Jeg kan se dig i havestolen ude i græsplænens grønne hav med skørtidslernes gule sole. Jeg sidder i træets skygge, håber træet accepterer mig og undlader at kaste visne grene efter mig. Jeg lader avisen bestemme sindets søndagstilstand. Jeg kan føle din duft, din hud, dit nærvær, dine glade øjne, der slår smut derude under Guds sommerblå loft. Du distraherer, giver mening på tværs og på trods af den solvarme avis og de alvorlige tidender i tiden. Selv dugfrisk cola i glasset, Kalkun-Harboes Classic, kan ikke fastholde praktiske tanker, planer og rationaler. Det solgyldne lys farves miljørigtigt grønt gennem gamle grene og friskt løv. Tænk om Miljøministeren så det! Tindrende uskyldshvide cumulusser står stille i Verdensrummets himmelblå; mens du og havens vildnis og det hele driver videre forbi mit blik med svimlende hastigheder og fristelser som sikkert kunne frustrere en færdselsbetjents laserpistol. Mine tanker fyldes op med fuglesang og glad musik. Jeg kunne skrive et digt om det her; men gider sådan set slet ikke. Det har så mange jo gjort før mig og bedre end mit uskrevne digt. Hvem i alverden gider dog også at spilde sin tid med at læse noget så fjollet på en solfuld sommerdags vokstavler?