Jeg skriver en sms til min chef, om at jeg er på vej. Skynder mig i et par sorte bukser. Smider mit hår i en hestehale og tager en trøje på.

"Jeg er virkelig ked af, at jeg kom for sent. Jeg havde fuldstændig glemt at sætte min alarm."
   Min chef smiler heldigvis bare til mig. "Det er helt okay Anna, det er jo aldrig sket for dig før."
   Da jeg går ud og klæder om, kigger jeg igen på mit håndled. Jeg har slet ikke lyst til at være her. Heldigvis har jeg fri klokken 15. Måske jeg skulle tage ned i skoven igen? Jeg ved ikke hvad det er, der trækker sådan i mig, men jeg har virkelig lyst til at tage derned.
   Jeg føler, jeg går rundt i en helt anden verden, da jeg er på arbejdet. Jeg har svært ved at koncentrere mig om hvad kunderne siger.
   Dagen snegler sig afsted. Jeg kigger på uret hver 5. minut.
   Men endelig bliver klokken 15, og jeg stormer ud og klæder om. Råber "Hej hej." mens jeg fortsætter ud gennem caféen.

Jeg går med hurtige skridt og fokuserer kun på, at jeg skal hen til skoven. Jeg kigger ned på mine fødder, mens jeg traver afsted. Dunk, jeg er vadet lige ind i Emma.
   "Anna, hvor skal du hen i den fart?"
   "Øh, jeg har lige fået fri fra arbejde." svarer jeg, og aner ikke hvad jeg skal fortælle Emma.
   "Ja, det ved jeg. Skulle vi ikke shoppe sammen i dag? Eller har jeg rodet dagene sammen?" Emma rynker brynene, og jeg kan se hun tænker. "Nej, det er rigtigt nok, det var i dag vi aftalte."
   "Ja det ved jeg Emma, men jeg har det faktisk ikke så godt."
   "Men burde du ikke hjem så? Det er da ikke den her vej."
   "Nej det er også rigtigt." Jeg vender om, og begynder at gå hjemad.
   Emma følger efter mig. "Anna er du okay?"
   "Nej jeg har det ikke så godt, siger jeg jo!" Jeg kigger på Emma, og jeg kan se på hende, at hun bliver ked af det. Men jeg kan ikke overskue, at skulle forklare mig ud af det her. Ikke lige nu. "Vi ses en anden dag, Emma." Jeg går videre.
   Jeg kigger mig tilbage over skulderen. Emma står og kigger ned i jorden. Jeg går lidt videre. Da jeg kigger mig over skulderen igen, er hun væk. Jeg vender om, og fortsætter mod skoven igen. Kigger mig omkring, mens jeg går, men jeg kan ikke se Emma.

Da jeg står foran skoven, tøver jeg. Burde jeg lade være med at gå derind? Jeg er nysgerrig og føler mig draget, men samtidig bange for, hvad der venter mig derinde. Skoven ser ikke nær så skræmmende ud, som i nat, men mere lys og indbydende. Træerne er smukke med deres lysegrønne farver. Alligevel banker mit hjerte og jeg bliver nervøs for at gå derind. Ville Stemmen mon gøre mig fortræd?
   Jeg går tøvende videre ind af skovstien, mens jeg kigger mig omkring. Der er ingen mennesker i skoven, trods det er en dejlig tirsdag eftermiddag. Når jeg tænker over det, har denne skov egentlig aldrig været særlig overrendt, når jeg har været hernede. Da jeg kommer dybere ind i skoven, begynder min krop at ryste. Jeg holder nærmest vejret, for bedre at kunne høre, hvis Stemmen kommer igen. Men der er helt stille. Kun fuglene pipper helt oppe i trætoppene.
   Ved egetræets store trærødder kan jeg se sporene efter mine spark og bøvlen omkring i nat. Jeg står foran træet. Jeg kigger ned mod rødderne og rundt omkring træet, mens jeg venter på, der skal ske noget. Det føles som flere minutter, jeg står der, men intet sker der.