"Har du tænkt over, hvordan vores liv former sig?" siger bananen til pæren.

"Næh, egentlig ikke", svarer pæren, mens den gaber kæberne af led.

"Nu jeg f.eks. jeg startede, lille, grøn og hård, klemt mellem 27 andre lige så grønne. Alle var vi nøjagtig den samme alder, og min hårde skal var så hård, at ingen kunne nå mig. Nu derimod skal nogen blot røre mig med en lillefinger, så bliver jeg stødt, mast og moset", bananen sukker og vrider sig irriteret i frugtskålen mellem to store appelsiner.

"Tjah", spekulerer pæren:" Jeg har også været grøn engang. Måske havde jeg mere plads end dig, og måske var jeg knap så hård? Men vær du glad for det. Mit problem er ikke synligt. Men der bor en orm i mit hjerte, som langsomt æder mig indefra".

"Det ville jeg aldrig have gættet, om sådan en smuk og saftig pære som dig", bananen lyser op i gult: "Den lille orm kan vel ikke spise det hele?"

"Næh", ler pæren: "Men, et er helt sikkert, vi bliver begge spist til sidst".