Rød

Kapitel 2


1 måned, 9 dage siden 1 kommentar 2 kapitler Uafsluttet Romaner dystopi krig science fiction

1Væsnet
Thomas vågnede med et sæt og stirrede op på hyttens mørke, buede ... [...]
Noveller · krig, overnaturligt
22 dage siden
1Rød - Kapitel 1
Et blåt lys begyndte at blinke nederst på skærmen og Ask trykkede... [...]
Romaner · dystopi, krig, science fiction
1 måned, 2 dage siden
1Rød - Kapitel 2
Mistel fulgte den bjergkæde der skilte lavlandets mosaik af nedsl... [...]
Romaner · dystopi, krig, science fiction
1 måned, 9 dage siden
2Nældens takvinge
Der var engang en ung pilot i kejseres hær. Hans navn var Urtica ... [...]
Eventyr og fabler · krig, forbudt kærlighed
2 måneder, 20 dage siden
0Frygt ikke lyset
Min stakkels hurricane humpede tilbage mod basen - 110'erens gevæ... [...]
Noveller · mystik, kærlighed
2 måneder, 27 dage siden
1Kirsebærblomst
Engang for længe siden i kejserens Kina blev en tjenestepige send... [...]
Eventyr og fabler · drage, asien
3 måneder, 5 dage siden
3Lommeuret
11.08.1940 · Kære søster · Jeg lægger det her brev til dig, så du ved... [...]
Noveller · mystik, kærlighed
7 måneder, 6 dage siden
3Ved botanisk have
Jeg drejede ind gennem porten til baggården, klodsede cyklens bre... [...]
Noveller · parforhold, kærlighed, møder
7 måneder, 19 dage siden

Puls: 33,9

Publiceret: 6
Afgivet: 17
Modtaget: 6
Alexandra Vinther (f. 1980)
Mistel fulgte den bjergkæde der skilte lavlandets mosaik af nedslidte klipper, floder og sump fra Kerynts højere liggende tørre stepper. Gennem jagerens kameraer så han farvefæller knokle med at bygge midlertidige skibsramper i det uvejsomme terræn. De ville trække sig tilbage til de nærmeste af de andre røde planeter. Opgive kampen og denne planet - i alt fald indtil de blå ikke længere kunne opretholde bevogtningen af den. Tanken om at opgive en planet til blå, uanset hvor midlertidigt, var smertefuld. Blå ville ikke bruge den til noget, bare holde rød fra at gøre det. Påstod at de var i deres gode ret på grund af det gamle ultimatum, der blev givet til den første leder af rød - den store general Mistel - efter at han og hans støtter brød den ældgamle og stort set glemte Kerberostraktat og forlod Wald, for at bosætte sig på andre planeter.
   Mistel så på den grå klippeside, der flakkede forbi, og forestillede sig slaget bag den. De mange blå kampvogne og soldater overfor desperat kæmpende røde tropper, der trak sig tilbage.
   "Som om vi nogensinde ville bøje hovederne, opgive vores planeter og vende tilbage til Wald," sagde han ud i jagerens cockpit. "Som om vi overhovedet kunne være på den ene planet."
   Han lod blikket glide hen over ruden og så på optagelser fra de to jagere, der var sat ind for at dække soldaternes tilbagetrækning. Den ene angreb blå soldater, der rykkede frem under halvgennemsigtige blå scannerskjold.
   "Spild af dit krudt," sagde Mistel. "Du får dem højest til at bevæge sig langsommere."
   Den anden angreb blå kampvogne - slyngede missiler efter dem og fik ramt på en og slynget tre andre ud af kurs. En kampvogn, med et hvidt mærke på siden af kanontårnet, vendte kanonløbet mod jageren og skød. Billederne fra jageren forsvandt.
   "Lad mig tage hans plads," sagde han. "Kom nu. Giv mig ordren."
   Han vendte opmærksomheden mod billederne fra jageren, der angreb blå soldater og ledte efter soldater med sorte striber nedad benene.
   "Kom nu," sagde han. "Giv mig chancen for at jage de blå skygger. Han er her. Den rødhårede general. Giv mig chancen for at jage ham ..."
   Rolig, min lille lods, sagde skibet fra sin fjerne rede på en grøn station. Får du ikke chancen i dag, får du den en anden gang.
   "Men han er ved at blive gammel," sagde Mistel. "Han kan ikke blive ved med at komme til slagmarken - og holder han sig på deres skibe eller tilbage på Wald ..."
   Varme kom fra skibet. Du skal nok få chancen.
   Mistel nikkede. Når skibet sagde sådan, passede det ...
   Forude dukkede Rorippapasset op. En forreven åbning i bjergkæden med en smal og dyb flod i bunden. Passet var en af åbningerne op til sletten og slaget - den eneste i det område han patruljerede. På begge sider af floden stod røde artilleristillinger og foran dem lå fremskudte maskingeværsreder, begge omkranset af hastigt samlede mure af de sten, der lå over alt i passets bund og måtte gøre vandring til en prøvelse. Han passerede åbningen og selvom den slyngede sig gennem bjergene og gjorde det umuligt at se sletten, trak synet i ham. Den rødhårede general var et sted deromme. Så nær ...
   "Lad mig finde ham," sagde han. "Lad mig flå ham med mine geværer, smadre ham med et missil ..."
   Pas nu på dig selv ... Der var bekymring i skibets stemme.
   "Selvfølgelig," sagde han. "Selv når jeg får fat i generalen, vil der stadig være flere blå skygger at finde, ikke?"
   Sandt, svarede skibet og den velkendte fornemmelse af dets varme ro vendte tilbage. Og hvis du vil finde alle fra hans hold fra dengang, skal jeg nok hjælpe dig.
   Mistel smilede. "Det vil jeg. Alle dem jeg overhovedet kan få fat i."
   Den dybe og varme fornemmelse af et smil kom fra skibet. Lille kriger ...
   Han så de bladranker, blomster og fugle for sig, som skibet engang havde dekoreret sine gange med, for at trøste ham. Følte sig rolig og skarp. For sit indre øje, så han en ordre dukke op på ruden. "De giver mig lov," sagde han.
   Pas på dig selv, gentog skibet.
   Beskeden skubbede billedet fra den anden jager op og hærens røde bogstaver lyste mod ham: Jager 4335. Blå stillinger opstår ved mundingen af Rorippapasset. Fjern dem.
   "Javel." Mistel styrede jageren ud over det sumpede floddelta og ind i et drej, der ville føre ham præcist ind gennem Rorippapasset. Han strøg gennem åbningen og satte farten op. Klipperne var som gråt vand omkring ham og han fløj efter, hvordan en anden ham, i et andet nu, fløj. Satte farten mere og mere op - holdt øje med de andre nu'er, hvor han i et nu kom for tæt på klippesiden efter et drej og holdt sin fart som den var.
   Et nu sprang frem og fra sædet i det nu's jager, så han sletten forude - og øjeblikket efter så han en lille eksplosion på klippevæggen og en mørk boks fare ud mod sig. Midt på boksen sad et lille blåt lys og stirrede på ham. Et spind af wirer spredte sig fra boksen. Han hørte wirerne skrabe hen over jagerens skrog og hørte metallet skrige, før jageren eksplodere. Wireminer.
   Han fulgte endnu en af flodens snoninger og vidste, at den næste snoning ville være den sidste. Så hvordan wireminerne ville eksplodere og fandt en vej igennem dem.
   "Bare kom med det," sagde han. "Sådan stopper I ikke mig."
   Han kom gennem den sidste snoning og så sletten forude, greb om styrepinden og lod nu'erne strømme gennem sig. Den første mine kastede sig mod ham og han dykkede og strøg forbi under den. Fulgte den vej nu'erne viste og snoede sig forbi mine efter mine.
   Forude bredte sletten sig ud, gennemskråret af floden, og et godt stykke ude, så han blå kampvogne rykke frem, tæt fulgt af blå soldater. Masser af blå soldater. De ville afskære røde tropper fra flugt via Rorippapasset. Hans pas.
   "Glem det."
   Han så den sidste mine slippe klippevæggen og gjorde det rul færdig, som både ville få ham forbi minen og lægge jageren i stilling til angreb på nærmeste kampvogn. Han fik snudekameraet til at stille skarpt på kampvognen, gjorde missilerne klar - og et ryk gik gennem jageren, fulgt af hvinen af metal. Jagerens snude trak opad og på ruden blinkede en silhuet af jagerens haleror.
   "Hunden tage det!" Han rettede jageren op, måtte kæmpe for at holde jageren vandret og satte kursen mod kampvognen. Satte to missiler til at spore sig ind på den. Afstanden mellem dem blev slugt som af et grådigt rovdyr. Blå soldater løb op på siden af kampvognen og gjorde en bazooka klar.
   Kriger. Ordet kom fra skibet med kolde tråde af nervøsitet.
   "Jeg er nødt til det," sagde han og så på nu'erne. Så at han kunne undgå at blive ramt og hvordan. Han slap missilerne og trykkede på aftrækkeren til maskingeværerne. Missilerne fór af sted mod kampvognen og geværkuglerne slog ned i jorden, knap en meter fra de blå soldater og de dukkede sig.
   Han drejede mod floden og fløj langs fronten af de fremrykkende blå. Armene, der holdt styrepinden, rystede af anstrengelse. Han sendte kugler og missiler ned over de blå soldater, så små grupper af dem krybe sammen under skjold, mens andre lagde sig fladt på jorden.
   Sidekameraet, der vendte mod bjergene, viste, at røde tropper løb mod passet. Hans arbejde gav dem chancen.
   "Godt. Godt. Godt." Han nåede floden og trak jageren rundt i et nyt drej. Jageren rystede. Tvang ham til at kæmpe hårdere ved styregrejerne. Alligevel tabte han højde og svingets bue blev større end sidst.
   "Men der er tid nok," sagde han.
   Barn ... Skibet omsluttede ham med varme.
   "Der er tid nok," sagde han og vidste, at han løj. Han ville ikke være i stand til at styre jageren tilbage gennem passet i dens tilstand.
   Slettens græs bølgede mellem underlige flade klippeformationer, der stak op som øer.
   "Kom nu ..." Sidekameraet viste, at den blås bagtrop stillede op med bazookaer og geværer. En soldat med sorte striber nedad benene sprang op på den nærmeste kampvogn og talte med besætningen. Kampvognen drejede løbet mod ham. Nu'erne viste, at han ikke ville klare et direkte angreb, så han drejede skarpere. Tvang jageren. Ofrede højde og kræfter. Sendte en regn af missiler og kugler ned over de blå. Kugler fra dem slog mod jagerens skrog. Bazookagranater ramte som kampesten. Flere områder på silhuetten af jageren lyste op. Ligegyldigt ... Han slap sit sidste missil over den kampvogn, som skyggen havde talt med, og strøg gennem et slør af røg fra vraget af en kampvogn.
   Han sendte korte maskingeværssalver ned over soldaterne og mod kampvognene, hvor der var chance for at kuglerne ville slå tilbage fra kampvognenes panser og ramme soldater. Sparede på kuglerne.
   Passet gled forbi. En bagtrop af røde forsvandt ind gennem åbningen. De var sluppet af sted. Mistel smilede.
   Noget ramte vingen og kastede jageren ind i et drej mod klipperne. Stillede jageren så en vinge pegede mod jorden og en anden mod himlen. Mistel kæmpede ved styregrejerne. Kunne ikke få den til at rulle og rette op. Ville ikke få den til det.
   "Godt." Han fortsatte drejet. Skar gennem luften. Tilbage mod de blå. Tilbage mod dem. Og slettens vidder. Måske ville han være i stand til at krydse den og styrte i nærheden af farvefæller - hvis jagerens selvdestruktionsmekanisme ellers lod ham.
   Den blå front gnistrede af de skud, de sendte efter ham.
   "Gør jeres værste," sagde han. "Brug jeres krudt på mig."
   Han hørte kugler slå mod jagerens skrog og strøg hen over de blå. Lyden stoppede. Han så ud over græshavet. Så floden sno sig gennem græsset og lod blikket følge den ud mod horisonten. Omkring en af flodens bugtninger rejste en bys labyrint sig fra sletten. Midt i byen stod mødrekuplen. Det gennemsigtige tag var spændt ud over bygningen som en sæbeboble. Omkring den viste glimt mellem bygningerne, at kampe stadig var i gang. Røgsøjler steg op fra forskellige steder i byen og trak striber af snavs hen over himlens blå. Han korrigerede sin kurs småbitte trin ad gangen, så han ville komme udenom byen og den ring af artilleri, der sikkert var omkring den.
   "Giv mig nærmeste opsamlingssted på denne kurs," sagde han til jageren.
   Tegninger og billeder på ruden hakkede og stivnede. Maskinen var for skadet.
   "I orden," sagde han. "Glem det."
   Græsset bølgede og sollyset reflektere fra bladene. Blomster var pletter af gult og hvidt.
   Han nærmede sig byen. Jævnt spredte grupper af blåt artilleri belejrede den og bag dem, lå bymuren. Stenene var udskåret med spiraler, der skulle illudere vind eller vand og imellem dem var der blomster, fisk, fugle og antiloper. En fejring af hvad området kunne tilbyde og synet gav ham tårer i øjnene. Han passerede en af byens indgangsveje og en stor del af muren var revet ned. Den stenbue, der havde dannet bro mellem de to dele af muren, var smidt til side og brækket.
   "Ja," sagde han. "Hvis I får lov, efterlader I hele byen sådan. Bryder den ned. Fjerner alt der er skabt af menneskehånd."
   Han passerede byen - og den sidste blå artilleristilling. Så ud over græs, kun afbrudt af de fladtoppede klipper. Rakte ud mod instrumentbrættet og trykkede sig frem til kortet, holdt samtidig styrepinden stille, for ikke at ændre på kursen. Kortet dukkede op på ruden og opsamlingspladserne var markeret på det. Et af dem var indenfor rækkevidde - hvis han altså kunne overtale jageren til et sidste drej. Han blev opmærksom på at horisonten steg og forsøgte at få jageren til at tage den tabte højde på. Jageren fortsatte med at synke. Motorerne hakkede. Spruttede. Gik ud.
   Forude stak en stor fladtoppet klippe op over græsset.
   "Tror ikke jeg får fat på ham," sagde Mistel.
   Skibet svarede ikke.
   Han lod blikket glide ud over græsset. I det mindste ser jeg vidder, tænkte han. Og ikke en klippevæg.
   Et ryk gik gennem jageren og verden blev et kaos af skrigende metal og skuren af metal mod sten.
Forfatterbemærkninger
Hvad synes I om denne verden? Og om Mistel og det lidt I ellers får at vide om andre personer? Stykket er romanens andet kapitel. Det er første gang læseren møder Mistel.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 13/10-2017 14:21 af Alexandra Vinther (A. Vinther) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2016 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.