Jeg sidder og gemmer mig, forneden ved en bedrøvet piges øjne. En kraft trækker mig mere og mere op. Jeg er fugtig og fyldt med salt, og nu sad jeg pludselig foran en kæmpe hvid fugtig kugle og i midten i den, så jeg en sort plet med en blå cirkel rundt om. Noget blødt og hvidt kom nærmere hen i mod mig, noget som ikke hørte til i et øje, men noget udefra. Min fugtighed blev omgående spredt på den hvide blødhed, lige da den rørte mig med spidsen. Den sugede mig kraftigt og jeg var nu borte fra mit tidligere bosted.

-

Der er varmt omkring mig, men jeg har det rart. Det tørre træ holder mig vågen, papir giver mig styrke, men styrken kan hurtigt forsvinde igen. På bunden af mig, er jeg så varm at jeg bliver blå, og ud fra mine hårspidser kommer der af og til små lysende knopper, næsten som fyrværkeri.
Hvis jeg dog bare kunne komme ud, ud blandt mange træer, så jeg kan sprede min magt og overtagelse, og hvis regnen for Guds skyld ville forsvinde. Jeg giver varme til mennesket. Hvis jeg var som en fri fugl, ville jeg ufrivilligt dræbe skoven.

-

Jeg er blevet trådt på så mange gange, men jeg er solid som stål. Nogle dage bliver jeg ført gennem mørke, men i en mørke hvor lys blinker og hvor larmende musik opstår fra alle sider. Jeg er årsagen til, at "det" der står oven på mig kan se, nå, mærke, af de ting der er højere end "dets" selv. Jeg blev fanget af en skønheds øjne, da Skønheden opdagede min røde farve og min robuste kvalitet, men samtidig så feminin og rank, blev jeg bragt med til fine gåture.

-

Jeg er elsket, jeg er forslået, jeg er trøstet, jeg er sjov, jeg er omsorgsfuld, jeg er blevet skældt, jeg er slidt, men stadig blød som altid. Jeg bliver sjældent glemt og jeg vil altid være elsket fra barns ben. Mine øjne er årsag til jeg aldrig bliver smidt ud. Jeg har mange venner som er ligesom jeg. Venner der sidder på enhver barns sengekant og holder øje med deres søvn og drømme.

-

Mennesker på gader og stræder, i lurende gyder og storbyer: de slås, de dræber, de fører krig, de kriminaliserer. Kun pga. mig. Jeg er så meget værd, at folk betaler penge for at vinde mig, jeg er så meget værd, at nogen vil knokle hårdt for at opnå mig. Jeg giver mad, jeg giver sundhed, jeg giver støtte, jeg er alt. Det er mig der holder orden. Kærlighed kan jeg dog ikke prale af, men alligevel er jeg så vigtig. Nogle af mine venner er mindre værd end jeg, men når nogen bruger mere end hvad jeg er værd, går jeg konkurs. Når mennesket benytter deres grådighed, jeg står i minus - først hér har jeg brug for mine venners barmhjertighed.