Fanget i en Drøm

Kapitel 1


1 år, 5 måneder siden 3 kommentarer 2 kapitler Uafsluttet Romaner

1Et portræt af en kriger
Jeg har altid kæmpet for at holde mig på toppen og være klar til ... [...]
Blandede tekster
1 måned, 12 dage siden
3Den Vrede Rengøringsdame
(Hun er lige blevet hundset med af tjeneren.) · Bare lige én bemærk... [...]
Blandede tekster
1 måned, 29 dage siden
3I Danmark er jeg født?..
Danskhed · kan være svær at definere · Dansked · er ikke nødvendigvis d... [...]
Digte
1 år, 4 måneder siden
1Fanget i en Drøm - Kapitel 2
Imens jeg sidder på sengekanten, mærker jeg, at jeg stadigvæk er ... [...]
Romaner
1 år, 5 måneder siden
3Fanget i en Drøm - Kapitel 1
Jeg sætter mig brat op i sengen. Det er midt om natten, klokken m... [...]
Romaner
1 år, 5 måneder siden
3Blå
Blå · En indre følelse, · en indre tilstand. · En følelse af afmagt, · en... [...]
Digte
1 år, 6 måneder siden
5Som at gå i kviksand
Det er en kamp, · der kan være svær at vinde, · og som er utrolig udm... [...]
Digte
1 år, 11 måneder siden
4Angst
Hvor jeg hader, · når hjertet slår, · når jeg begynder at ryste, · når ... [...]
Digte · refleksion, kamp, hyldest
2 år siden
3Jeg elsker
Jeg elsker at synge. · Bruge min stemmes mange lyde. · Sanse intet an... [...]
Digte · kærlighed, eksistens, lyst
2 år siden
4Øjeblikke
Øjeblikke af glæde · er dyrebare og skal passes godt på. · De er sjæl... [...]
Digte · livet, livsglæde, glæde
2 år siden
4Morgen
Morgen. · En helt ny start på en helt ny dag, · der enten kan vende d... [...]
Digte
2 år siden
7Tomhed
Smertehelvede. · Den dybe og frygtelige ensomhed. · Skærer i ens sjæl... [...]
Digte
2 år siden
10Depressionens skygger
Depression. · Tomhed og længsel mod noget andet. · En dyb smerte inde... [...]
Digte · depression, eksistentielt, refleksion
2 år siden
3Glem det nu
Livet er så fuldt af smerter, · livet er så fuldt af kampe og besvæ... [...]
Digte · livet
3 år siden
4Glemslen tager sit indtog eller vreden
Glemslen tager sit indtog · og smerten er enorm. · Der brænder en vol... [...]
Digte · vrede, længsel
3 år siden
3Igen og igen
Jeg ville ønske, · at jeg kunne skrue tiden tilbage, · bare for at gø... [...]
Digte · lykke, hyldest, minder
3 år siden
5Forvirret
Åh, jeg er så forvirret, · og svimmel og fordrejet, · det hele sortne... [...]
Digte · skæbnefortælling, hyldest, konflikt
3 år siden

Puls: 19,6

Publiceret: 2
Afgivet: 5
Modtaget: 4
Sarah Emilie Sloth Thorup (f. 1991)
Jeg sætter mig brat op i sengen. Det er midt om natten, klokken må være omkring 3-tiden, men jeg har ikke rigtig nogen fornemmelse af tiden. Der er bælgravende mørkt udenfor, og ikke det mindste lys trænger ind igennem mine gardiner. Jeg ved ikke, hvad det er, der har vækket mig, men jeg er pludselig helt vågen og kan ikke falde til ro igen. Jeg sætter mig op i sengen og sidder helt stiv og ubevægelig på sengekanten, alt imens jeg forsøger at trække vejret og slappe af. Det er ikke så nemt for mig, det bliver kun til korte hvæs, og jeg hiver efter luft. Min vejtrækning er uregelmæssig og stakåndet. Jeg forsøger at huske, hvad det var, jeg drømte, men det ligger uklart for mig, og jeg må anstrenge mig for at danne et utydeligt billede af, hvad der foregik i drømmen. Jeg var selv hovedpersonen, husker jeg. Jeg kan huske, at der var noget, som jeg skulle nå, og at jeg løb og løb uden at nå frem til selve målet. Det var et mareridt. Det var en drøm, hvor jeg konstant søgte efter et mål, men aldrig fandt det. Jeg husker mine bare fødder i drømmen, og hvorledes de slog imod den hårde jord, alt imens at jeg langsomt og usikkert bevægede mig fremad. Det gjorde ondt for hvert et skridt, og jeg husker smerten som noget af det tydeligste fra drømmen. "Dunk, dunk, dunk". Smerten ved at mærke mine fødders krampagtige og svedige aftryk på jorden.

Efter lidt tid begynder jeg at slappe mere af og nyder stilheden og mørket, alt imens jeg sidder på sengekanten. Det er dejligt. Der er næsten ingen udefrakommende lyde eller andre indtryk, der kan forstyrre mine tanker. Jeg er alene, men føler mig godt tilpas med at være det. Jeg kigger rundt i rummet. Det er mit værelse, jeg har boet her i mange år, og alt er genkendeligt for mig. Det er indrettet således, at min seng har front mod vinduet, der går fra gulv til loft. Det er et stort vindue, men jeg er glad for det, da jeg bruger meget af min tid på at observere verden udenfor. Jeg har ikke tal på de mange gange, hvor jeg har stået og været så opslugt af nogle hændelser, der er sket udenfor vinduet, at jeg har glemt alt om tid og sted. Foruden det er værelset sparsomt indrettet, med en bogreol fyldt med tunge bøger, et tv, et tøjskab, en stol i hjørnet og så min dobbeltseng. Jeg mærker, hvor forpustet jeg i realiteten er. Jeg må bruge mange kræfter på at opnå en vejtrækning, der bare er nogenlunde stabil og harmonisk. Jeg sveder også og ryster så meget, at jeg overvejer, om jeg mon er ved at blive syg, eller om det er en form for angst, jeg oplever. Det er ikke nyt for mig, angsten er ikke ny for mig, så jeg har en god fornemmelse af, hvad jeg skal gøre, hvis den opstår. Jeg rejser mig fra sengen for at gå ud i køkkenet og tage et glas vand. Mine skridt er ubalancerede, og jeg er ved at snuble flere gange. Det er, som om at jeg skal bruge alle mine kræfter på at gå lige, men jeg kommer ud i køkkenet, hvor jeg står et stykke tid uden at foretage mig andet end at forsøge at få samling på mig selv. Det tager sin tid og kræver en del energi blot at samle mine tanker nok til, at jeg kan foretage mig den handling, jeg var på vej til at gøre. Mit køkken ligner sig selv, det er rodet, og der står opvask rundt omkring på køkkenbordet, men det er lige overskueligt nok til, at jeg kan finde de forskellige ting, jeg skal bruge. Jeg tager et glas og hælder vand op til renden. Det er en gammel vane. Det er som om, at glasset er nødt til at være fuldt, for at jeg kan opnå den nødvendige tilfredsstillelse. Jeg kommer til at spilde lidt og skynder mig at hente noget at tørre op med. Jeg står lidt, ser lidt ud i luften og henfalder i mine egne tanker.

Det er ikke så længe siden, at hun forlod mig. Jeg husker det så tydeligt, at det nærmest giver små jag igennem min krop bare ved tanken. Julia, var hendes navn. Jeg holdt så meget af hende, men nu er hun væk og har været det i snart 3 måneder. Jeg var selv medvirkende årsag til, at hun var nødt til at tage af sted, fordi at jeg ikke var der nok for hende. Hun kunne komme ind sent om aftenen og bedende se op på mig og sige; "Vil du ikke godt holde lidt om mig?", og jeg ville være afvisende og hensunket i min egen verden, hvor alt var i kaos. Det gør mig trist at tænke tilbage på, at jeg ikke på noget tidspunkt var i stand til at give noget mere slip på mig selv og i stedet bruge mine kræfter på at lytte til hende og omfavne hende. Hvis jeg dog blot kunne skrue tiden tilbage, havde jeg ikke reageret over for hende, som jeg gjorde, men nu er det for sent. Hun er videre med sit liv. Jeg så hende forleden dag på gaden. Hun virkede glad og fri. Langt mere lykkelig, end hun var sammen med mig. Hun så ud til at have travlt og småløb, alt imens at hun snakkede i telefon. Et øjeblik havde jeg lyst til at stoppe hende, råbe hendes navn, men jeg tog mig i det. Jeg ville ikke have, at hun skulle holde op med at smile eller blive ked af det. Jeg holdt på mig selv, samtidig med at hun krydsede min vej. Hun lignede sig selv, var akkurat ligeså smuk som første gang, jeg mødte hende.

...

Jeg husker tydeligt den første gang, vi mødtes, selvom det efterhånden er meget længe siden. Det er ofte sådan med gode minder, at de bliver ved med at hænge fast i ens sind som spøgelser, der hjemsøger én på de mest overraskende og uventede tidspunkter af ens vågne liv. De er svære at slippe af med, men det er heller ikke altid, at jeg ønsker det, som dette minde om den første gang, at jeg mødte Julia. Det er et virkelig positivt minde, som jeg længe har båret med mig, derfor betyder det også noget særligt. Jeg har i det hele taget altid haft et særligt forhold til minder, da de aldrig rigtig forsvinder, men bliver ved med at leve videre i ens bevidsthed, og jeg kan hive dem frem, når jeg føler for det. Det er på en måde ret fantastisk, da jeg på denne måde kan tage en tur ind i min egen fantasi og huske tilbage på oplevelser, jeg har haft i mit liv, når jeg føler for det.

Det allerførste møde med Julia er netop ét af de minder, der stadigvæk står stærkest for mig, og som jeg gemmer inderligt på. Hun var så smuk den aften, at jeg stadigvæk kan få tårer i øjnene bare ved tanken om hende. Jeg husker duften, der var en blanding af noget meget sødt og utrolig pirrende, og synet af hendes gyldne hår, der faldt som lokker ned af hendes ryg, og som hun havde samlet i en løs hestehale på en elegant og let måde. Jeg fik aldrig nok af bare at stå og observerer, hvorledes hendes hår faldt i bølger. Det var langt fra glat, men dannede sine egne små fald, som jeg kunne bruge timer på at gå på opdagelse i. Pigerne fra klassen, som jeg anså for at være temmelig hysteriske og overfladiske, havde noget med glatte deres hår, hvilket de brugte mange timer på, og som jeg ikke kunne fordrage, men Julia havde ægte krøller, hvilket jeg med det samme forelskede mig i. Jeg kendte ikke så mange piger med krøller på det tidspunkt i mit liv, så det var næsten en ny verden, der åbnede sig for mig. De piger, jeg gik i klasse med, så alle så ens ud, at jeg sommetider, selvom at jeg havde kendt dem længe, havde svært ved at kende forskel. Jeg husker også hendes smukke grønne øjne, der altid så imod mig, som om at jeg var noget særligt og et godt menneske. Hendes ansigt var stadig naivt og uskyldigt. Hun var på vej til at blive en ung kvinde. Hun fik mig til at føle, at der var håb foran mig, at alting ikke var så dystert, og at jeg indeholdt noget menneskeligt, der var værd at holde af.

Vi mødtes i tivoli, og det var aften. Vi var begge meget unge, og jeg var utrolig usikker og genert. Jeg havde ikke særlig høje tanker om mig selv og havde for længst opgivet alt håb om at finde kærligheden, på trods af min unge alder. Jeg havde brunt hår og mørke øjne. Jeg brugte mange timer på at læse tunge bøger. Jeg var opvokset i et hjem med en "alenemor", eller sådan følte jeg det, da min far var meget svær at omgås og sjældent var hjemme, men ofte ude i byen et eller andet sted og drikke sig helt ned. Jeg huskede kun svagt tilbage til, før end at han blev sådan, men min mor fandt sig i det. Jeg havde dog ofte diskuteret med hende, om det ikke ville bedst, hvis hun forlod ham, men hun ville aldrig rigtig lytte til mig, og derfor var vi aldrig kommet videre end til blot at snakke om det. Jeg brød mig ikke om den måde, min far behandlede min mor på og ønskede brændende, at hun ville gøre noget for at slippe løs af hendes forhold til ham. Jeg var en smule feminin i nogle af mine personlighedstræk. Jeg var en kærlig, følsom, men også en meget indelukket person, der havde svært ved det med piger. Det var måske én af grundende til, at det kom så meget bag på mig, den dag vi mødtes og faldt i snak. Jeg havde det svært og havde ikke rigtig den nødvendige ro og styrke, der skulle til for at overleve i en opvækst, der krævede nogle bestemte forudsætninger for ikke at blive overrendt af de andre. Jeg var så destruktiv, at jeg var parat til at gøre hvad som helst for at kunne holde ud at være mig. Jeg fandt sammen med en meget uheldig omgangskreds, igennem mine tidlige ungdomsår, der fx var medvirkende til, at jeg begyndte at ryge. Da jeg fandt ud af, at jeg begyndte at slappe mere af, når jeg røg, blev det hurtigt en vane, der kom til at følge mig i mange år.

Den aften, hvor vi mødtes, havde jeg igen røget som en skorsten. Jeg havde kvalme og lugtede voldsomt af nikotin. Jeg tror, at jeg var oppe på to pakker cigaretter, da hun pludselig stod foran mig. Jeg var heldigvis ret afslappet af de mange cigaretter, der havde bedøvet min krop og givet mig en form for indre ro, som jeg havde stærkt behov for. Foruden det havde jeg også drukket en smule. Eller en smule var måske at underdrive det. Jeg var ret fuld den dag, men det fortog sig dog en del ved mødet med Julia. Jeg var jo ung, 15 år, da vi mødtes og havde været ude med nogle bekendte for at drikke os i hegnet. Det var nu ikke nogle særlig søde bekendte, for de vidste godt, at der ikke skulle så meget til for at drikke mig under bordet, hvilket de udnyttede til fulde. Det havde de også gjort denne aften, hvor de havde valgt at forlade mig alene tilbage. Jeg var det "sorte får", der nemt kunne lokkes til at gøre næsten hvad som helst for at føle mig som en del af flokken.

Men pludselig stod hun foran mig og kiggede med nogle meget indtrængende og nysgerrige øjne på mig. Jeg følte mig så nøgen, at jeg skulle gemme mig selv, da jeg ikke kunne magte hendes grønne øjne, der var rettet direkte imod mig. Jeg blev forlegen og usikker på mig selv. Hun blev bare ved og ved med at se på mig. Jeg begyndte at famle i mine lommer efter et eller andet. Jeg forstod i starten ikke, hvad hun ville, så jeg begyndte at svede ved tanken om, at jeg nu måtte ligne en idiot, siden at jeg blot stod og gloede dumt på hende. "Må jeg låne en smøg?", spurgte hun mig så om, og jeg begyndte febrilsk at lede i mine jakkelommer som efter en nål i en høstak. Den aften var jeg iklædt et sæt tøj, der slet ikke matchede i farverne eller størrelsen, jeg havde en grøn jakke på, en blå skjorte og et par afslidte cowboybukser, og alt tøjet sad helt forkert på min krop. Jeg blev ved med at hive ned i skjorten, for at den skulle dække mit maveskind, hvilket den kun med nød og næppe gjorde. Jeg ærgrede mig til hudløshed over, at jeg ikke havde gjort noget mere ud af mig selv, at jeg ikke lige havde sørget for ikke at se alt for nusset og beskidt ud. Jeg havde ikke været i bad i flere dage, og jeg havde stadigvæk render under øjnene efter at have været ude at drikke i 2 dage i træk. Det var et mysterium for mig, hvorfor at det netop skulle være denne aften, at jeg skulle møde denne "gudinde", som jeg betragtede hende, der stod foran mig.

"Det må du altså virkelig undskylde. Jeg skal lige finde...nej, beklager, nu har jeg glemt, hvor jeg lagde de forbandede cigaretter...øhm.." Sagde jeg og rødmede ved tanken om, at hun nu kunne se, hvor usikker jeg virkelig var, og at jeg var overvældet ved mødet med hende.
   Jeg blev ved med at lede. Hun havde en stor jakke på, der nåede helt ned til hendes knæ, der så ud til at være dejlig varm. Jeg frøs selv og var så kuldskær, at jeg måtte stå og lave små hop på stedet for at holde varmen. Jeg begyndte at ryste over hele kroppen og måtte klappe mig selv for ikke at fryse helt til is. Det lignede mig ikke, jeg havde som regel vældig svært ved at mærke kulde, og var typen der altid rendte rundt i alt for tyndt tøj. Men denne aften frøs jeg. Hun kiggede mærkeligt på mig og rystede på hovedet. "Det er okay. Du finder dem jo nok, hvis du bliver ved med at lede.", sagde hun og smilede sødt til mig, imens hun ventede tålmodigt. Jeg kiggede på hende og nikkede. Jeg havde det med at gå i panik, hvis jeg blev bragt ud af balance. Hun var rolig og havde en værdighed i hendes udtryk, som jeg virkelig havde respekt for. Jeg kunne slet ikke nå hende til hofterne, jeg krympede nærmest i hendes nærvær og følte mig som en lille, bange dreng, der havde set "Guds lys". Det var en følelse af total forelskelse lige fra første øjekast. Hun udsendte en varme og uskyldighed, jeg slet ikke kunne stå for, og som jeg ikke kendte fra pigerne fra skolen.

Til sidst lykkedes det for mig at finde cigaretterne, og jeg ville overrække hende én med noget, jeg forsøgte at få til at ligne smidighed og lethed, men jeg tabte cigaretten på jorden og stod og famlede efter den i mørket. Jeg blev endnu mere forlegen og sagde "Det beklager jeg altså. Jeg..."
   Hun kiggede på mig, smilede og sagde: "Det er helt fint. Måske skulle du tage og smide den cigaret i skraldespanden og finde en ny." Jeg stod et stykke tid og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Jeg var pinligt berørt. Efter et stykke tid smed jeg cigaretten i en skraldespand, der stod tæt ved og fandt en ny frem. "Her.", sagde jeg endelig, efter at der var gået et langt stykke tid. Hun tog den og rystede let på hovedet af mig. Jeg grinede fjoget og begyndte at bide negle, da jeg pludselig var meget nervøs. Jeg kunne mærke, mit hjerte banke i brystet, og at jeg havde lyst til at løbe væk så hurtigt som muligt. "Bank, bank, bank", sagde det, alt imens jeg forsøgte at få vejret. Jeg var stakåndet. Hun havde heldigvis selv en lighter, det slap jeg for at tænke på. Gudskelov for det, ellers havde jeg ikke vidst, hvad jeg skulle have stillet op. Hun tændte cigaretten og stod og røg lidt.

Der gik et stykke tid, hvor det føltes som om, at tiden var frosset til is, og vi bare stod og sagde ingenting.
   "Kommer du her tit?", spurgte hun mig så om.
   Jeg følte, at jeg blev revet ud af en drøm, fordi jeg var så opslugt af hende, at alt andet var forsvundet omkring mig. Da hun kom hen til mig, var der kun hende i den hele vide verden, og alt andet var et stort sløret virvar af kaos.
   Jeg kiggede rundt for at danne mig et overblik over mine omgivelser.
   Der var mange mennesker omkring os; mennesker der kørte i forlystelser, mennesker der kiggede på boder, mennesker der gik hånd i hånd. Det var aften, og stjernerne var meget klare og strålede om kap med månen. Det var en smuk aften, og folk virkede glade og muntre, men det var også lørdag aften, så der var nok mange, der var ude for at have det sjovt.
   "Nej, det vil jeg ikke sige. Det er ikke fordi, at jeg kommer her...så tit. Men her er meget...øhm hyggeligt, synes du ikke?" Jeg var begyndt at mumle i nervøsitet og forvirring.
   Det var en typisk vane, der kom over mig, når jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var lettere slået ud og rundtosset.

Vi stod lidt, og jeg tog nogle lange og dybe hiv af cigaretten, jeg selv stod med og nød den eufori, det gav mig. Jeg var lettere svimmel, men det var jeg så tit, at det var blevet en naturlighed for mig. Hun grinede lidt og rystede igen på hovedet. Jeg begyndte at spekulere på, om det var af mig eller blot en vane.
   "Jo, her er meget hyggeligt. Jeg kommer her tit med min familie, men i aften er jeg alene. Det er jeg ellers sjældent, men i aften valgte jeg at kigge forbi."
   Hun så pludselig lidt nervøs ud, og jeg blev et øjeblik bekymret for, om der var noget galt. Jeg var glad for, at hun var alene, da det gjorde det nemmere for mig at få hendes fulde opmærksomhed. Hvis hun var kommet sammen med hendes familie, havde jeg blot stået og lignet en endnu større idiot og ikke anet, hvordan at jeg skulle opføre mig. Jeg smilede skævt til hende.

Hun så pludselig, hvor meget jeg i realiteten rystede over hele kroppen og blev overrasket over, at jeg var så kuldskær. Jeg smilede til hende.
   "Skal vi gå lidt indenfor?", spurgte hun.
   Jeg havde ikke lyst til at virke for glad for hendes spørgsmål, men jeg skyndte mig at svare; "Ja, lad os gøre det."

Vi gik indenfor i et cafeteria, der lå lidt afsides.
   Der var lunt, og der blev spillet baggrundsmusik; det var jazz.
   Det var længe siden, at jeg havde hørt jazz, og jeg blev helt glad ved lyden af saxofonen og trommerne, der lød igennem højtalerne. Lyden af musikken fik mig til at slappe af, og min krop holdt op med at ryste. Det var så dejligt at komme indenfor i varmen, at jeg ikke var i stand til at skjule min begejstring.
   "Var det bedre?", spurgte hun og kiggede drillende på mig.
   "Ja, meget... bedre." Mit hjerte bankede stadigvæk, og jeg følte mig flov over, at jeg ikke var i stand til at holde noget mere sammen på mig selv. Jeg var helt ude af den over mødet med hende. Det var så overvældende, at det næsten var for meget, at jeg netop skulle møde hende denne smukke aften, hvor jeg var taget i tivoli helt alene og lettere deprimeret.

Jeg havde været ude med 3 andre fyre fra min klasse; vi gik alle i 9.klasse og var snart færdige med vores skoletid. De hed Tobias, Frederik og Thomas. De var ganske flinke fyre, men jeg var stadigvæk udenfor, og de var af og til knap så søde ved mig. De kunne finde på at være efter mig og kaldte mig "ham den sære", da jeg ikke var helt som de andre men altid endte op med at at stå lidt ude på sidelinjen og kigge dumt på de andre.
   Jeg var og havde altid været udenfor, ved siden af og ikke en del af det sammenhold, de andre i klassen havde.
   Denne aften var jeg efter at have været sammen med fyrene gået alene i tivoli for at få noget luft og tænke mit liv igennem. Det var meningen, at jeg skulle have været alene, men i stedet var jeg nu endt op med at møde hende.

"Skal jeg...må jeg...vil du have noget at drikke?" Fik jeg fremstammet, efter at vi var kommet ind i cafeteriet og havde set os lidt omkring.
   "Ja, det vil jeg da gerne.", sagde hun og smilede, imens hun tog plads ved det lille cafébord, der var placeret med udsigt ud til selve parken.
   Selvom jeg var elendig til at tegne, havde jeg virkelig lyst til at tegne hende i dette øjeblik, hvor hun sad ved cafébordet og kiggede ud af vinduet.
   Jeg havde netop aldrig set noget så smukt, så jeg havde en brændende lyst til at indfange selve øjeblikket, så det aldrig ville forsvinde men blive ved med at leve videre.
   Hun virkede så rolig, som hun sad dér ved bordet, at jeg ved siden af nærmest tog form af noget komisk.
   "Hvad kunne du tænke dig?", spurgte jeg hende om.
   "Jeg vil gerne have en cola." Sagde hun og smilede.

Jeg gik op til disken for at bestille og måtte tage mig gevaldigt sammen for, at min stemme ikke skulle ryste for meget. Jeg forsøgte at smile til ekspeditricen, men hun kiggede på mig, som at jeg var "tosset".
   Der var kun ganske få mennesker i cafeteriet, og vi var næsten alene. Jeg var så tæt på at spilde af hendes cola. Jeg var ude af stand til at gå lige men formåede lige akkurat at balancere ned til bordet med hendes cola og min egen øl.
   Da vi sad ved bordet spurgte hun mig; "Undskyld, men jeg fik aldrig fat i dit navn?"
   "Jeg hedder Mikkel.", sagde jeg og smilede forlegent. Jeg kiggede ned i min øl som om, at der lå gemt en hemmelig skat. Faktum var, at jeg allerede var alt for fuld, og det var nok ikke det smarteste træk i verden at bestille en øl, men det var min måde at forsøge at få kontrol over mine egne nerver og min følelse af indre uro, som jeg allerede dengang kendte så godt.
   "Jeg hedder Julia.", sagde hun.
   "Julia...Julia...Julia." Jeg smagte på ordet, det smagte sødt og faldt så flot i munden.
   Hun kiggede på mig, som om at jeg var skør, men jeg kunne ikke lade være med at gentage hendes navn med en vis beundring men også ærefrygt.

Da hun blev ved med at kigge mærkeligt på mig, tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte stoppe mig selv, inden hun blev skræmt væk.
   Jeg havde sommetider svært ved at finde ud af, hvornår at det var for meget, som i dette øjeblik.
   Jeg observerede hendes måde at drikke af sugerøret, alt imens hun fingerede ved sit lange, gyldne hår.
   Hun havde stadigvæk et barnligt og naivt udtryk over sig.
   "Går du i skole?", spurgte jeg hende om, da jeg gerne ville vide, hvad hun lavede til hverdag.
   "Nej, jeg bliver hjemmeundervist.", sagde hun og kiggede på mig for at aflure min reaktion.
   Jeg blev pludselig opmærksom på hendes udtryk; det virkede til, at hun var bange for, at jeg ville synes, det var unormalt eller mærkeligt, at hun ikke gik i skole.
   Jeg fik en lynhurtig fornemmelse af, at hun før havde oplevet negativitet eller undren over det, at hun blev hjemmeundervist, men jeg havde allerede i den alder en meget veludviklet åbenhed, tolerance og nysgerrighed over for andre mennesker, så det var slet ikke min reaktion. Jeg blev blot mere nysgerrig på hende.
   "Okay...interessant. Det må du nok sige, hvordan er det?", spurgte jeg.
   "Det har både sine fordele og ulemper. Men alt i alt er jeg meget glad for det, da det giver en vis form for ro og tid til fordybelse. Jeg er altid blevet hjemmeundervist både af min mor og af min far. De kan hver deres, så det giver god mening.", hun smilede, da hun nævnte sine forældre, og jeg mærkede straks, at hun havde et godt forhold til disse.
   Det gjorde mig i godt humør, og jeg smilede til hende.

"Jeg bor selv sammen med min mor og far, men jeg ser ikke min far ret tit", sagde jeg. "Vi skændes ofte, men det er vel en naturlighed. Jeg har det sommetider som om, at jeg kun er opvokset med det kvindelige aspekt i hjemmet, hvilket er en smule specielt, da jeg nu selv er en fyr." Jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle sige, så det var min måde at føre samtalen videre.
   Jeg havde svært ved både at koncentrere mig om at føre en samtale, alt imens jeg samtidig observerede hver en bevægelse, hun gjorde. Hun var så yndefuld en pige, at det gav mig gåsehud.
   Hendes bevægelser var lette, elegante, og hun lignede næsten en engel, som hun sad overfor mig. Hendes hestehale var gået en smule op, og der var faldet et par løse hårtotter ned i ansigtet på hende. Hun var smuk. Hun børstede dem væk med en fejende bevægelse.

"Hvor gammel er du, Julia?", spurgte jeg hende, da jeg gerne ville vide, om hun var på min alder, men jeg havde allerede gættet, at hun måtte være en smule yngre.
   "Jeg er 15 år.", sagde hun og kiggede ned i bordet.
   "Okay, det lyder godt. Jeg er selv 15, fylder snart 16. Du får mig jo til at føle mig helt gammel.", sagde jeg og blinkede til hende.
   Vi var ved at være de sidste tilbage i cafeteriet, og det må have været ret sent, men jeg havde en følelse af, at jeg kunne blive siddende på denne måde sammen med hende til den lyse morgen, hvis det blot havde været op til min beslutning. Det var heldigvis lørdag aften, så ingen af os skulle op den pågældende morgen.

Samtalen gik lidt i stå, ikke fordi jeg ikke ville vide mere om hende, men fordi jeg var blevet så beruset, at jeg ikke længere kunne forme de nødvendige ord.
   "Du er sød, Mikkel.", sagde hun og smilede til mig, da jeg ikke rigtig sagde noget i et stykke tid men sad og kiggede ud af vinduet på alle de blinkende lys og forlystelserne, der stadigvæk var i gang."Du siger ikke så meget."
   Jeg havde lyst til at løbe skrigende bort, da jeg ikke kunne tage hendes ord ind. Jeg var allerede på det tidspunkt i mit liv nedbrudt, når det kom til andre folks ros af mig. Det meste af min barndom havde gået med at forsøge at passe ind, hvilket jeg aldrig formåede, og nu havde jeg svært ved at tage ros ind.
   Jeg var virkelig nedbrudt på det område, og det mærkede jeg tydeligt, som jeg sad overfor hende.
   Men jeg smilede til hende, for jeg havde virkelig lyst til at vise hende, at jeg forstod hendes ord.

"Sig mig, Julia, hvad laver du ud over at blive hjemmeundervist?"
   Hun lyste pludselig op og virkede energisk. "Jeg kan godt lide at svømme. Det er noget, som jeg altid har gjort. Nu bor mine forældre også tæt på vandet, så det har været nemt bare at tage ned til stranden. Det er dejligt.", sagde hun og fik et drømmende udtryk i sine øjne.
   Jeg mærkede tydeligt, at det var noget, som hun holdt meget af og nok også var dygtig til.
   Jeg kunne mærke hendes glæde helt ovre på den anden side af bordet.
   "Betyder det meget for dig?" Spurgte jeg hende om.
   "Ja, det gør det."
   "Er du god?" Spurgte jeg hende om og blinkede til hende. Jeg glædede mig til at høre svaret.
   "Ja...det vil jeg sige." Svarede hun usikkert.
   "Det vil du sige? Betyder det ja?" Spurgte jeg hende om med en drillende undertone i stemmen.
   "Ja, okay." Sagde hun. "Jeg er god."
   "Det lyder godt."
   "Hvad med dig, Mikkel?", spurgte hun.
   "Jeg læser meget. Sidder på værelset, læser...og ryger.", sagde jeg og blinkede igen til hende. Jeg håbede inderligt, at hun forstod min specielle måde at charmere hende på.
   "Men sig mig, unge dame, hvornår er du begyndt at ryge? Du virker mig noget ung." Jeg kiggede på hende, som en far ville se på sin datter; streng men også kærlig.
   "Ja, jeg ved det godt. Jeg burde ikke gøre det, men det er også fordi..."
   Jeg stoppede hende, for jeg vidste godt, at hun ville komme med en lang forklaring, der ville tage form som en undskyldning.
   Jeg skulle heller ikke blande mig i, hvad hun valgte at gøre, men jeg følte allerede på dette tidspunkt en vis form for bekymring og et ansvar for hende.

"Ved dine forældre forresten godt, at du er så sent ude?" Spurgte jeg hende, efter at vi havde siddet et stykke tid i tavshed.
   Hun rørte rundt i sin cola med sugerøret samtidig med, at jeg kiggede ud af vinduet.
   Tivoli var langsomt ved at blive menneskeforladt, men forlystelserne var stadigvæk i gang.
   Jeg følte, at jeg var nødt til at tage en vis form for ansvar for hende, når jeg nu var den ældste men nok langt fra den klogeste.
   Hun virkede for mig til at være en begavet pige af hendes unge alder, langt mere moden end mig.
   Det havde jeg respekt for.
   Hun var ikke ligesom mig, der havde så meget vrede gemt indeni. Hun var en god pige, det mærkede jeg tydeligt.
   "Nej, det ved de ikke, da jeg tog afsted uden at fortælle dem det."
   Hun kiggede pludselig skamfuldt ned i bordet. Hun var klog nok til at vide, at det ikke var i orden, det som hun havde gjort, og at der var en stor risiko for, at de ville blive bekymrede for hende.
   "Hvordan kan det være, at du ikke har fortalt dem det?", spurgte jeg og så undrende på hende. "Er du ikke bange for, om de bliver bekymrede for, om du er kommet noget til?"
   Hun sad et øjeblik og så helt forkert ud.
   "Er der noget galt?"
   Jeg fik en klump i halsen, da jeg kunne mærke, at noget trykkede hende.
   "Nej, det er ikke noget. Jeg får bare dårlig samvittighed ved at tænke på, at jeg slet ikke havde tænkt over at fortælle dem, hvor jeg skulle hen."
   "Det kan jo ske. Måske skulle du i stedet bruge kræfter på at fortælle dem det en anden gang.",
   sagde jeg og smilede til hende.
   Jeg ville ikke have, at hun skulle fortryde, at hun netop var endt her i aften sammen med mig.

"Jeg er blot glad for, at du kom her til tivoli i aften på den selv samme aften, som jeg ville gå en tur helt alene. Du har gjort mig i langt bedre humør, end jeg var tidligere på aftenen.
   Ser du, jeg har været ude med nogle bekendte fra skolen, men de valgte bare at forlade mig og gå. Ikke specielt sødt, hvis du spørger mig, eller hvad synes du?"
   Jeg fik pludselig en trykken for brystet ved tanken.
   Vi havde moret os det meste af aftenen, indtil at nogen var nødt til at tage det tunge slæb og som sædvanlig blev det mig.
   "Nej, det lyder ikke som nogle specielt søde bekendte, du har dig. Hvordan kunne de dog finde på det?"

Jeg begyndte at hoste, da jeg pludselig var meget afkræftet og ikke kunne få luft.
   Hun kiggede bekymret på mig.
   Jeg blev ved med at hoste et stykke tid og forsøgte desperat at skjule hvor ude af den, jeg i realiteten var.
   Det lykkedes dog ikke særlig godt for mig, og hun skyndte sig at give mig noget af sin cola, da jeg for længst havde drukket alt min øl.
   "Jeg...nej, glem det.", startede jeg ud med at sige men fortrød straks mit svar og vendte mig mod hende, kiggede hende i øjnene og svarede: "Jeg føler mig sommetider meget alene. Det er som om, at de andre alle sammen spiller et form for spil, hvor jeg står udenfor. Jeg har brugt meget af min barndom og min ungdom på at passe ind, men det er aldrig rigtig lykkedes for mig. Det er blot ikke sjovt at blive den, der er udstødt fra fællesskabet. Forstår du, hvad jeg mener?"
   Jeg begyndte at bide negle igen, selv om at det ikke hjalp den mindste smule, men jeg havde ikke rigtig noget begreb om, hvad jeg ellers skulle gøre af mig selv.
   Sandheden var vel, at jeg var flov over ikke at være "en del af de andre", og derfor havde jeg også svært ved at se hende i øjnene.
   Jeg kiggede ned i min øl.
   "Det skal du da ikke være ked af. De lyder også til blot at være nogle idioter. Jeg har heller aldrig følt, at jeg passede ind. Men det er måske heller ikke så vigtigt.", sagde hun og smilede.
   "Nej, du bliver jo hjemmeundervist. Det må også have medvirket en form for isolation, selvom du jo har dine forældre."
   "Ja, det har du ret i. Jeg kender godt følelsen, Mikkel. Måske ikke i så høj grad som dig, men jeg ved godt, hvor svært at det kan være at være udenfor."
   "Ja..." Sagde jeg. Min stemme knækkede over, og der blev en pause.

Vi sad lidt, hvorefter hun forsatte: "Jeg er glad for at have mine forældre. De betyder meget for mig. De hedder Mette og Heine."
   Jeg smilede til hende.
   Det lød virkelig dejligt, at hun havde sådan et godt forhold til sine forældre. Jeg selv var jo opvokset det meste af tiden alene med min mor og kendte derfor ikke til den tryghed, det måtte medføre at have både sin far og mor omkring sig.
   "Hvad hedder din mor?", spurgte hun mig om.
   "Hun hedder Vibeke.", sagde jeg og kiggede ned i bordet.
   "Hvad hedder din far?" Spurgte hun.
   "Han hedder Torben. Men vi har vores kampe. Jeg synes ikke altid, at han er helt fair overfor mig. Han kan godt finde på at råbe af mig...og han har også slået mig på et tidspunkt.", sagde jeg og var pludselig i vildrede om, jeg nu havde sagt for meget.
   Jeg ventede på hendes reaktion.
   "Har han slået dig?", spurgte hun mig selvfølgelig om og så meget alvorlig ud.
   "Ja, flere gange. Så mange gange, at jeg ikke længere har tal på dem. Han kan finde på at kalde mig skældsnavne såsom "taber" eller fortælle mig, at jeg er komplet umulig og aldrig vil blive lykkelig." Jeg blev helt trist ved tanken og sad længe og kiggede ud af vinduet.

Der opstod en pause, hvor at vi sad lidt overfor hinanden uden at sige noget.
   "Det er da ikke i orden. Hvorfor tror du, at han har et behov for at behandle dig på den måde?" Spurgte hun mig så.
   "Jeg ved det ikke. Jeg har spurgt mig selv det spørgsmål så mange gange, at jeg for længst har opgivet at komme frem til svaret. Men sommetider frygter jeg, hvad han kan finde på at gøre ved mig. Han er total utilregnelig og kan eksplodere som en bombe når som helst. Jeg tænker hele tiden, at jeg skal være varsom for ikke at komme til at gøre noget, der kan tolkes forkert og derfor medføre en reaktion hos ham."
   Jeg vedblev med at kigge ud af vinduet. Jeg ville ikke have, at hun skulle se, at jeg var lige ved at græde. Jeg havde et eller andet latterligt billede om, at det gjorde "rigtige mænd" ikke, så derfor bed jeg mig selv hårdt i tungen.
   "Jeg ville ønske, at der var noget, som jeg kunne gøre for dig, Mikkel.", sagde hun.
   "Det er der nok desværre ikke, men jeg håber altid, at han er i godt humør, når jeg kommer hjem. Jeg magter ikke flere slag, de går ind under huden på mig. I starten var jeg god til at abstrahere fra dem, men det er jeg ikke længere i stand til. Det er derfor, at det er så hårdt."
   Jeg kunne mærke en tåre løbe ned af kinden.
   Hun rejste sig straks op fra bordet og kom over for at give mig et kram.
   Jeg havde dog svært ved at tage imod krammet og strittede imod.
   Jeg kunne pludselig mærke min egen sårbarhed, og hvor intens den i virkeligheden var. Det brød jeg mig ikke om.
   Jeg følte, at det var mig, der skulle tage ansvar for, at hun var taget alene afsted i tivoli uden hendes forældres viden, og nu var det mig, der sad og havde brug for trøst.
   Jeg følte også en indre vrede over, at jeg nu igen følte, at jeg var ham "den svage" og ikke kunne opretholde en ydre facade. Hendes kram varede lidt længere, end jeg i realiteten brød mig om.

"Hvor er din far lige nu?", spurgte hun mig så om og forsatte; "Er han hjemme?"
   "Nej, han har ikke været hjemme i flere dage.", svarede jeg. "Men jeg ved aldrig, hvornår at han vender tilbage. Det sværeste er dog at se, hvordan han behandler min mor. Jeg forstår ikke, hvorfor at hun bliver ved med at finde sig i det. Jeg har ofte rådet hende til at forlade ham, men hun vil ikke høre på mig."
   "Det er ikke din fejl." Sagde hun til mig. "Måske er det blot for svært for hende til, at hun kan magte at gøre noget ved det."
   Jeg nikkede.

"Men nu synes jeg, at vi har snakket nok om mig. Fortæl mig lidt mere om dine forældre." Jeg kiggede bedende op på hende i et forsøg på at skifte emne. Jeg følte mig i forvejen så lille og så ubetydelig, at jeg bare havde brug for et andet fokus, men jeg var også nysgerrig efter at høre noget mere om hende.
   "Min mor er uddannet som psykoterapeut og min far er tidligere pædagog, men nu går han hjemme, da han har haft store problemer med hans ryg, der har gjort, at han har været nødt til at stoppe", sagde hun.
   "Interessant.", svarede jeg.
   "Måske kunne du få nogle samtaler hos min mor. Hvis jeg fortæller hende om din situation, så tror jeg godt, at der kunne være en chance for, at hun ville snakke med dig." Hun tog min hånd og klemte den.
   Jeg måtte bide mig selv endnu hårdere i tungen for ikke at begyndte at græde.
   Jeg ville ikke have, at hun skulle se, hvor ødelagt jeg i realiteten var indeni. Hun måtte ikke få at se, at jeg havde svært ved blot at holde nok sammen på mig selv til, at vi kunne sidde og have en normal samtale.
   "Det vil jeg tænke over.", svarede jeg så endelig og mente det også.
   Hun kiggede kærligt på mig, og jeg følte mig som det største fjols i verden. Jeg havde lyst til at stikke af på stedet men blev i stedet siddende overfor hende, alt imens hun vedblev med at kigge på mig.

"Du ved, det er blot svært nogle gange, når jeg er så meget udenfor i skolen, og når jeg vender hjem er det til en verden i kaos.", sagde jeg og kiggede ned i bordet. "Jeg har aldrig fred, føler jeg. Enten er jeg i skole, hvor jeg bliver holdt for nar og er udenfor, eller også er jeg hjemme, hvor min far konstant kommandere med mig. Det er blot hårdt sommetider ikke at kunne få et form for pusterum fra virkeligheden." Jeg mærkede en trykken for brystet igen. "Sommetider ved jeg slet ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg er så afkræftet, og jeg har så meget nervøsitet og angst indeni."
   Jeg blev pludselig opmærksom på, hvor modent hun tog det hele i betragtning af hendes unge alder. Det var imponerende, hvor meget hun var i stand til at tage ind og samtidig være så opmærksom på mig.
   Jeg begyndte at ryste igen, og det var svært at skjule. Det gav små spjæt igennem kroppen, og jeg fik en følelse af magtesløshed.
   "Det forstår jeg godt.", svarede hun endelig, efter at jeg havde siddet i flere minutter og været helt ude af mig selv. "Det må være virkelig hårdt. Hvorfor tror du, at de er så meget efter dig i skolen? Du virker for mig til at være en virkelig sød fyr.", spurgte hun mig.
   "Jeg ved det ikke. Det er et godt spørgsmål. Men de er altid efter mig og forsøger at få mig ned med nakken. Måske er det fordi, at jeg ikke formår at leve op til deres standard og ideal om, hvad en stærk fyr er for noget. Det ved jeg heller ikke for at være ærlig. Jeg kan jo kun være mig, så svag og slatten en person jeg også er på mange måder."
   Hun rystede på hovedet af mig.
   "Jeg synes bestemt ikke, at du er svag. Du har et meget negativt billede af dig selv."
   "Ja, det har jeg vel nok.", svarede jeg. "Men når jeg nu aldrig har fået andet at vide fra mine omgivelser, så har jeg taget det så meget til mig, at det er blevet en naturlig del af min identitet."
   "Det forstår jeg godt.", svarede hun.

Jeg smilede til hende og blev så mere alvorlig.
   "Men tror du ikke, vi snart skal til at gå?"
   "Jo.", svarede hun.
   Vi gik ud af cafeteriet og ud i den kolde aftenblæst. Det var kun blevet koldere i den tid, vi havde siddet indenfor.
   Jeg var så fyldt op af indtryk, at selvom blæsten gik direkte igennem mit tynde tøj, så kunne jeg ikke længere mærke kulden men i stedet en følelse af velbehag over at gå ved siden af denne smukke skabning, der næsten fløj igennem natten.
   Hun gik med en lethed, jeg aldrig havde set magen til.
   Mine egne skridt var usikre og besværede. Den tristhed og melankoli jeg tidligere havde følt på dagen var nu erstattet med en følelse af forundring over at have mødt Julia.
   Vi fulgtes ad væk fra tivoli og videre hen af vejen, der førte ned mod byen. Jeg havde ikke lyst til at skilles fra hende, så det var godt, at der var lang vej til, hvor at hun boede.
   Vi forlod byen og forsatte videre igennem natten, men pludselig stod vi foran den lejlighed, hvor hun boede.
   "Jamen, så farvel.", sagde hun og så bedrøvet ud over vores afsked.
   "Farvel", sagde jeg.
   "Må jeg få dit mobil nummer, forresten?", spurgte hun mig om.
   "Ja, selvfølgelig. Det er 40599332."
   Hun skrev det hastigt ind på sin telefon.
   Vi skiltes, og jeg forsatte af vejen ned mod, hvor jeg selv boede. Jeg boede også i en lejlighed, men nede i byen. Jeg mærkede, at jeg var begyndt at blive træt, og jeg glædede mig til at komme indenfor, hvorefter jeg kunne ligge mig ned og slappe af.
   Det havde været en spændende og begivenhedsrig aften. Jeg kiggede på min telefon, som jeg formåede at hive frem af min lomme uden at tabe den på jorden. Det var over midnat. Da jeg omsider kom hjem, var min mor gået i seng.

...

Jeg har ofte tænkt tilbage på den allerførste gang, vi mødtes; både med længsel men også en trykken for brystet.
   Jeg var så ung på det tidspunkt, en helt ung knægt, at jeg knap tror, at jeg forstod selve situationen, eller hvorfor at vi pludselig var mødtes så tilfældigt men også skæbnesvangert.
   Det var sket meget pludseligt og uventet.
   På den anden side er det noget af det, jeg elsker mest ved livet; at det er så uforudsigeligt, og at mirakler kan opstå ud af ingenting.
   Jeg tænker ofte, at hvis livet ikke var således, ville alting være utrolig gråt og kedeligt.
   Jeg havde fra den første dag, jeg mødte hende været helt fortabt i de små ting ved hende; såsom hendes stemme, hendes latter, hendes måde at sno sit hår imellem hendes fingre.
   Men det var også typisk for mig; jeg havde det med at falde for de små ting ved andre mennesker og hænge så meget fast i dem, at jeg kunne glemme alt andet.
   Jeg var så betaget af hende, at hun næsten fik en "guddommelig" symbolik for mig, mindes jeg, alt imens jeg står lidt ude i mit køkken og kigger ud i luften.
   Der er utrolig rodet, så jeg prøver af alle kræfter at rette min opmærksomhed væk fra det men hen på tankerne om mit første møde med Julia.

Køkkenet må alligevel, på trods af alt rodet, være det rum jeg bedst kan lide i min lejlighed; her føler jeg mig godt tilpas.
   Det er også et rigtig hyggeligt køkken, jeg har, som jeg har indrettet meget personligt og efter min helt egen stil.
   Der føles hjemligt på en anden måde end mit soveværelse, hvor jeg stadigvæk har mange af hendes ejendele, som jeg ikke har kunnet skille mig ad med.
   Når jeg har haft gæster på besøg, har de ofte spurgt mig om, hvorfor dog jeg ikke har skilt mig af med alle hendes ting, når det nu er så længe siden, at vi var sammen.
   Men jeg har simpelthen ikke kunne gøre det.
   Jeg ved dog ikke, hvorfor at jeg har beholdt dobbeltsengen, og især ikke mig, der hverken kan fordrage dobbeltsenge eller sofaer, med mindre der er en grund til at have dem, og det skal være en virkelig god grund.
   Jeg burde købe mig en ny seng, men måske forsøger jeg stadigvæk at holde fast i mindet om hende.
   Jeg skænker mig et glas vand og går efter et stykke tid ind i soveværelset igen og sætter mig på sengen.
   Efter vores første møde var jeg allerede begyndt at blive helt besat af hende, men det var kun begyndelsen på alle de oplevelser, vi skulle ende ud med at have sammen.
   Jeg ville på det tidspunkt slet ikke kunne forestille mig, hvad vi skulle komme til at opleve sammen.
   Mit liv havde fra det tidspunkt taget en drejning.
   Nogle gange kan livet på den måde være utroligt.
Forfatterbemærkninger
:)

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 14/10-2017 02:10 af Sarah Emilie Sloth Thorup (SarahEmilie) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 7824 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.