"Alligevel er der ikke mere her" hviskede jeg til det. Det sad på min hånd og kiggede ind i mine store øjne.
   Det kiggede på mig med sine døde øjne. Øjne, der engang var stjerner. Jeg så dets medfølelse.
   Jeg kiggede på det, helt forundret over hvorfor, det ikke var bange. Det så tænksomt ud. Som om det forstod ethvert ord, jeg havde hvisket til det i nattens løb.

Nogen gange følte jeg dets kærlighed, også selvom det var en fremmed som sad på min hånd. Et ukendt væsen, men alligevel føltes det som om, at det var en, jeg havde kendt i evigheder.
   Jeg holdt væsnet tæt ved mit hjerte. Jeg håbede sådan at kunne trykke dets øjne frem, sådan at det ville kunne se igen. Gad vide om væsnet kunne mærke min længsel?
   Gad ide om det, uden sine øjne, havde evner til at fornemme de knuste drømme, jeg havde?

Det slog mig pludselig, at hvis det kunne forstå hvad jeg sagde, om det så ville sladre? Om det ville kravle hen til byen for blot at male skilte med alle de ord jeg havde anvendt? Om det ville finde alle de mennesker jeg kendte, blot for at fortælle dem om mine hemmeligheder?
   Angsten bredte sig i kroppen på mig. Hvor jeg før kiggede på væsnet med tillidsfulde øjne, kiggede jeg nu væk. Jeg følte nu, det var et væsen der skulle væk. At det var et væsen, der kun eksisterede for at ødelægge mig. Jeg følte næsten, det var min egen eksistens, der havde bragt væsnet til livs.

Jeg rystede væsnet af mig men det blev alligevel siddende. Det blev mere loddent. Mere rødt. Mere tungt.
   Jo mere jeg rystede det af mig, desto større blev det. Hvor det før var grønt og fint, var det nu stort og sort. Rødt. Sort. Jeg kunne ikke helt beslutte mig for, hvilken farve det nu havde.

Måske er der ikke mere her alligevel, nåede jeg at tænke midt i det hele.
   Jeg gik herud for at ende mit liv. Jeg satte mig ned på en bænk og græd. Jeg skreg alle de hemmeligheder, jeg ikke kunne fortælle nogen, ud.
   Det var dér, at væsnet dukkede op. Det måtte have været mig, der skabte dette væsen. Noget som var så fint, og alligevel så grimt; et perfekt spejlbillede af mig selv.
   Jeg opgav at ryste min hånd. Væsnet var nu blevet så stort, at jeg ikke længere ville kunne gemme det i min lomme. Mine planer om at dø med væsnet gemt i min lomme, var nu ikke længere en mulighed. Præcis ligesom med alle de andre planer, jeg havde for mit liv, som nu heller ikke længere var en mulighed.
   Hvis jeg døde, ville alle opdage væsnet. Gad vide om væsnet ville dø, hvis jeg selv døde?
   Jeg vidste dog, at hvis det fortsat levede efter min død, da ville alle kende til mine hemmeligheder.
   Hemmeligheder, ingen måtte vide noget om. Sorgen druknede mig langsomt indefra. Der var ingen løsning på dette problem. Livet var umuligt. Døden ville afsløre, og der var ingen tredje verden at vælge.

Jeg stirrede på væsnet. Det stirrede tilbage. Det var som om, det grinte ad mig.
   Nu var det blevet så stort, at jeg slet ikke kunne skjule det. Det var nu en del af mig. Noget som alle ville få øje på.
   Jeg vidste, at når jeg - selvom jeg ville ønske at jeg skrev 'hvis' - vendte tilbage til byen, da ville alle opdage væsnet, og de ville spørge.
   Jeg ville ikke længere kunne holde mine hemmeligheder hemmeligt. Gad vide om de ville forstå? Gad vide om de ville flygte? Gad vide om de ville hade mig? - elske mig?

Det kiggede nu på mig med hadefyldte øjne. Jeg hadede også det.
   Jeg vidste, væsnet var en ting, jeg selv havde skabt. Et væsen som jeg havde født og, som dermed var noget, jeg ikke kunne skille mig af med. Hverken som død eller levende.
   Væsnet ville altid være en del af mig; det ville altid fortære mig, elske mig, hade mig og ødelægge mig.