Du har været ensom alt for længe, hviskede jeg, mens jeg kiggede ind i dine store øjne.
   Øjne, der ikke lignede et menneskes.
   Hvor mon din sjæl var gået hen, tænkte jeg tit.

Vi var jo bare to kroppe, svøbt ind i hinandens.
   Smeltet sammen for en stund.
   Jo længere tid der tik, desto mere undrede jeg mig over hvem du egentligt var, og om jeg kendte dig i det hele taget?
   Stilheden var som en dyne. Lydløs hjertebanken.
   Kold metal mod hud. Måske eksisterede du slet ikke, tænkte jeg.
   Måske vi bare var én sjæl, og én illusion flettet sammen. Krøllet sammen til én krop alene.
   Det stykke jeg manglede, gav du og det stykke du manglede, gav jeg.

Jeg har været ensom alt for længe, hviskede jeg til dig.
   Måske hvis jeg sagde det højt nok, så ville dit hjerte måske begynde at eksistere?
   Måske hvis jeg bare ønskede det nok, så ville du langsomt begynde at tage form?
   Fodspor, der ikke længere kunne findes. Ord, der ikke længere kunne siges.
   Tiden, der bare gik i stå på trods af visere, der bevægede sig samt tikken, der fortsat tikkede.

Mon jeg eksisterede? Måske det var mig, der var en illusion.
   Måske vi har været alene alt for længe.