Det er en kamp,
der kan være svær at vinde,
og som er utrolig udmattende.
Det føles som at gå i kviksand,
der bliver ved med at trække én ned mod afgrunden.
Det er hårdt at komme fremad,
bagud eksisterer ikke og er ikke en mulighed.
Men det gør ondt for hvert ét skridt,
smerten er ganske ulidelig og ubærlig.
Det er en følelse,
der mest af alt minder om afmagt og opgivenhed.
Det er en vilje,
der skriger én ind i ansigtet,
at man skal blive ved med at kæmpe.
Men man vakler på sine ben,
kan ikke nå at komme i mål til tiden.
Det er dog ganske umuligt,
om troen og håbet nogensinde ville dø ud
og forlade én på målstregen.