Skæbnens Barn

Prolog


8 måneder, 16 dage siden 4 kommentarer Uafsluttet Fantasy

4Skæbnens Barn - Prolog
Safrik havde ligget med veer i utalte timer, da de var nød til at... [...]
Fantasy
8 måneder, 16 dage siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Nina Egler Drud (f. 1982)
Safrik havde ligget med veer i utalte timer, da de var nød til at stoppe karavanen og Hándo kendte til farerne i at gøre det, men sådan som det så ud nu, havde de ikke længere noget valg. Hans hustru, sjælefrænde og univers, havde så mange smerter at kun dæmoner og elementer kunne mindske hendes smerte helvede.
   "Hándo..." åndede hun besværet og han tog hendes udstrakte hånd og strøg hende over den sveddækkede pande og med øjne fulde af bekymring, tiggede hende at fortælle ham hvorledes han kunne mindste hendes ubehag.
   "Sig frem min elskede," sagde han blidt, prøvede på at dække over den stress han følte i sit indre, med lag at hengivenhed og forsikring - hun lod sig dog ikke narrer.
   "Bring mig uden for, jeg har brug for assistance."
   Hándo løftede sin gravide mage op i sine arme og bar hende ud af vognen.
   Tjenestefolk gjorde fremgangen lettere, ved at fjerne ting der stod i vejen og åbne døren og Safrik indåndede den kølige natteluft som i et desperat forsøg på at lindre veerne, da den omsvøbte dem. Hendes adfærd ændrede sig for hvert skridt han tog og da han bar hende ud på græsset, omringede dem med træer og buske, så han korte glimt af den gamle Safrik, han mødte for snart 300 år siden.
   Alt hvad Hándo skulle bruge, var rundt om ham og tæt på ham, men han vidste Safrik ikke kunne trække lindring fra naturen alene - hun havde ligeledes brug for dæmonerne energi og hendes hungrende øjne borede sig ind i hans, da han lagde hende ned på en blød græsplet, tæt på en lille bæk. Hendes svedvåde gyldne lokker klistrede til hendes forpinte ansigt og hun hulkede og stønnede desperat.
   "Jeg har brug for at skifte," hun klynkede og Hándo rystede på hovedet i forvirring, "jeg kan ikke bære denne smerte."
   "Men, du lovede du ikke ville mærke hende," sagde han og de øjne der nu fokuserede på ham, vidnede om en Ydrim der var i færd med at modsige, forråde det løfte til ham og lige før han kunne modværge hendes mumlet ord under et smertefuld åndedrag, forsvandt hun foran hans øjne. Tjenestefolket frygtede det ikke, de kendte til deres Frues evner, men gisp af forundring og forskrækkelse forlod dog alligevel et par, da det aldrig kunne stoppe med at forundre nogle at, sådanne kræfter var virkelige.
   "Safrik!"
   Han brølede frustreret, smerten over hendes forræderi stak ham dybt i hjertet. I århundreder havde hun fodret ham med indbildningen om en billedskøn evighed sammen og i sidste ende havde hun hold ham for nar. Som en tålmodig edderkop, havde hun siddet i sit spind, lullet ham ind i den tro at han rent faktisk havde formået at afvænne en Ydrim fra hendes natur - hvor tog han absurd meget fejl - for så kun at forgifte ham med hendes dødelige gift.
   Hun havde såret ham slemt, gjort det umuligt for ham at foretage sig noget, fuldstændig ude af stand til at tage sig af den uro der var udbrudt omkring ham. Hándo stirrede fortabt på det sted hvor han havde lagt sin elskede ned, hans hjerte sprak og kun fordi en pil skød lige forbi hans øre, ignorerede han den syndflod af smerte der flød fra dets åbne skal.
   Han omgav sig straks med et kraftskjold til at beskytte sig med og han sprang på benene, drejede omkring og så sin angrebsmand i øjnene. En skare af brontoq hunde med deres ryttere i sorte rustninger, meldte sin ankomst og med en fejende bevægelse skubbede han en angribende brontoq i fuld spring til side, som var den et ubetydeligt blad i vinden. Hans blik var fæstet på troldmanden bag linjen af brontorq hunde, der havde det største buffet bord af alle i karavanen, fortvivlede skrig og råb om hjælp hørtes nu i den begsorte nat. Ikke engang månen og stjernerne ville være vidne til denne handling udført mod uskyldige og Hándo begyndte langsomt at bevæge sig mod den høje mørke skikkelse, der stolt som et déarn træ, men med syge rødder, stod og ytrede fremmede ord og vævede med armen frem for sig.
   Jorden begyndte at rumle og sukke og Hándo fornemmede straks dets smerte og jo tættere på den mørke troldmand han kom, jo mere udhungret føltes jorden under hans nøgne fødder og med voksende frygt, stirrede han op på mørkemageren.
   "Bre'Cto, ami rah, comor shin anadraq," den dybe ryst rungede ud over den lille lysning og Hándo hvæsede, stoppede sin fremfærd og satte sig på hug, borede fingrene ned i den bløde jorden, fornemmede strukturen, molekylerne, opbygningen af rødder og strå, som han hengav sig til Henoria's favn.
   Han måtte for alt i verden standse denne handling mørkemageren i dette hjerteslag foretog, han måtte afbryde påkaldelsen, den måtte ikke fuldbyrdes ... han måtte ...
   "Hándo...," kaldte en sirlig stemme og lokkede hans opmærksomhed, som noget helt uimodståeligt og i et ganske kort hjerteslag vendte han hovedet mod Safrik, smuk som et morgengry, uforandret som den dag han så hende første gang, lod sig forføre af hendes ynde og besnærende natur og smerten over hendes forræderi dolkede sig endnu engang i hans hjerte kerne og hans forehavende vaklede.
   "Hándo, min elskede, vi har fået en datter," fortalte hun mildt og Hándos ansigt forvred sig i smerte og begær.
   "Du lovede du ikke ville mærke hende - hvorfor?" spurgte han knækket og Safrik trådte frem mod ham, flydende bevægelser som kun en Ydrim kunne præstere, hun var så smuk det gjorde ondt i hjertet og smerten over hendes svig, brændte sig ufortrødent ind i hans kerne og drænede ham for al vilje og beslutsomhed og det skjold han havde beskyttede sig selv med, flakkede og forsvandt.
   Sårbar og angrebs klar ville han ikke kunne samle kræfter til at modstå et angreb fra nogen side, fra nogen hånd, absolut modløs og viljeløs, kunne han ikke rive blikket fra Safrik da hun stoppede foran ham og så ned i hans ansigt.
   "Kæreste, forstår du ikke? Vores datter har begge elementer i sig, sammen kan vi erobre verden, se den underkaste sig vores absolutte styre."
   "Så du vil bruge hende som et redskab?" ville Hándo fortvivlet vide og langsomt smilede Safrik med et lille nik, så derefter ned på det omviklede bundt i hendes arme, "hvordan kan du få dig selv til det, hun er vores datter, et uskyldigt liv," spurgte han hæst og Safriks ansigt ændrede sig, den mørke side af hendes Ydrim skinnede igennem, den grådige, den altfortærende, den ødelæggende og Hándo vidste der ikke kunne forhandles med hende der.
   En smidig skikkelse af klæde løs karakter smøg sig frem fra skyggerne bag Safrik's omfangsrige gevandter og hans øglelignende ansigt, stirrede grådigt på babyen i hendes arme og en kold hånd klemte om Hándo's hjerte, alt blodet forsvandt fra hans lemmer og helt ude af stand til at tænkte andet end et ord.
   "Castra..., " mumlede han slået fuldstændig omkuld af denne åbenbaring og dragefyrsten vendte sine gule øjne mod ham og et fælt, ledt smil tegnede sig over den bizarre mund.
   Hándo blev smerteligt klar over hvad Safrik havde gjort og havde i sinde skulle ske og han kunne ikke lade det hænde, det måtte ikke, det ville destruere alt.
   Selv med knækket hjerte og sjæl vidste Hándo, hvad han måtte gøre og med et sidste vilje fuldt tiltag, påkaldte han sig Henorias lys, hendes kærlighed, hendes kræft og drog så meget af det ind i sig som han kunne, følte hvordan han voksede, ekspanderede og langsomt vækkede han skoven til live, påkaldte hjælp og den kom i form af rovdyr og vetír.
   Han mærkede ikke længere den solide grund under sine fødder, han mærkede ikke længere vinden i sit hår, regnen der var begyndt at falde mod sin hud - kun Henoria der fyldte ham og var omkring ham. Med øjne som to glødende sole, så han ned to Safrik, der havde stillet sig i forsvars position og hvæsede af ham, knugede barnet til sig og begyndte selv af væve sine mørke besværgelser mod ham.
   'Henoria, beskyt min datter, lad hende ikke falde i de forkerte hænder, lad hende ikke blive en brik i et tyrannisk styrer, tilgiv mig nu, min beskytter, min skaber, min altings moder.'
   Hándo påkaldte et lysets spyd, så kraftfuldt, så fuldendt og perfekt, så stort det omfavnede adskillige mands-længder og midt i denne kegle af lodret gående ild, stod Safrik fanget, hendes skrig af smerte kunne høres så gennemtrængende, at den gik gennem marv og ben og Hándo græd af fortvivlelse. Han hældte hele sin vrede, frustration, fortvivlelse, grundvolds rystende kærlighed og sit eget livs lys ind i udryddelsen af Safrik, Ydrim af Henoria og Heketonia, en mørk skabning skabt af grådighed og videbegærlighed, en skabning der var frygtet og hadet og som Hándo troede han havde ændret, hjulpet.
   Alt der kom inden for radiussen af denne søjle af hvid ild desintegrerede og tryk bølgerne der strålede ud fra den, forbrændte alt, satte ild til alt der kunne brænde, men den der skulle dø, ville ikke dø og hun kæmpede længe, men til sidste opgav hun, udkørt, brugt, tømt for kræfter til at modstå Henorias ild og hun forkullede på stedet.
   Som sluppet, styrtede Hándo til jorden og da hans korpus ramte overfladen absorberede jorden hans fald og uskadt kunne han ligge og stønne, fortvivlet over sin gerning og stirre på stedet hvor Safrik havde stået, men ikke længere gjorde. Hendes eksistens udvisket.
   "Du skulle have grillede barnet også, Safrik var alligevel ubrugelig," hvæsede en stemme og Hándo vendte det mod den og så til sin rædsel, at Castra stod med hans datter på armen, det lille barn græd hysterisk, utrøsteligt og Hándos hjerte sang i længsel for at få lov til at holde hende og trøste hende, men drage fyrsten tillod det ikke.
   Afkræftet, drænet til en nært tom skal kæmpede Hándo sig på benene og stod svajende og så på Castra. Han vaklede et skridt frem og snublede igen og faldt på knæ foran Castra, hvorefter han så bedende op på han.
   "Lad mig i det mindste se hende en gang før jeg dør," tikkede Hándo, men Castra lo hånende.
   "Tror du jeg er imbecil?" ville han vide og Hándo rystede på hovedet.
   "Jeg har ikke mere i mig Castra, lad mig se min datter inden jeg dør, så lidt medfølelse ved jeg der er i dig."
   Som en mand med dødens løkke om halsen, klar til at give slip, sad Hándo med hænderne slapt hængende ned langs siderne og stirrede med udhulede øjne på Castra, der stod og så tænksom ud. Drage fyrsten tog derpå et usikkert skridt hen mod Hándo, men fortsatte så med en mere beslutsom gang og satte sig på knæ foran ærkedruiden og fjernede tæppet fra babyens ansigt og da hun fornemmede Hándo, holdt hun inde med at græde og deres øjne mødtes.
   Et grådefyldt åndedrag slap over hans læber og dybe hulk rystede de robuste skuldre, tårer af kærlighed og smerte løb ned over de blege kinder og med en arm som var den ombundet jern, løftede han den langsomt og satte dernæst sin pegefinger mod pigen tredje øje og sukkede.
   "Sec'Tro Morth," ytrede han på et åndedrag og mens han drættede om til jorden død, skreg Castra i arrigskab, spruttede og indædt galde og kylede det nu tomme tæppe fra sig.
   Sort af vrede stormede han hen mod mørkemageren og sammen forlod de lysningen i følgeskab af en håndfuld brontorq hunde med ryttere.

Samtidig et andet sted.

Det var de små timer før daggry, det grå lys der forvirrede øjet og fik fantasien til at løbe løbsk. Man så skygger bevæg sig, for et halvt hjertelag senere at være noget helt harmløst. Lydende synes at tilhøre sære skabninger, der regerede i skovenes vidtstrakte gigantiske tæppe der dækkede en del af landskabet i Midagir. Det kunne til tider få det til at løbe koldt ned at ryggen på ham, men i det store og hele var der ikke meget der skræmte ham.
   Desjak rykkede lidt på sig i sadlen, vrikkede med tæerne for at få lidt liv i dem og rullede med skuldrene. Musklerne var stive, kolde og satte i den samme stilling han havde befundet sig i den sidste times tid. Hans øjne løb over skovgrænsen, men intet unormalt eller uventet lod sig se. Fra tid til anden kunne hans tanker godt begynde at vandre, vandre mod Alana og Modius, der hjemme på gården sikkert var ved at vågne op. Han smilede ved et minde om Modius, godt et helt månehverv siden, hvor knægten var begyndt at snakke som et vandfald. Han drønede rundt som havde han en hel sæk lopper i bukserne og kunne med stolthed sige han ville slægte ham på, for hans tidlige forkærlighed for sværd. Han havde lavet ham et i træ og det legede knægten med som var det, det eneste legetøj han havde.
   Han ville blive tre år i morgen.
   "Kaptajn, jeg afløser dig herfra," med et let ryk af tøjlerne så han ned på den unge soldat der stod ved siden af hesten og så op på ham.
   Desjak bed tænderne sammen. Han burde ikke sidde og dagdrømme om sin hustru og sin søn midt på en vagt, så tæt på ydre grænserne af Midagir var det ikke til at sige hvad skabninger der pludselig kunne komme væltende ud af skoven.
   "Det bliver ikke nødvendigt Aibu, væk mændene, vi fortsætter patruljen."
   Lidt forvirret så soldaten op på ham igen, men nikkede så respektfuldt, "som du ønsker."
   Med de ord, travede den unge soldat tilbage til lejrpladsen et par mands-længder derfra og snart var der liv i folk. Hurtigt og med søvnen dårligt gnedet fra øjnene, fik de rømmet stedet og da lyset begyndte at melde sin ankomst, steg de til hest og satte processionen i gang.
   Kæbe og hals spændte, da Desjak ignorerede det gab der truede med at afsløre, hvor træt han faktisk var. Han ville ikke vise sine mænd, at han kunne bruge et par timers søvn og i sit sind bad han Henoria om at lade deres vej være uhindret. Et træt sind, havde reaktionsevne som en beruset.
   Veje snoede sig som en svagt bugtende slange gennem det tykke tæppe af træer, kun oplyst af det tidlige morgengry, når en lysning dukkede op, gennemskåret af den hårdtstampet jordvej. De stærke dufte af sensommer blomstring blev båret af vinden og kildede sanserne, fik en til at drømme om bare fødder i græsset og at ligge ved en søbred og nyde solen. Fuglene kvidrede dagen i gang og da de red gennem den bredde arm af skoven og ud i et åbent område, farvede solen horisonten lyserød og orange i dybe nuancer.
   Røgsøjlen var så langt væk de ikke kunne se hvorfra den kom, men den stod op i luften let skrånende mod sydøst. De gjorde holdt og scannede det åbne område, men der var ingen tegn på forstyrrelser og det undrede Desjak, for han vidste der ikke var nogle gårde i disse egne af Midagir. Han så bagud på sin patrulje og gjorde tegn til de skulle falde til ro, da en overrasket mumle var brudt ud. De tolv mænd forstummede og med en håndbevægelse fra deres kaptajn, satte de sig i bevægelse igen.
   Med tilbageholdt trav tilbagelagde de hurtigt afstanden mellem dem og røgsøjlen, hesten dansede uroligt under ham - som kunne dyret lugte noget faretruende i luften - hvilket ikke ville overraske Desjak, den havde reddet ham mange gange. Vejen krummede skarpt mod højre og med et hårdt ryk af tøjlerne, bragte han hingsten til fuldt stop. De eneste lyde der hørtes, ud over den knitrende ild fra en karavane vogn, var hestens urolige pruste og metal der klikkede, når en soldat bevægede sig i sadlen.
   Lysningen lignede en slagmark og den store afsvedne ring på græsset forekom ham ganske mærkelig og bevismaterialet i form af døde brontorq hunde, der i sig selv ikke var nemme bæster at slå ihjel, vidnede om kamp.
   "Søg efter overlevende, men bevar et vågent øje," lød Desjaks stemme i den tidlige morgen. Der var ingen spor af urolighed i tonen, det var der ikke råd til, hans mænd skulle kunne stole på ham, til ikke at miste modet, uanset omfanget af deres fund.
   Soldaterne satte i arbejde, søgte de 5 karavane vogne, så vidt Desjak kunne tælle sig frem til, nogle af dem var splittet så meget ad, at det umuligt kunne komme til at ligne en vogn igen. Et par stykker af dem stod i flammer - derfra røgen - og hvad end de havde haft med sig af varer, personlige ejendele og andet, lå spredt og smadret på jorden omkring vragene.
   Desjak svang sig af Qunor og med jorden sikkert under fødderne, vandrede han rundt mellem vognene. Der var store klo mærker og blod over alt på det splintrede træ, de mennesker han trådte over var maltrakterede så slemt, at de slet ikke lignede mennesker, men en bizar klump kød og knogler, andre i forvredne stillinger og Desjak dækkede sin mund for ikke at tømme maven sparsomme indhold på jorden.
   Stakkels individer.
   Desjak kendte kun til ganske få skabninger der kunne efterlade denne form for ødelæggelse og en kuldegysning tog form ved det øverste af hans nakke. Han håbede ved Henoria, hvem end der havde været her, ikke ville vende tilbage, mens de var her.
   Galde steg op i hans mund da stanken af indvolde og brændt kød, omklamrede dem fra alle sider, men nægtede at lade sig føje. Han skubbede til an kasse med sin støvlesnude og derved faldt et stykke klæde til side og afslørede en malet mærke på den ene side af en af de vogne der var mest intakt.
   De var ukendt for ham og han kendte til mange våbenmærker, så med det samme vidste han de var nød til at finde papirer eller anden verifikation på, hvem der havde ført karavanen, til indførsel i det kongelige arkiv.
   Hans fødder bar ham videre, mens hans tanker vandrede og søgte svar, skubbede til vragdele med fødderne og stoppede op så pludseligt, at det var midt i et skridt. Foran ham lå en kvinde, ung af år og med et ansigt hvidt og mat. Hendes gyldne lokker lå som en glorie om hendes hoved og da han hastigt lagde sig på knæ ved hendes side, åbnede hun mat øjnene. Et støn kom over hendes blodløse læber og smertefuld forsøgte hun at synke.
   "Heler!" brølede Desjak og det gibbede i den sårede kvinde, ved lyden af hans stemme. Beroligende lagde han en hånd på hendes skulder og opdagede til sin overraskelse, at et spædbarn lå i hendes arme. Barnet var stille, men i live, for en lille hånd spjættede i søvne og med en forsigtig lab på barnets hoved, så han på kvinden. Han blev klar over at hun levede på lånt tid, sårene på hendes krop var så vanskelige at hun umuligt ville kunne reddes.
   "Alt er godt nu, vi er kongens mænd og vi vil hjælpe dig - hvad er der sket her?" spurgte han tydeligt og afkræftet så kvinden på ham, smilede svagt og lukkede øjnene.
   "Få hende ... i sikker...hed ...," hun blev slap og overrasket greb Desjak ud efter barnet, der forskrækket vågnede op og stak i et vræl. Han pakkede hende grundigt ind i det røde tæppe hun var omsvøbt og lagde hende beskyttende i sine arme.
   Hans heler, Morthan Ingurs, kom løbende med sin store taske over skulderen, stoppede op da han nåede helt hen til ham.
   "Du kaldte, kaptajn...," han behøvede ikke anstrenge sig for at se, han var kommet for sent og da Desjak rejste sig fra sin knælende stilling ved kvindens side, så han på barnet i hans arme.
   "Ingen overlevende?" spurgte han Morthan og manden rystede på hovedet. Desjak nikkede og sammen gik de mod hestene.
   Soldaterne var stadig i gang med at gennemrode vragdelene, hestene rumsterede rundt og deres stemmer summede ud over det åbne område de befandt sig i. Lyset blev mere klart og solens stråler udviskede det triste gråblå, og farvede himmelhvælvingen med sin varme.
   Desjak travede hen mod den afsvedne plet på jorden og afmålte den med øjnene og blev klar over den var tre mands-længder lang og at der i midten havde foregået et og andet og at dette andet, havde efterladt et komplicerede mønster på jordens skorpe. Dybt i tanker så han sig yderligere omkring og fik øje på en stor mand lidt derfra, sådan lidt unaturligt stor og da han nærmede sig det livløse korpus glibede han med øjnene i forundring.
   Græsset hvorpå han lå, var begyndt at gro op omkring ham, rødder og blomster og dette skete i samme åndedrag som Desjak betragtede det og med et forsigtigt skridt mod mandens ansigt, satte han sig på knæ ved dette. Hans øjne faldt på en halskæde om den kraftige hals, en sølvplade med sirlige udskæringer og inskriptioner omkring yderkanten og forundret tog Desjak om den og trak den af manden.
   "Ved Henoria," mumlede han, var pludselig klar over hvem denne mand var og hvorfra karavanen var kommet og med hastige bevægelser rejste han sig og begav sig retur til karavanen og sine mænd, dette måtte viderebringes og det skulle ske i en fart.
   Jappende gø hørtes i det fjerne, fik alle til at forstumme og hører inde med deres forehavende og se sig om. Desjak var åndeløst klar over hvad der kom og med en hård anstrengelse fejede han trætheden væk fra sin krop og instinkterne til at bekæmpe hvad der måtte komme, blev vækket til live i ham.
   "Hoke!" kaldte han og ganske få hjerteslag efter stod hans næstkommanderende ved hans side og afventede hans ordre.
   Barnet på hans arm skreg og viftede med de små arme, som var det selv klar over noget grusomt var på vej og han så på Hoke, som det første dyr brød gennem skovbrynet og det store bæst galoperede i rivende fart mod dem. Det var snart efterfulgt af en flok på mere end 8 og jo tættere på de kom jo mere rejste gåsehuden sig på Desjaks arme, den kolde hånd klemte smertefuldt om det øverste af hans nakke da han blev klar over, hvad skabninger der buldrede mod deres lille flok.
   Brontorq hunde - Hroars forbandede skabninger, så fæle og ondskabsfulde, de fremkaldte spontane mareridt, selv i vågen tilstand.
   "Hoke, tag barnet og rid som havde du selveste Hroar i hælene og bring hende til hjem til Alana - stop ikke for noget," hans blik borede sig ind i Hokes, kunne godt se hans næstkommanderende var på nippet til at stritte imod, men en beslutsomhed der havde gjort ham til kaptajn i første omgang, lukkede munden på den anden.
   Han tog imod det grædende barn og med et eneste nik til Desjak, satte han af mod hestene, der uroligt trippede rundt ved lyden og lugten af de fremfarende jægere.
   Hurtigt fik Desjak sine mænd på linje, gejlet dem op til kampen de stod imod og da brontorq hundene lukkede afstanden mellem dem, sank han smertefuld. De store jægeres hvasse klør borede sig ned i jorden og fik den til at bløde, fik Desjaks blod til at isne i hans årer og brølet der forlod fører hannen buldrede gennem luften som en rullende kamp sten. Jægerne hoppede gennem luften, åbnede gabet så de sylespidse tænder blev blottet og med angrebs brøl kastede de kåde soldater sig over bæsterne, hakkede og stak i forsvar.
   Fører hannen var større end en almindelig ridehest, duknakket og glatskindet. Deres hud var som spættet sort læder, der svøbte sig om deres muskler som var de skåret ud af sten, deres røde øjne borede sig hidsigt og undertrykkende ind i deres modstanders og intelligensen de rummede var skræmmende ubegribelig.
   Desjak stirrede beslutsomt ind i øjnene på brontorqen og strammede grebet om sværdhæftet og viste arrigt tænder. Den store han foran ham satte kløerne i jorden, sænkede sit enorme hoved og den sære krave af hud der omgav deres nakker, rejste sig så de klo lignende spidser i enderne kom til syne. Hvad de specifikt brugte dem til var ud over Desjaks forstand og det var også det sidste han tænkte på lige nu. De røde øjne stirrede på ham fra dybe øjenhuler og truende knurrede brontorqen.
Forfatterbemærkninger
Prologen til et større værk, der pt er i udarbejdelse. Bogen handler om det at være en brik i et større sammenhæng, ikke at kunne flygte fra sine aner og må ty til gerninger det ikke altid er lige smagsfulde. Hvis du fik af vide du er født med så store evner, at du kan ændre tidens vævning og bevæge dig på steder der normalt har en høj pris, ville du knække eller omfavne det?

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 09/02-2018 20:55 af Nina Egler Drud (Nocticanum) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 4050 ord og lix-tallet er 42.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.