1Oprørets datter - III Grundlæggeren
Jeg vågnede og følte mig allerede sløv; Jeg havde sovet alt for l... [...]
Romaner · dystopi, kærlighed, konflikt
5 år siden
2Oprørets datter - II Branden, del 2
Det var så småt ved at blive lyst udenfor, da vi endelig nåede ti... [...]
Romaner · dystopi, oprør, brand
5 år siden
3Oprørets datter - II Branden - del 1
Det var sen aften. Eller tidlig nat, afhængig af hvordan man så p... [...]
Romaner · oprør, dystopi, storby
5 år siden
5Oprørets datter - I Prinsessen
Jeg kedede mig. Som altid. Og jeg var rastløs. Crystal syntes jeg... [...]
Romaner · dystopi, oprør
5 år siden
8Oprørets datter - Prolog - Ilddåb
Ild. Varmen syder og sprutter, det gør så ondt. Varme så intens a... [...]
Romaner
5 år siden

Puls: 3,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Jonna Frederiksen (f. 1989)
Det var så småt ved at blive lyst udenfor, da vi endelig nåede tilbage til min lejlighed. Jeg var lettet over at kunne stille Anna fra mig i opgangen. Hun havde ikke sagt et pip siden jeg havde samlet hende op, hvilket jeg var taknemmelig for. Jeg låste os forsigtigt ind i lejligheden og viste dem ind i stuen. Jeg låste omhyggeligt efter mig og sikrede hurtigt at alle gardiner var lukket tæt og tændte derefter lysene på bordet. Fyren stod henne ved vinduet med korslagte arme og kiggede sig omkring i lokalet. Den gamle sad med Anna på skødet og strøg hende over håret. Jeg smed mig lettet hen i en slidt lænestol og sukkede tungt. Alle mine muskler var spændte og mit hoved dunkende på en klam måde.
   "Jeg sagde det jo. Tak fordi du ville hjælpe ... Jeg håber ikke vi får dig i flere problemer end du er i, i forvejen." sagde han efter lidt tid og brød den tunge stilhed der var faldet over stuen.
   Han skulle bare vide ... "Det er sikkert her, Vagterne ved ikke hvor jeg bor."
   "Lyra, har jeg ikke sagt at du ikke må ..." lød en pigestemme pludselig og jeg satte mig forskrækket op med en hånd på min pistol. Vi kiggede alle hen i døren, hvor Crystal stod med store øjne og stirrede.
   "Åh! Undskyld, jeg troede ... Hvem er I?" spurgte hun og kom sig hurtigt over det lille chok. Hun stod i en stor T-shirt og var åbenbart lige vågnet. Eftersom ingen af dem svarede, kiggede hun anklagende på mig.
   Jeg sukkede tungt. "Vagterne brændte deres hus."
   Et underligt blik gled over hendes ansigt, før hun rynkede sine bryn og stirrede på fyren.
   "Undskyld, jeg hedder Dennis. Det her er Anna og Esther."
   "Okay, men ... jamen. Er I med Oprøret?" spurgte Crystal.
   "Crystal!" sagde jeg advarende, og kunne ikke lade være med at rulle med øjnene. Fedt. Det var så den hemmelighed. Hun sendte mig et spørgende blik og trak på skuldrene,
   "Øhm. Nej, det er vi ikke. Vagtkaptajnen ville såre mig gennem min familie, og ... Lyra?"
   Jeg nikkede som svar, men undgik hans blik og han fortsatte: "Hun hjalp mig med at få dem væk. Vi bliver her ikke længe, vi skal bare bruge et sted at være indtil udgangsforbuddet er slut."
   Crystal nikkede og gned sine arme. "Selvfølgelig. Tro mig, I er ikke det værste jeg er vågnet op til. Her. I kan sove i mit værelse eller sofaen, så sover jeg inde ved Lyra. Jeg sætter vand over til te."
   "Må jeg sove nu?" spurgte Anna stille henne fra Esthers skød. Dennis kiggede hen mod mig, og jeg nikkede og rejste mig med et suk.
   Esther fulgte besværet efter, bærende på Anna. Jeg viste dem hurtigt Crystals seng og lukkede døren på klem efter mig. Crystal kom tilbage ind i stuen med krus og en dampende kedel.
   "Tak, det er pænt af dig." sagde Dennis, mens hun hældte te op til ham. "Lyra?" han holdt et krus frem mod mig og jeg tog tøvende imod det, men stillede det hurtigt fra mig igen. Han gjorde mig nervøs, jeg brød mig ikke om det. Hver gang jeg kiggede hen på ham, virkede det som om han kiggede på mig.
   "Hvem er pigen? Hvor er hendes mor?" spurgte jeg pludseligt.
   "Lyra." brummede Crystal på en bestemt måde, som betød at hun synes jeg var uhøflig.
   "Det er okay. Vores mor er død. Anna er min søster. Esther 'adopterede' os for nogle år siden, hun er ikke vores biologiske bedstemor, men så godt som."
   "Det gør mig ondt. Med jeres mor." svarede Crystal høfligt. Jeg fnøs og de kiggede begge på mig, Crystal med et nu-holder-du-op-blik.
   "Jeg går i seng." skyndte jeg mig at sige, og lukkede mig ind på værelset. Crystal var lige på nippet til at give mig en skideballe og jeg var ærlig talt ikke i humør til det. Især ikke foran ham. Den underlige, fremmede Dennis.
   Det var som om lugten af røg klæbede til mig og jeg skiftede tøj for at slippe af med den, men uden den store succes. Den kvalmende røglugt sad klistret til mit hår og min hud. Jeg smed mig irriteret på min madras og trak tæppet over mig. Jeg var fortsat spændt over det hele og da jeg forsøgte at lukke mine øjne, kunne jeg kun se flammer og gløder. Jeg kunne høre at Crystal og Dennis snakkede lidt sammen, indtil hun til sidst kom ind og lagde sig ved siden af mig. Hun trak en del af mit tæppe over sig og gav sig til at stryge mig over håret. Ingen af os sagde noget, men hun blev ved. Efter lidt tid slappede jeg nok af, til at kunne falde i søvn ...
   Jeg vågnede igen med et sæt og følte mig rundtosset. Jeg kunne mærke at jeg ikke havde sovet særlig længe. Røglugten klæbede stadig til min hud og min mund var tør. Jeg listede forsigtigt ud i køkkenet og hældte vand op i en balje. Jeg satte mig på gulvet med en svamp og sæbe og gav mig til at skrubbe mine arme. Vandet blev hurtigt mørkt, og lyse, rynkede ar blev tydelige på mine hænder i takt med at jeg fik rosinfingre af fugten. Jeg nulrede tænksomt et af arrene, inden jeg sukkede irriteret og fortsatte med at skrubbe op ad mine arme.
   Jeg hørte skridt i gangen og stoppede overrasket op og kiggede bag mig. Han stod lænet op af dørkarmen og kiggede på mig. Jeg kunne ikke tyde hans ansigtsudtryk.
   "Jeg kan ikke lide lugten. Af røg." sagde jeg og følte mig pludselig dum. Jeg behøvede ikke at forklare ham noget?
   "Jeg kan heller ikke sove. Der er stadig te i kedlen." svarede han og hentede to krus inde fra stuen. Uden at spørge, hældte han ny te op til mig og stillede det på gulvet.
   "Du kan ikke lide ild?" spurgte han og satte sig på bordet over mig.
   "Kan du måske? Så vidt jeg ved, dræber varmen dig, hvis ikke manglen på luft gør."
   "Det har du selvfølgelig ret i. Men du virker ikke som typen der er bange for særlig meget. Hvorfor lige ild?"
   "Hey, pas dig selv." vrissede jeg og smed børsten fra mig. Jeg rejste mig hurtigt og hældte det beskidte vand i vasken og lod den tomme balje falde til gulvet igen.
   "Okay, undskyld. Det rager ikke mig, jeg skal nok lade vær. Drik te med mig?"
   Jeg kiggede undrende på ham og tørrede mine arme af i et slidt viskestykke. Han var altså underlig. Tøvende, tog jeg kruset med te op fra gulvet og stillede mig i den anden ende af det smalle køkken og kiggede på ham. Han gengældte mit blik, kiggede ikke væk.
   "så. Oprøret."
   "Hvad med det?" spurgte jeg og overvejede at gå igen. Han var ikke særlig god til ikke at spørge om ting der ikke ragede ham.
   "Var der derfor Charlie var efter dig? Han kendte dig tydeligvis."
   Jeg trak på skuldrene.
   "Okay, det rager heller ikke mig. Men det ville betyde at Vagterne rent faktisk er her for at holde Oprøret ukendt i slummen. Jeg troede det var et rygte."
   "Det er ikke et rygte." svarede jeg hidsigt. "De blikspande er her kun for at gøre livet surt for os."
   "Det må betyde at de er bange for jer. I Nordenborg. Der er mange Vagter, det koster byrådet ret mange penge. Hvis de investerer den slags penge og tid, kun dedikeret til at holde Oprøret nede, må det betyde at de ser jer som en trussel."
   Sådan havde jeg aldrig tænkt på det før. Vagterne havde altid været der, så længe jeg kunne huske. Men alle i Oprøret vidste, at de var ude efter os selvom de fleste folk fortsat troede på den løgn, at Vagterne afløste politiet om natten og tog sig af ungdomskriminelle. Jeg anede ikke hvem politimesteren i slummen var, men alle jeg kendte, vidste hvem Charlie var. Og at han var farlig.
   "Hvad ved du om Oprøret?" spurgte jeg.
   "Ikke meget." svarede han. "Folk opfører sig som om jeg har pest når jeg spørger dem om det."
   "Det er fordi de ikke ved en skid. Eller er bange."
   "Vidste du, at folk forsvinder sporløst, hvis de snakker for højt om Oprøret i byen? Jeg hørte historien om en hel familie der forsvandt, fordi de havde nogle ulovlige tekster fra Oprøret."
   Jeg vidste det godt. Teksterne, var de gamle manifester. De fleste var skrevet af min far, men jeg havde ironisk nok aldrig selv kunne få fingre i et. Jeg trak på skuldrene som svar.
   "Jeg siger bare ... Jeg forstår det godt, hvis de er bange. Du burde havde sagt det. At du er med dem."
   "Du skulle have passet dig selv! Jeg bad ikke om din hjælp. Og hvis du er bange for mig, ved du hvor døren er."
   "Jeg er ikke bange for dig. Men sket er sket. Vi hjalp hinanden, og Charlie ved det. Han vil lede efter dem ..."
   "Hvorfor er han efter dig?"
   Han tøvede. "Det er en lang historie, som jeg gerne vil gemme til en anden gang."
   Der blev stille i køkkenet igen.
   "Hvor gammel er du egentlig?"
   Jeg mødte hans blik igen, vurderede hans spørgsmål. Hvorfor ville han vide det? Jeg lagde mærke til at han havde en septumring i næsen. Havde den hele tiden været der? Hans øjne var mørke, næsten sorte, og hans hår hang i krøllede tjavser ned over hans ansigt. Min mave trak sig sammen.
   "15, og det er langt over min sengetid." svarede jeg til sidst og gik tilbage ind på mit værelse. Jeg lukkede forsigtigt døren bag mig og lagde mig ned ved siden af Crystal igen. Jeg kunne høre hans skridt bevæge sig tilbage til stuen, mod sofaen.
   Lugten af sæbe fyldte mine næsebor og morgensolen skinnede svagt udenfor. Det kildede underligt i min mave, og af en eller anden underlig grund, faldt jeg kort tid efter i en tung søvn.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 14/06-2016 09:47 af Jonna Frederiksen (katrine-katten) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 1666 ord og lix-tallet er 23.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.