Så langt øjet rakte og så vidt hun vidste, fandtes ingen andre røde kaffekander, end netop hende. Deri var hun speciel, anderledes og derfor ensom. Når alle de andres farve er blå, er det svært at være rød.

Ikke for det, faconen var den samme, med små variationer ganske vist, men stort set.
   Og ingen holdt hende udenfor, endsige talte ondt om hende. Mest var det vel hendes egne frustrationer, der gjorde forskellen.
   Kunderne i butikken standsede ofte op for at beundre netop hende, men de foretrak nu de blå kander, det var dem de købte, dem de tog med hjem og brugte.

Nærmest hende havde længe stået en lille rund blå kande, Sofies drøm hed hun. Hun klagede ofte over at have stået så længe på hylden.

"Hvorfor kan ingen li' mig?" blev hun ved med at spørge. Megen trøst syntes det ikke at være, når Amalie Rust fortalte om de fire år, hun havde tilbragt på hylden.

Så en dag døde ejeren af butikken. Det var en gammel mand, slidt af mange års hårdt arbejde, så det kunne umuligt forundre nogen. For en tid måtte butikken lukke og stilles til salg. Det var en sørgelig historie, syntes kanderne store såvel som små. Han havde været en stabil og rimelig ejer, der havde holdt dem med varme, omend til til tider hårde hænder, når de blev støvet af.

De eneste der ikke sørgede var Sofies Drøm og Amalie Rust. Om natten mens de andre sov, hviskede de sammen om fremtiden. For dette kunne måske blive deres chance?

"Vi to har kun lidt at miste"' mente Amalie Rust:"kære Sofie lad os kravle ned på midterholdet og skubbe de to store blåstribede væk, nu hvor de sove. Hvis vi er heldige, hører de andre ingenting. Hvis ikke, er det bare ærgerligt, så bliver det os der går i tusind skår".

"Men nej, det vil jeg aldrig være med til"' sagde Sofies Drøm: "Lad os hellere sove", og det gjorde hun så.

Men for Amalie Rust var det en umulighed, hun tænkte og tænkte, i en uendelighed og i takt med urets viser.
   "Så længe som jeg har stået her", funderede hun:" så må jeg da have en vis ret til at forandre det, ja faktisk kan jeg ikke gøre andet, hvis jeg skal være mig selv bekendt. Så altså skønt hun var ikke så lidt bange, tog hun springet.

Det blev morgen, en dejlig solskins sommermorgen, og folket vandrede letbenede forbi den lille butik på vej til arbejde. Amalie Rust stod på sin nye udsigtsplads og nød at kunne se ud på virvaret. Selv om hun var træt efter nattens strabadser følte hun sig alligevel meget stærk og veltilpas, end ikke Sofies jamren på øverste hylde kunne genere hende:"Du kunne bare have prøvet",råbte hun tilbage, og det var der selvfølgelig ingen andre end Sofie der forstod.

"Jeg vil aldrig snakke med dig mere", hvæsede Sofie, hun kunne nemlig også blive gal:"Jeg er da i hvert fald ikke rød".

Udenfor standsede en stor sort bil, en høj statelig dame steg ud, iført strålende gevandter og med en lilla hat kækt på sned foroven. Hun bøjede sig ind i bilen, betalte nok chaufføren. Så rettede hun sig op og gik med raske skridt mod butiksdøren, en lille mand prøvede forgæves at holde trit med hende.

Da døren gik op og de trådte ind, gik. Der et gys af forventning gennem kanderne. For hvad ville hun mon sige til det hele?
   Hun sagde en hel del:"Jamen Rudolf dog. Har du set, de er jo allesammen blå. Det er sgu da næsten for trist", hun LO den mest klokkeklare latter og pegede i forundring omkring sig.

"De har da bare den farve kaffekander altid har haft. Hvad er der da galt i det?"

"Åh ikke noget, ikke noget, absolut ingenting", her dansede damen lidt rundt mellem hylderne: "Men du må love mig at skaffe mig nogen bøtter maling. Rød, gul, grøn og den slags, og så skal vi sgu også have noget musik. Så kan her da blive helt rart at være".

Her standsede hun pludselig op foran Amalie Rust:" Se her kære Rudolf, kaffekander er ikke kun blå, denne må være mit bevis, så kan du vel se at det er muligt med andre kulører.

"jeg har måske nok drømt om det, men aldrig troet, jeg skulle komme til at stå sammen med en anden rød kaffekande", sagde Amalie Rust til sin nye nabo.
   Og naboen der også lignede Amalie Rust lidt på faconen, stødte sin blanke tud mod Amalies: " Jeg håber, vi kommer til at stå sammen længe", smilede hun.