Hvad var det der skete her. Hvem var han, hvorfor havde han hevet mig herned? Og hvorfor følte jeg mig så skræmmende tryg i hans selskab?
   Imens vi står der, og bare kigger på hinanden, kan jeg høre, at stemmerne udenfor hulen, bliver mere og mere fjerne. Men jeg ønsker ikke at dette øjeblik skal passere forbi. Der er noget helt specielt ved at stå her i mørket, helt tæt sammen med ham. Hans øjne ser så dybe og skræmmende ud, men jeg føler mig tryg.
   "Du må hellere skynde dig hjem, til din egen verden igen." Siger han, og kigger kærligt på mig. "Jeg havde bare brug for at se dig, og møde dig i virkeligheden."
   "I virkeligheden?" Jeg kigger spørgende på ham.
   "Jeg har drømt om dig, og da jeg så dig oppe i skoven, vidste jeg bare, at jeg måtte have dig med herned. Men du må hjem nu, inden de opdager du er her. De er ikke klar til at møde dig endnu."
   Jeg må se meget undrende ud, men alligevel tager han fat i min hånd og trækker mig hen mod hullet op mod skoven. Jeg har ikke lyst til at slippe hans hånd, jeg har ikke lyst til at hjem. Jeg vil gerne vide mere om ham og det her sted. Han skubber mig kærligt hen mod hullet. Jeg kigger tilbage på ham, og har mest lyst til at vende om, men jeg fortsætter og kravler op mod skoven igen.

Da jeg kommer op i skoven, kommer jeg til at kigge ned af mig selv. Jeg ved ikke hvad jeg ligner. Mit tøj er møgbeskidt, fyldt med jord og stumper fra blade og trærødder. Hvad vil folk ikke tænke, hvis de ser mig sådan her. Jeg forsøger at børste det værste af mig, men må indse, at ren, det bliver jeg ikke.
   Jeg kigger tilbage ned mellem trærødderne, men jeg kan ikke længere se ham. Hvad var det lige der skete dernede? Hvem var han, og hvorfor havde han drømt om mig?
   Det er begyndt at blive mørkt nu. Jeg kigger på min mobil, Emma har skrevet et par gange og klokken er allerede 10. Hvor blev tiden af. Jeg kommer til at kigge på min håndflade. På næsten hele håndfladen og videre op omkring mit håndled, er jeg lilla.
   Jeg går med hastige skridt ud af skoven. Nu vil jeg gerne bare hjem i bad. Forhåbentlig er der ingen der ser mig. Mens jeg går på gaden, kigger jeg mig hele tiden omkring. Heldigvis er her meget øde.

Da jeg kommer hjem, låser jeg hoveddøren og går ud på badeværelset. Jeg smider alt det beskidte tøj til vask og stiller mig ind under bruseren. Vandet glider ned over min krop, mens jeg tænker på ham. Gad vide hvad han hedder. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hans sorte dybe øjne, og hvor tryg jeg følte mig i hans selskab. Hvornår mon jeg kan tage derned igen?
   Jeg kigger ned på min hånd. Den er stadig lilla. Jeg forstår det ikke. Hvad skal jeg dog sige til folk, når de ser det? Jeg står ud af badet og tørrer mig. Jeg må nok hellere gå i seng. Klokken er mange, og jeg har vagt på caféen igen i morgen.
   Min mobil bipper, og uden at have set på den endnu, ved jeg allerede, at det er Emma der har skrevet. Vi har været uadskillelige siden børnehaveklassen, og jeg ved, at hun må være meget urolig. Jeg har altid snakket med hende om alt, hvad der skete i mit liv. Men hvordan skulle jeg dog kunne fortælle hende om det her? Jeg kigger på min mobil, og rigtigt nok, det er Emma der har skrevet. Beskeden er så lang, at jeg ikke engang orker at læse den. Jeg går i stedet for ind og smider mig i sengen.