Det føles forkert at sige farvel til nogen, der stadig trækker vejret.
Men endnu mere forkert at blive ved med at række ud,
når det eneste, jeg får tilbage,
er kaos forklædt som kærlighed.
Du er min mor.
Mit første blik, min første tryghed.
Men også den første, der lærte mig,
at kærlighed kan være betinget,
at omsorg kan føles som kvælning.
Der har altid været drama i dine fodspor.
Storme, du kaldte "følelser",
brande, du nægtede at slukke.
Og når jeg forsøgte at trække mig,
blev jeg den utaknemmelige, den kolde,
den der ikke forstod, hvor hårdt du havde det.
Men jeg forstår nu.
Jeg forstår, at det ikke er min opgave at redde dig,
at være den voksne i vores forhold,
eller betale med min fred for at holde dig i ro.
Jeg har prøvet at række ud.
Jeg har prøvet at sætte grænser med blide hænder.
Men du trådte over dem - hver gang.
Og til sidst måtte jeg vælge.
Mellem dig og mig selv.
Det er et ubarmhjertigt valg, det er en sorg i hjertet. Jeg håber, at du en dag kommer til at forstå mit valg.