Det var nat, skyer led langsom over himlen, der var ingen stjerner at se på den.
   En unge pige gik på gaden, hun var på vej hjem, hun kiggede op men der var ingen stjerner at se, men i samme øjeblik, brød en stjerne igennem skyerne, som om den vidste at hun var der, som om den var levende, den glimtende og skinnede som tudsinde sole, det var som om dens lys kun oplyste hende, og lod alt andet lægge mørkt. Hun kiggede rundt omkring sig, og en ring fangede hendes opmærksomhed , hun tog den op i sin hånd, der var ikke noget specielt ved den, farven var slidt af, og den havde tomme huller som var sat i et mønster, hvor der skulle havde siddet diamander, selvom den var grim og slidt tog pigen den med hjem.
   Da pigen nåede hjem og stod uden for døren kom hendes lillesøster ud, søsteren havde ventet på hende, pigen gav sin søster den slidte ring, men da lillesøsteren stod med ringen i sin hånd og kigge på den, så hun at de tomme huller skinnede som tudsinde glødende sole, og i sammen øjeblik, var himlen helt klar og tudsinder af glødende stjerner kom til syne på himlen, og oplyste selve himlen og de to søstre.
   Ringen begyndte at lyse og da den stoppede, var den af det pureste guld, og havde ægte diamander istedet for huller, stjernerne havde skænket ringen en chance, for de to søstre var ligeglad med om den var slidt, for dem var den meget mere, for de bedømmer den ikke på udsenet, men på hvad den indeholder og nu indeholder den det stærke bånd mellem de to søstre.
   Den ved at stjernerne aldrig tager fejl når de vælger, for den ved at søstrene altid vil passe på den, for den indeholder båndet mellem dem for evigt.