jeg altid hvilket værelse jeg er i. Hvis jeg bliver i tvivl, kan jeg bar gå hen og åbne døren, og så kan jeg sige: "Nå, det er det værelse hvor døren åbner indad - eller udad." Det er en vigtig opdagelse.
   For de to værelser er jo ellers ens, og døren er mellem de to værelser. Det er nærmest uudholdeligt at tænke på, at når jeg opholder mig i det ene, så eksisterer det andet ikke.
   Jeg kan sagtens gå gennem døren fra det ene værelse til det andet. Men de er jo helt ens. De samme møbler, samme tapet. - Helt ens møbler og det samme gyselige, lyserøde tapet.
   Nogen gange kan jeg slet ikke holde ud at være i det ene værelse, og så må jeg rejse mig fra stolen jeg sidder i, og gå ind i det andet, og sætte mig i den tilsvarende stol, som er lige magen til.
   Hvorfor er der to værelser? Hvorfor er de ens? Og hvorfor forsvinder det ene, når jeg går ind i det andet?
   Når jeg passerer døren, ser jeg begge værelser, og i et forfærdeligt øjeblik sker det, at jeg glemmer om jeg er på vej fra det ene eller det andet - selvom det overhovedet ingen betydning har.
   Jeg har vendt mig i døren og set værelset vag mig forsvinde. - Det tror jeg. Jeg ved ikke rigtigt. Måske er det indbildning. - Hvis jeg vender mig og går tilbage, så er værelset der jo.
   Og jeg har stået der og luret ved døren, og så revet den op. - Men selvfølgelig lykkes det mig ikke, at se værelset blive til. Det står der som det hele tiden har været. Helt magen til det andet.
   Det er da noget underligt noget. Jeg spø'r bare: Hvorfor? ... Hvorfor skal der være to værelser, når de er helt ens?
   Jeg satte et mærke på væggen, og gik så ind i det andet værelse for at se, om det også var der. Det var det ikke. - Men så var det heller ikke i det første. Jeg kunne i hvert fald ikke finde det. Jeg kunne så lave et stort mærke. Eller smadre møblerne. Eller skide en klat på gulvet. Ha! - Det ville vel gøre værelset forskelligt fra det andet.
   Men det gør man jo ikke.
   Jeg er også lige glad. De to værelser er ens. Og det er så det. Og så er der alligevel en forskel. Og det en forskel jeg har gået og set på hele tiden. Hver gang jeg har gået fra det ene værelse til det andet.
   Døren! Det er selvfølgelig døren. Den åbner kun en vej. Så i det ene værelse åbner den indad - og det andet udad.
   Den er da meget god. Hvis jeg er i tvivl, kan jeg bare gå hen og se efter. Sådan: "Nå, det her værelse hvor døren åbner indad - eller udad."
   For de to værelser er jo ellers ens, og døren er mellem de to værelser. Men der må da også være andre forskelle. Enten må værelserne være sejlvendte, eller også må døren sidde i hver sin væg. Eller også er der slet ikke to værelser. Det kan være det samme værelse som bare bytter plads, når jeg går gennem døren.
   Døren er vigtig. Jeg kunne jo tage døren af. Hvis det da kan lade sig gøre. - Men det gør man jo ikke.
   Døren er i alle tilfælde det vigtigste.
   Der er to ens værelser med en dør imellem.
   Døren er vigtig.
   Det er ikke svært at gå gennem døren. Det er en ganske almindelig dør. - - -