I den næste skoleferie i april gentog vi forsøget på at komme til øen Tioman i Malajsia. Børnene legede i sandet og svømmede i havet. Jeg havde taget et fiskenet på en stang med til Robert, som han ivrigt brugte til at fiske alt muligt med. Som jeg havde forestillet mig, betragtede vi om aftenen den vidunderlige solnedgang over havet, før vi begave os op på terrassen og lod os betjene til aftensmaden. Desværre nåede Robert at få et udslag på ryggen før vi kom tilbage. Heldigvis havde jeg altid noget af det brune middel, fra den kinesiske doktor, i huset det hjalp på al slags eksem. Silvia havde igen begyndt i skolen, Jeg besluttede at beholde Robert hjemme fra børnehaven et par dage på grund af eksemen. I det fugtige klima bliver det hurtigt værre. Den første dag efter ferien gik Silvia, som hun plejede, nedenunder for at vente på skolebussen. Robert tiggede, han ville også nedenunder og lege med de andre børn som også ventede på skolebussen. Når de var taget afsted, ville han komme op igen, lovede han. Ikke længe efter hørte jeg høje hyl nedenunder, og snart stod en skrighals i døren. Huden var skrabet af indvendig på hans håndleder, og den lille finger på venstre hånd var rød og opsvulmet. Sammen gik vi ud i køkkenet, jeg satte mig på den stol, jeg plejede at sidde på, når jeg gav Fritzli mad. Jeg forklarede: Hvis du kan holde op med at græde et øjeblik, så beder vi lige Jesus om at helbrede det her. Han holdt op med at græde, jeg fortsatte: Nu lukker vi vores øjne, imens jeg beder. I en enkelt børn bad jeg Jesus om at helbrede ham. Jeg åbnede mine øjne, huden indvendig på håndledene så helt normalt ud. Jeg kunne næsten ikke tro at det her var sandt, og sagde til mig selv: Du må have set forkert Inge. I det øjeblik stak Robert sin lille finger op foran min næse og sagde fuld af barnlig tro: Nu helbreder Jesus også den lille finger. Et minut lang stirrede vi på den lille finger som langsomt forvandlede sig til en sund finger lige for vores øjne, det var absolut et under, det skete virkelig. Lykkelig forsvandt han nedenunder for at fortælle vægteren, en trofast muslim, at Jesus havde helbredt hans håndleder og den lille finger.
   Senere fik jeg at vide, hvordan ulykken var sket. En hushjælp havde fået ham til at springe ned fra trappen til parkeringspladsen. Desværre gik det galt, han skrabede huden indvendig på håndledene i faldet, fordi han ikke nåede ned til bundet af trapperne i springet. Elevatoren var på vej op eller ned, derfor var han rendt hen til trappeopgangen, hvor døren var lukket med en sten for. Da han flyttede stenen for døren, kom den lille finger i klemme, det havde gjort meget ondt og derfor havde han grædt meget.
   Helbredelsen af den lille finger betød en stor vending i Roberts fem årig liv. Han begyndte at tale direkte til Jesus om aftenen, når vi bad sammen. Han ville sige: Du er den stærkeste af alle, der er ikke en ting du ikke kan, du han skabt alting på jorden, med undtagelse af bilerne og husene, men det kunne du også hvis du ville. Hvor kan jeg godt lide dig. Fra hele hjertet talte han til sin skaber. Af og til bad han for andre. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det er sådanne bønner Gud synes om. Noget i hans karakter begyndte at ændre sig. Han var ikke mere så rebelsk, man kunne ligefrem se på hans ansigtsudtryk, at der var sket en forandring med ham.