Dybt nede under bølgerne, der hvor de færreste nogensinde kommer, var der en verden.
   Her var ro og fred. Solens stråler nåede lige akkurat derned.
   Midt imellem farvestrålende koraller og søgræs stod hun. Hun svejede blidt fra side til side, mens hun iagttog den glade leg mellem to små klovnefisk.
   Hendes navn var Anemone.
   I lang tid, havde hendes familie boet på dette lille fredfyldte sted. Det var deres paradis. Anemone tænkte tit på, hvordan det mon ville være, hvis hun frit kunne lege rundt, som de klovnefisk hun kiggede på. Men hendes rødder var dybt forankret i klippeblokken under hende. Hun var blot en lille del, af en stor koloni blandt sø-anemonerne.
   Alligevel var hun ganske speciel, da hun iblandt mange havde en helt speciel farve.
   Hun havde den smukkeste purpur farvede krop, næsten som himlen om aftenen, inden solen går ned.
   Hun kiggede sig omkring for at få del i det der skete omkring hende. Hr. krabbe skændtes med blæksprutten om det de kaldte menneskerne...
   "De var her altså i går" skreg hr. krabbe, mens han klaprede lidt med sin klo. Han fortsatte: "De kom i den store flyde tingest. Bagefter klædte de sig på som en frø og kom helt herned. De ødelagde den røde koral skov ovre ved søhestenes hjem og fangede 3 af søhestene."
   Anemone lyttede og undrede sig over hvad disse mennesker var for nogle skabninger.
   En dag, som alle andre, hvor Anemone iagttog de andre beboere, skete der noget, der med et ændrede hendes liv.
   En stor skygge gled ind over hendes lille fredelige paradis. Det gav et kæmpebrag da en stor metal genstand hamrede ned, blot få meter fra hende. Metal genstanden havde en tyk kæde på, der førte hele vejen op til noget stort og truende som vuggede på bølgerne langt oppe over hende. Anemone var bange, men hun kunne ikke flygte.
   Menneskerne var på vej derned nu. De nærmede sig hurtigt. Hvor så de dog uhyggelige ud.
   Med sig havde de en masse ting. Den ene begyndte at løsne noget koral fra en klippe. Han kom det i en lille pose. De andre to var igang med at fange de små klovnefisk, som hun så tit havde set lege sammen.
   Lige med ét, var han der. Lige ud foran hende. Med en blank plade af metal, begyndte han at skære hendes rødder over, så de løsnede sig fra klippen.. Hun skreg, men det var som om de ikke hørte hende. Det hele gik meget hurtigt. Pludselig var der intet der bandt hende til klippen mere. Hun blev løftet opad og ned i en pose. Alt var sort. Hvor var hun?
   I lang tid lå hun i mørket. Hvor var hendes familie?, hvor var hendes klippe og alt det andet hun kendte så godt?.
   Nu blev posen åbnet, og en stor hånd greb fat om hendes spinkle krop. Et kort øjeblik, kunne hun ikke trække vejret. De tog hende op af vandet.
   Hun var lige ved at besvime, da hun igen mærkede vandet omkring sig. Med noget snor fæstnede de hende til et stykke klippe og skubbede grus hen over hendes rødder.
   Hvad var det for et sted hun var kommet hen. Et skarpt lys fik alt omkring hende til at se kunstigt ud. Hun var i et stort glasbur. De to små klovnefisk, lå forskræmte nede i det ene hjørne med lukkede øjne. Hun lukkede øjnene og foldede sig sammen. Her ville hun ikke være.
   Anemone kiggede igen efter klovnefiskene. De lå helt oppe ved overfladen.
   Næste morgen var klovnefiskene væk. Anemone kunne ikke holde det ud mere..
   Hun foldede sig sammen. Det hele var så grusomt. Hun savnede hendes familie og livet på bundet af havet.
   Hendes før, så prægtige purpur-farvede krop, var kun skyggen af sig selv. Farven var væk, og tilbage var en grålig spinkel krop.
   Hun sukkede og lukkede øjnene, mens hun drømte sig tilbage til det, der var engang. De glade stemmer fra de små klovnefisk som legede, eller hr. krabbe der skældte ud, eller hendes mor som sagde hun var smuk.
   Anemone mærkede ikke, hun blev løftet op. Hun mærkede intet mere !
   Anemone var tilbage i paradiset.