Et brag rystede huset.
   Frk. Sørensen så op fra skrivemaskinen. "Det er snart på tide, at de lærer at lukke dørene uden at smække dem."
   Væggen slog en revne.
   "Nej, nu ..." Hun rejste sig med knyttede næver og så ud af vinduet.
   Den store kontorbygning på den anden side af gaden, som under mange protester var blevet bygget for fire år siden på en af byens bedste grunde, sank pludselig i grus, og udsigten, som den havde spærret for, blev pludselig fri igen. Det var en klar sommerdag, og man kunne se helt ned til havnen, hvor flere skibe lå.
   "Det var vist ikke døren" sagde Olsen. Han havde også rejst sig. Han tørrede sig over sin skallede isse med et stort, hvidt lommetørklæde. "Det var da underligt."
   "Jeg tror der sker noget særligt," sagde Frk. Sørensen.
   Kontorbuddet kom brasende ind. Han stod og snappede efter vejret. "Hele den nordlige del at byen brænder," sagde han.
   "Jamen så gør dog noget," sagde Frk. Sørensen.
   Han så sig om, som for at finde noget at gøre. Så forsvandt han hastigt ud ad døren igen. Han smækkede den så murpudsen dryssede.
   Frk. Sørensen lagde hætten over skrivemaskinen. Det begyndte at tordne kraftigt. Solen strålede vidunderligt ned over den del af byen de kunne se.
   "Jeg tror jeg vil prøve at ringe hjem," sagde Olsen. "Tror De det kan gøre noget? Jeg mener - det er jo privat."
   "Naturligvis ikke," sagde Frk. Sørensen. "Dette er jo en særlig situation."
   Olsen prøvede at ringe, men fik ingen forbindelse. "Det er ikke til at få forbindelse," sagde han.
   Da Frk. Sørensen igen så ud ad vinduet havde et stort skib fra havnen flyttet sig op midt i byen. Det stod og lænede sig op ad rådhuset, til tårnet gav efter og styrtede sammen.
   Olsen stod og så ud ad vinduet og sagde: Der stod i går en lille prædikant nede i parken. Han sagde, at jordens undergang var nær. Men det skulle først ske i næste måned."
   "De tror vel ikke på sådan noget vrøvl," sagde Frk. Sørensen.
   Døren blev revet op. Det var direktøren. Hans hår strittede og øjnene var vilde. "Katastrofe!" råbte han.
   "Hvad mener De?" sagde Frk. Sørensen.
   "Årrhh!" sagde han og forsvandt igen. Og han smækkede døren efter sig.
   "Nu går jeg altså," sagde Olsen og rejste sig beslutsomt, tog sin mappe, stod lidt, satte den fra sig igen, og satte sig.
   "Ja, det er nok det fornuftigste," sagde Frk. Sørensen.
   Hun havde pakket sine sager sammen, og gik hen og åbnede døren.
   Men udenfor var der ingenting. Korridoren og trappen var væk. Der var fri udsigt over byen, og nu kunne man se, at den brændte. Der var ild så langt øjet rakte.
   "Trappen er borte," sagde Frk. Sørensen og vendte sig. Men Olsen var væk, der var ikke spor efter ham.
   "Nej, ved De nu hvad," sagde hun.
   Nye brag rystede huset og loftet faldt ned. Frk. Sørensen fik en bjælke over sig og blev revet omkuld.
   "Men det er dog forfærdeligt," sagde hun lige inden hun døde.