Min krop er et våben. Min krop er et våben. Min krop er et våben.

Den kan slå fra sig, sparke, bide, slæbe og slide. Den kan råbe, skrige og fornærme.

Den kan kærtegne, kramme, kysse og forsikre. Den kan opmuntre, grine og synge.

Min krop er min egen. Min krop er min egen verden. Min krop er min egen usikkerhed. Min krop er min egen selvsikkerhed. Min krop er mit sikkerhedsnet. Min krop er min faldlem.

Jeg kan sige, at den er hæslig. Jeg kan sige, at den er smuk. Jeg kan udtrykke mig i tusindvis af vendinger om min krop. Hvad den er, hvordan den er, hvordan jeg har det med den. Det er min krop der skal føre mig frem i verden, men også holde mig tilbage. Virkeligheden er, at verden ikke drejer sig om min krop. Den er ikke verdens centrum. Den er mit centrum. Den jeg lever i, hver eneste dag, jeg nogensinde har levet, og jeg nogensinde vil leve.

Min krop er både et våben og et skjold. Den skal dræbe det, der skader mig, og beskytte mig for det, den ikke kan gøre noget ved. Men det er ikke det eneste, den er. For mig, er den alt. Den er min ven, der altid vil være der. Den er en fjende, der altid vil være der. Den er, hvad jeg gør den til. Hvordan jeg skaber den, og hvordan jeg bruger den til at udtrykke mig selv med.

Jeg kan ikke tvinge mig selv til at elske min krop. Jeg kan ikke tvinge mig selv til at hade den. Den er der hver dag, jeg kigger i spejlet. Jeg er nødt til at acceptere den, som den er. Acceptere hver enkelt bule og bump. Hver fregne eller strækmærke. Hver bums eller neglerod. Hvert evigt eneste hår, uanset hvor det sidder. Det tager tid. Meget tid. Men min krop er den, jeg kommer til at tilbringe hele mit liv sammen med. Så der er rigeligt tid til at lære, at elske mig selv.