4Himlen Falder
Her er helt stille. Vandet omfavner vores bare ben, da vi træder ... [...]
Fantasy
2 måneder, 6 dage siden
2Fingrene Væk
Selv i det svage loftlys fra garagen kan Asger ligne en statue fr... [...]
Noveller · ulykkelig kærlighed, teenagere, ungdom
3 måneder, 22 dage siden

Puls: 15,0

Publiceret: 1
Afgivet: 1
Modtaget: 5
Maria Fuhlendorff (f. 2001)
Her er helt stille. Vandet omfavner vores bare ben, da vi træder et skridt længere ud i havet. Mit blik finder Amitiel, der har øjnene lukket, som om han er hypnotiseret. Koncentreret om ritualet, selvom vi er alene, og han ved, at jeg i hvert fald ikke har tænkt mig at være omhyggelig. Min fod glider hen over den glatte havbund. Den er nærmest tynd. Dernede et sted vandrer menneskene rundt, mens vi heroppe må leve med deres problemer.
   Under mig stirrer vandspejlet tilbage. Den halvmagre krop bespottet med små gæller, så jeg kan trække vejret gennem vandet; menneskets synder. Amitiel har altid haft flere gæller end mig. Måske burde jeg misunde ham, men jeg ved ikke helt hvorfor.
   "Hadriel," siger Amitiel pludselig. Selvom det er uventet, er hans ord altid svøbt i ro. Jeg vender mig. Betragter de ru arme, som bliver forvrænget under vandet. "Du ser ikke ud til at være særlig interesseret i ritualet." Han siger det drilagtigt, men vi ved begge to, at der ligger en alvor bag hans ord.
   Jeg trækker på skuldrene. "Hvad skal dette overhovedet til for?"
   Egentlig mere et retorisk spørgsmål, men Amitiel har altid et svar.
   "Indsigt," siger han med lukkede øjne, som om det er nøglen til universet. Havet er altid tungt omkring kroppen, når man kommer ud i det, men vandet føles tættere på end normalt i dag. Men Amitiel ser som altid salig ud. "For at hjælpe bliver vi nødt til at forstå," uddyber han, selvom han nok udemærket godt ved, at jeg allerede har slået hjernen fra.
   Jeg når ikke at finde på et eller andet smart comeback, før jeg mærker vandet klamre sig omkring mine ben. Amitiel spiler øjnene op, og jeg kan se hans næve samle sig, mens grunden under os begynder at sluge os med en dyb brølen. Panikken pibler frem, og jeg griber ud efter noget at holde fast i, men der er intet andet end vand. Det føles som solidt kviksand, der griber op og trækker os ned, og det sidste, jeg når at opfatte, er Amitiels arm, som strækker sig ud efter mig, før alt bliver sort.

Lyden af arbejdende metal vækker mig. Jeg slår øjnene op og rejser mig med et ryk, da jeg kan mærke den fugtige jord begynde at tage fat i mig. Lyset fra en kæmpe lygte skærer mig i øjne, og jeg vakler et skridt tilbage. Det er ikke særlig mange gange, jeg har været på jorden, men man er aldrig i tvivl om det, når man er her. Den urene stank fra deres maskiner er en ret god indikator for eksempel. Ligesom den store blå traktor, der er blevet parkeret lige foran mig.
   Ved siden af står et menneske, en mand, og holder sig for ansigtet, mens han piber i smerte. Det går op for mig, at jeg ikke er den eneste, der bliver blændet. Jeg slukker for ham. Kortvarigt, ikke andet end et par minutter. Det ser ud, som om hans knogler bliver bløde, og han smelter sammen, før han rammer jorden ved siden af traktorens stige.
   Mørket omfavner marken, og et par stjerner titter frem og giver himlen fregner. Jeg vender mig og ser en skov, der tårner sig op over mig. Traktorlys kastes op mod min ryg og tegner en mørk skygge, der falder ind mellem træerne.
   Hvor er Amitiel?
   Mine fødder synker ned i den kolde jord, og jeg træder frem mod træerne. Tynde og slanke strækker de sig op og prøver at nå himlen, og pludselig bliver de lyst op af et kraftigt skær, der kommer inde fra skovens dyb.
   Det kan ikke være andre end ham.
   Jeg når ikke at tænke over det, før mine ben nærmest kaster mig fremad, og jeg suser hen mod Amitiel. Som om Jorden er henlagt i flammer, og jeg har fået menneskefødder, der ikke kan tåle varmen. Bag mig hører jeg traktorens brøl. Landmanden må være vågnet igen. Jeg vender mig instinktivt for at se, men kan i det samme mærke vreden hvirvle op i mig som en tornado. Osen fra traktorens udstødning tøffer op mod stjernerne. Prikker hul i forseglingen mellem himmel og jord. Et skybrud trækker sig sammen et sted deroppe, og jeg sætter farten op.
   Træerne bliver tættere og tættere, mens solen begynder at glide op over himlen og viske stjernerne ud. Jeg finder endelig Amitiel, der sidder op ad en tyk stamme. Hans blik er fæstnet på mig, før vi overhovedet kan se hinanden.
   "Hvordan kommer vi tilbage?" spørger jeg med det samme. Han stirrer frem for sig i et par sekunder, før han endelig vender sig mod mig.
   "Jeg ved det ikke." Og det er det. Normalt ville han have noget mere at sige. Snakke sig ud af et problem, men ikke denne gang.
   "Vi er strandet. Ligesom de andre."
   Amitiel ryster på hovedet, selvom han erklærer sig enig: "De arbejder på at få os tilbage," siger han. "Vi er kun strandet, indtil de finder os. Der kan ikke gå lang tid, før de opdager, at vi er væk."
   "Ikke oppe i Himlen," hvisler jeg. "Men her på Jorden vil der gå dage."
   "Vi kan overleve et par dage på Jorden," siger Amitiel og sender mig et opgivende blik.
   Jeg skal til at tage en dyb indånding, men det er, som om frustrationen krøller mine lunger sammen. "Det kan jeg ikke. Du aner ikke, hvad menneskene har gang i hernede, Amitiel. Du er blevet blind gennem badningen, jeg siger jo, ritualet kan være farligt."
   "Nej," siger han koldt. Tydeligvis irriteret over at skulle give den samme forklaring hver gang, men han lytter aldrig. "Du misforstår dem. Badningsritualet er til for nøjagtigt denne grund. Bad i menneskets synder. Forstå dem. Hjælp dem. Det her er en fantastisk mulighed til at gøre præcist det."
   "Hjælpe." Jeg spytter ordet ud, før det tilsyder min mund.
   "Hjælpe," gentager Amitiel og rejser sig op.
   "De har allerede fordærvet det meste af Jorden. Herrens gave til dem, det er den største synd overhovedet. Det er for sent, Amitiel, vi kan ikke længere hjælpe dem."
   "Lad være med at være så pessimistisk, Hadriel, menneskene prøver. De har lavet genbrugsstationer og er begyndt at rense havene. Det ville du vide, hvis du tog det her alvorligt."
   Jeg bliver nødt til at spænde alle musklerne i kroppen for ikke at lade vredestornadoen rive mig over i to. "Tro mig, at jeg tager det her alvorligt," hvæser jeg ud gennem sammenbidte tænder. "Hvis det her fortsætter, ender de med at åbne himlen og ødelægge jorden fuldstændig. Amitiel vender sig og betragter skoven med ryggen til mig.
   "Spar dit raseri og brug den energi nyttigt." Han trækker skovens luft ned i sine lunger. "Hvis du er så passioneret, så kom med nogle forslag til, hvordan vi skal løse problemet."
   "Hvor skal vi overhovedet starte?"
   "Kig dig omkring," siger han og klapper mig på skuldrene, som om jeg er et barn, selvom jeg kun er et par tusind år yngre. "De snakker om at redde træerne, gør de ikke?" Han falder på hug foran et lille frø i skovbunden, og der går ikke andet end et millisekund, før den begynder at spire op mod de andre trækroner, den en dag vil blive en del af.
   Jeg spænder kæberne og følger efter. Giver op og læner mig op mod et ældre træ, der ikke helt når op til de andre. Mit blik følger efter, da grenene begynder at brede sig ud som slanger uden at stoppe sollyset fra at nå skovbunden. Det dulmer faktisk vreden lidt, men jeg skærer stadig tænder bare for ikke at give Amitiel ret. Vi fortsætter i raketfart gennem skoven, der gror bag os. Breder sig ud som en blomst. Amitiel har sat sig med hånden på en lille stamme, da en høj spinnen afbryder os. En form for motorisk hån. Det tager os ikke lang tid at finde ud af, hvor det kommer fra: En motorsav ført af en skovmand æder træstammerne itu med en fast rumlen, der får omverdenen til at vibrere. Amitiel lægger en hånd på min skulder, da tornadoen igen begynder at banke sig gennem mit indre. "Glem det, det er alligevel ikke her, der er mest brug for os." Han tager fat i mig og trækker mig med sig. Vi bliver nødt til at gå hurtigt, så jeg kan trampe raseriet ud gennem mine fødder.
   Skoven begynder at åbne sig op, og der bliver længere mellem træerne. Solen er ved at være godt oppe på himlen og er næsten nået halvvejs op på toppen. Jeg tager mig selv i at beundre omverdenen, selvom jeg ikke ville indrømme det overfor Amitiel. Skønheden, der ligger i de strålende farver, den friske luft og ikke mindst livet, men også de små detaljer i barkens ru overflade, og følelsen af den kolde jord, der klamrer sig til fodfladerne. I frit fald.
   Vi ender ved en sø ligesom derhjemme, selvom den her er en meget dybere nuance af mørkeblå og har tegn på liv. Konsekvenser af liv. En mark ligger sig op til søen og bringer den blanke vandoverflade frem som kontrast. Amitiel sætter sig og lader sine fingerspidser strejfe vandet ved vandkanten. Den blide berøring sender ringe ud mod resten af søen.
   "Det er varmere, end det skal være," siger han med bløde ord.
   "Det er nok alligevel ikke det værste sted, forhøjet vandtemperatur kunne ramme," svarer jeg og dumper ned ved siden af ham.
   Han fjerner blikket fra vandspejlet og ser på mig. "Det er de små ting, der tæller, Hadriel."
   "Så du vil have os til at sænke temperaturen i søen?"
   "Det ville da gavne mere, end det ville gøre skade."
   "Men hvor meget gavn vil det overhovedet give," sukker jeg og læner mig tilbage med udstrakte arme som støtte.
   "Nu er det jo, du begynder at tænke som nogle af menneskene." Jeg sender ham et brændende blik, men han har allerede vendt hovedet. "Hjælp mig nu bare."
   Jeg giver op. Ved, at jeg på forhånd har tabt til Amitiels stædighed. Mine hænder rammer vandet, som omfavner mine fingre. Men ikke på den tunge måde, som det gør oppe i himlen. Det klamrer sig ikke til mine hænder eller nærmest klemmer. I stedet bærer vandet mig.
   Amitiel siger ikke et ord, men svømmer i stedet bare i sin egen ro. Det smitter.
   Kulden breder sig ud fra mine fingerspidser. Jeg kan mærke, hvordan jeg samler den op helt nede fra mit mellemgulv, hvordan den baner sig vej ud gennem mine arme, indtil den bliver frigivet ud i vandet. Overfladens kulde er afslappende. Får stilheden til at pakke sig om mig som et køligt tæppe, og jeg lukker øjnene. Men lige som jeg har fundet roen, river lyden af et stort køretøj mig ud af freden.
   På marken overfor tromler traktoren fra før forbi. Radioen banker for fuld blæs, så landmanden lægger ikke mærke til de to skabninger, der sidder med hænderne i søen. Det er dog umuligt for os at undgå ham. Stanken af kvælstof hænger i luften, da landmandens gylle trænger gennem jorden. Pludselig kan jeg mærke, hvordan det seneste regnvand har trukket giftig næring gennem marken og ud i søen. Uhjælpelig. For mit indre blik kan jeg allerede se algerne vokse sig op som vilde bæster, grådige efter solen, mens de i det samme dræber resten af livet i søen. Kulden forsvinder og bliver i stedet erstattet af en gennemruskende varme.
   "Giv slip," hvisker Amitiel og rejser sig op.
   "Stop med at være så naiv, Amitiel," hvæser jeg. "Hvordan kan du stadig holde fast i troen?"
   "Det handler om empati, Hadriel, ingen er perfekte." Han rejser sig, før jeg når at svare, og begynder at gå tilbage ind i skovbrynet. Skyerne bliver mørkere, trækker sig sammen, og der lyder en tung buldren. Det bobler inden i mig, men jeg bliver nødt til at ignorere det og følge efter Amitiel ind mellem træerne.
   Hans ord.
   Måden, han snakker om menneskene, som om det er umuligt for dem at tage sig sammen.
   Vi når den anden ende af skoven. Her er der åbne marker så langt, øjet rækker, og indtil videre er lugten af kvælstof endnu ikke brudt igennem. Vi krydser markerne og betragter landskabet, der folder sig ud i bakker og dale. Et sted langt ude kan vi skimte horisonten, der ligger over det fjerne hav. Den blå himmel over os minder om den lyse farve, vandet har derhjemme. Der kan ikke være gået andet end sekunder deroppe, men hernede føles alt som en evighed.
   Vi ender ved et blankt stykke, der ligger ud mod havet. Jorden er jævn i modsætning til resten af kysten, og herfra er der udsigt ud over bølgerne. Lyden af deres brusen danser rundt om os.
   "Hvad så nu?" spørger jeg.
   "Det ved jeg ikke," svarer Amitiel med et smil, der fortæller, at selvfølgelig ved han det. Hans blik glider op mod himlen. Mod forseglingen, der afholder vandet fra at vælte ned over jorden. Hullerne i forseglingen forårsager voldsomme skybrud. Og engle, der forsvinder under ritualet.
   "Tror du, vi kan redde den?" Min stemme er helt automatisk mistroisk. På ingen måde ville to engle have kræfter nok til at restaurere Himmelforseglingen.
   "Hav nu lidt håb," siger Amitiel blidt.
   "Fint," sukker jeg. Solen er ved at møde horisonten, og himlen bløder orangetonede farver. Jeg koncentrerer mig og finder det svageste punkt i forseglingen. Dér, hvor den er spændt til bristepunktet. Hvor vandet tynger allermest, men forseglingen er stærk og holder igen. Jeg søger inde i mine allerdybeste kroge for at finde kræfterne. Skraber dem sammen med frustrationen, vreden og prøver at gøre ligesom Amitiel. Være optimistisk. Tage en dyb indånding og tænke på, at det hele alligevel snart er overstået.
   Men lige som jeg ånder ud, kan jeg høre lyden af en bil, der trækker ind på pladsen. Amitiel og jeg når kun lige at gemme os, før en midaldrende, robust mand stiger ud af bilen sammen med en lille, tynd mand.
   "Så skal skiltet endelig op," brummer den robuste mand. Han virker til at tage styringen og være lederen. Den anden følger bare med. "Du aner simpelthen ikke, hvor længe jeg har ventet på dagen i morgen."
   "Jeg tror aldrig, jeg har oplevet, at det var så svært at få tilladelser igennem," mumler den lille mand. "Men endelig kan byggeriet begynde."
   De snakker videre frem og tilbage. Lederen fyrer nogle kedelige vittigheder af, og den anden prøver at tvinge sig selv til at grine, før de sætter sig ind i bilen og kører væk igen.
   Jeg springer frem fra gemmestedet og går over mod skiltet for at undersøge, hvilket byggeri de talte om. Idet samme, jeg ser skiltet, er det, som om mit blod bliver til ren energi, der eksploderer i mine årer.
   En forbrændingsstation.
   Jeg har lyst til at skrige så højt, at jeg flækker himmelhvælvingen itu.
   "Du skal ikke lade dig provokere unødvendigt," siger Amitiel lavt, velvidende at dette var dråben, der får bæreret til at flyde over. Lyset fra et lyn glimter et sted bag bakkerne, mens et skybrud trækker tættere på.
   "Unødvendigt?" snerrer jeg højere, end jeg burde. "Amitiel, menneskene er fortabte. Vær varsom med, hvor du ligger din tro."
   "Det er jeg også, Hadriel, menneskene vil finde den rette vej snart. Hav noget tålmodighed."
   "Virkelig? Hvis menneskene er så kloge og har evnen til at se forskel på godt og ondt, hvorfor bliver de så ved med at vælge det onde?"
   "Hadriel, det er ikke så firkantet."
   "Er du sikker?" Energien hvirvler, bliver til tornadoen igen, men denne gang er den ude af kontrol. Mine fingre brænder, og jeg bliver nødt til at spænde alle musklerne i mine krop for at kontrollere mig selv. "De har slet ikke noget ønske om at værne om Herrens gave."
   "Hadriel, tag det roligt." Tankerne pisker sammen med vreden og frustrationen, tornadoen og det skide skilt, der blokerer mit udsyn til det åbne hav.
   "Det her var dråben, Amitiel!" råber jeg. "Hvis menneskene ikke har tænkt sig at passe på deres gave, fortjener de den ikke!" Min stemme runger ud over landskabet som en kraftig vind. Den guddommelige rumlen sætter pludselig i gang i en brølen, der kommer oppe fra forseglingen af.
   Amitiel sluger et gisp. "Forseglingen... Den åbner sig." Men det er allerede for sent. Det lyse vand vælter ned over landskabet, sluger det med voldsomme slag. Syndfloden er vendt tilbage for at rense. Himlen er atter begyndt at falde.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 13/09-2018 16:41 af Maria Fuhlendorff (Fugl) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 2734 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.