1Interiør
Findes det virkelig? Eller er det en forestilling, man gør sig, a... [...]
Noveller · parforhold
28 dage siden
7Gøglerens ansøgning
Ritualmester Balastar svedte. Det var der flere grunde til, og in... [...]
Fantasy · kvinder
3 år siden
3Lige så godt nu
Bare fem minutter til. Det er november, koldt i soveværelset, jeg... [...]
Noveller
4 år siden
2Under håbets skygge - Prolog
Det er februar, en trist fredag eftermiddag, der er grå og håbløs... [...]
Livshistorier
4 år siden
7Glem ikke at male det hvidt igen
Kære Camilla. Vi har bestilt grillen nede i gården lørdag om 18 d... [...]
Noveller
4 år siden
3Råt kød
"Har du tænkt dig at spise det dér?" Væmmelsen i stemme og ansigt... [...]
Noveller
5 år siden
4Første dag i flyttefirmaet
Charlotte stak næsen ned i buketten og snusede grundigt. Hendes m... [...]
Noveller
5 år siden
3Arvid, Eva, Morten
Arvid, Eva · Morten · *Sig noget, Morten. Reager. Det kan ikke være r... [...]
Noveller
5 år siden
5Adams gave
Klokken fik hende op fra stolen. "Ja?" Det havde taget hende et p... [...]
Noveller
5 år siden
3En sort plet
"Godnat, Nielsen." "God vagt." Kollegerne fra aftenvagten forsvan... [...]
Noveller
5 år siden

Puls: 16,5

Publiceret: 1
Afgivet: 6
Modtaget: 2
Maria Bache Andersen (f. 1965)
Findes det virkelig? Eller er det en forestilling, man gør sig, ansporet af genrefilm og fru Cartland? Ditte er ikke sikker. Om ikke hver dag, så dog flere dage hver uge spiser hun frokost det samme sted. Det gør han også. Og hvad så? De taler ikke sammen, ser kun flygtigt på hinanden, er efter to måneder ikke nået videre end til at være på nik. Han kan være gift, til mænd, begge dele samtidig, aseksuel, ligeglad med hende, i princippet stjernepsykopat. Hun kan kun se overfladen, der ikke fortæller ret meget andet, end at han ikke arbejder ved Møller, for han går i cowboybukser. Hun ved også, at han ikke er veganer, eftersom hun har set ham spise ost. Udover det aner hun intet.
   Så hvorfor har hun for hver uge, der går, mere lyst til at spørge, om de skal dele bord? Ingen af dem arbejder i frokostpausen, ingen af dem ville miste dyrebar tid, selv om de veksler et par ord hen over deres mad. Hun kan sige til sig selv, det er, fordi det virker tosset andet. Hun kan næsten overbevise sig selv om, at hun gerne vil spørge, fordi hun trænger til at snakke med nogen. Hun bor alene og arbejder stort set alene, kontoret er præget af fraværende folk på kundebesøg og hendes klapren i tastaturet. Mennesket er et socialt væsen. Det er vel ikke odiøst, at hun øjner en mulighed for at få en samtalepartner i sin frokostpause.
   Hun tror ikke på forklaringen om, at kalenderen efterhånden viser april. Det er en helt ulidelig kliché, hun nægter at være en del af.

Derfor er jo ingen grund til at sige nej, da han spørger, om han må sætte sig sammen med hende. Han er kommet senere end normalt, og vejret er begyndt at lokke folk ud i byen. Endnu er det for køligt at sidde ude, det regner også. Derfor er der mere fyldt end normalt.
   Tre dage senere bliver de enige om, at det egentlig er hyggeligere at dele bord end at sidde hver for sig. Man skal gå hende på klingen for at få hende til at sige, at den enighed kommer fra hende. De sludrer om almindeligheder. Arbejde, nyheder, dog ikke vejret. Det meste af en måned ændrer ikke meget på det.
   En mandag er han der ikke. Heller ikke tirsdagen. Om onsdagen har hun travlt og spiser ved sit skrivebord. Torsdag og fredag sidder hun alene ved deres bord. Først onsdagen ugen efter mødes de igen. "Har du været på ferie?" Hun mener selv, det er et ligegyldigt emne at spørge til.
   "Nej, jeg skal. Jeg har ryddet i bund inden ferien den sidste uges tid."
   "Dejligt. Skal du ud at rejse?" Det må være i orden at vise almindelig, høflig interesse. Hun beder jo ikke om at komme med, vel?
   "Nej, jeg skal være hjemme. Jeg har lagt min ferie tidligt i år, fordi jeg skal arbejde på min lejlighed. Jeg orker ikke arbejde med andet end hovedet i juni eller juli, man risikerer bare, at der er for varmt."
   "Klart, det er godt tænkt. Men er det ikke lidt ærgerligt at brænde ferien af allerede?"
   "Jo måske. Jeg synes, lejligheden er det værd."
   "Selvfølgelig. det er vigtigt at føle sig godt tilpas hjemme hos sig selv."
   "Det er den ene ting. Jeg har også tænkt mig at belønne mig selv om aftenen med lækker mad, der er besværlig at lave. Det gør jeg alligevel, når jeg kan. Der er flere ting, jeg også orker at spise, hvis det ikke er stegende hedt. Sidste sommer var lige mig, jeg havde Hvide Sande-stænger og to kilo ekstra på sidebenene, fordi det pissede ned hele tiden. Perfekt vejr."
   "Hm. Jeg var ikke begejstret. Jeg var på telttur. Der er grænser for gourmeterierne, når man står med to Trangiaer."
   "Jeg skulle næsten invitere dig til at smage."
   Hov?! Det var hurtigt. "Det synes jeg da bestemt, du skal." Hurtig udmelding kræver hurtigt svar. Det skal være inden, man tænker for længe over det.
   "Har du tid på lørdag? Jeg går fra fredag, den dag bliver lang."
   "Ja. Jeg får brug for en adresse og et tidspunkt."
   "Du får lige mobilnummeret med også." Han går op til disken, tager en serviet, låner en kuglepen og skriver.
   Det føles som en gave.

Man ved, at en dag er for lang, at man er rastløs og anspændt, at man ikke vil erkende sin mavefuld sommerfugle, når man opdager, at man står og stryger sine nyvaskede viskestykker. Hun kan ikke læse, ikke noget som helst. Og klokken er to timer i den mindste smule fornuft i et bad.
   Hun tager sandaler og jakke på, går ud og går tur. Hovedet går ikke med, det er dårligt nok på sin plads på halsen. Det er sådan, man ender med at skulle tage bussen hjem, fordi man er gået for langt til at kunne nå hjem til bare et hurtigt bad, hvis man kun er til fods. Efter badet lader hun sin hånd synke, da den rækker ud efter mere end den neutrale deo. Hun vil ikke have det på. Det har hun aldrig på arbejde, derfor aldrig til frokost. Hun opgiver at lade være med at stoppe et par rene trusser i jakkelommen.
   Cyklen løber lettere end mandag morgen. Lettere end de fleste morgener. Hun ved, den ikke er hårdere pumpet end om morgenen. Det er en af den slags ture, hvor modvind er en teori, mens man kører fra Nørrebro til Frederiksberg.
   Trappen op til femte sal er ingenting, hun går på de stadig tydeligere dufte af krydderier. Hun hænger jakken, hvor han viser det, inden han går tilbage til køkkenet. Det får hende til at mærke gulvet igen. "Vil du have en hånd i køkkenet?"
   "Nej tak, jeg er snart færdig. Du er velkommen til at se dig rundt her imens."
   "Tak." Selvfølgelig er det hende, der er over-sensibel og opfatter, at hun skal bedømme hans lejlighed og se, om hun vil kunne lide at være i den længe. Han er almindeligt høflig.
   Stuen vender ud mod gaden. Der er dækket bord herinde, der står en sofa med et bord foran. En stak bøger. To ting stikker ud: Et klaver, et gammelt et, og fraværet af et fjernsyn. Det har han måske i soveværelset. Hun går gennem stuen, overvældes af lys, der falder ind gennem et tagvindue. Hun lægger hovedet tilbage, tager et par skridt mere og slår foden. "Av for Satan."
   Han står i døren. "Ja, min seng står midt i det hele. Jeg har hjul under, drejer den med lyset. Jeg købte denne her lejlighed, selv om badeværelset er et kosteskab. Det vindue gjorde udslaget." Han går tilbage til køkkenet, går i stuen nu. "Gider du tage resten med fra køkkenet?"
   "Klart." Der står en pizzatallerken, han bruger som bakke for fem skåle med forskelligt indhold. Det er vel den, der mangler.
   "Har du lyst til en øl? Vin passer ikke til det her. Jeg har også danskvand, sodavand er for barnligt."
   "Har du en hvedeøl?" Hun kan se, hvad han mener, det er kinesisk mad, hvor netop hvedeøl er en god ledsager i hendes mund. "Jeg kan godt se, hvad du mener med mad, der tager tid at lave. Det dér er jeg ikke sikker på, jeg ville gide lave til én person."
   "Det gør jeg heller ikke, det er derfor, jeg godt kan lide at have nogen at lave mad til. Jeg finder et par hveder til os, det er et glimrende valg." Pausen er kort, lejligheden er ikke stor. "Jeg laver næsten altid småretter til gæster, jeg synes, man snakker bedre over flere små end én stor. Har du aldrig lagt mærke til det? Man er til middag hos familie eller venner, folk snakker løs over forretten, hovedretten kommer på bordet og bum! er der stille."
   "Har folk ikke bare overstået høflighedsfraserne?"
   "Det kan ikke være forklaringen hver eneste gang. Jeg har en mistanke om, at folk tror, deres hovedret smager dårligt samme sekund, den køler bare én grad ned. De skovler ind. Det mærkelige er, at det ikke sker med småretter, end ikke varme. Jeg kalder det forretssnyderiet."
   "Eller også har man opgivet at få alt rygende varmt, når det er fordelt i mindre portioner." Hun så igen på udvalget, ville gerne gå i gang. "Må jeg tage? Jeg kan også bedst lide varm mad varm."
   "Selvfølgelig, undskyld." Han rakte en skål med ris over mod hende. "Der er chili i en mængde, jeg finder behersket i denne her." Han udpeger en skål. "Resten er enten ukrydret som risene eller mere aromatisk krydret."
   "Tak. Jeg kan godt klare en del chili. Må jeg blande lidt af hvert? Eller er det forkert? Jeg kan godt lide småretter, så man kan smage meget uden at proppe sig."
   "Bland endelig, hvis du vil. Jeg plejer at tage en ting ad gangen for ikke at få den dér buffet-smag af for meget blandet sammen."
   "God pointe." Hun vælger en aromatisk som den første. Chili kan have tendens til at overdøve.

Hvad snakker man om med en, man kun kender overfladisk og en halv time om dagen? På en halv time når man ikke frem til pinlig tavshed, når man også skal indtage frokost i sin afmålte pause. Mad og madlavning ligger lige for. Retterne er lækre, chilien har efterbrænder uden at bedøve. Han kan lide at lave mad, det kan hun også og ærgrer sig tit over ikke at orke det. Hun spørger til klaveret og til, at han ikke har fjernsyn. Han kalder sig selv "lidt gammeldags".
   Da hun på et tidspunkt må gå fra bordet, må hun give ham ret fra tidligere: Badeværelset er stort set et kosteskab, om end et med temmelig højt til loftet. Over toilettet hænger et medicinskab, hun skyller ud og åbner lågen i støjen. Der står et par flasker med olier med sære navne. Ylang-ylang? Hvad kan det vel være til? Hun lukker lågen stille igen, kaster et blik ud i køkkenet på vej tilbage til stuen. Ingen opvaskemaskine, så vidt hun kan se. Ingen overskabe. Kan olien være massageolie? Hvad bruger man ellers olie til, når det ikke er til mad? "Det smagte fantastisk. Men jeg er mæt. Skal vi rydde af bordet? Jeg vil godt hjælpe også med opvasken."
   "Det er da ikke videre festligt. Vi skyller bare af, jeg tager det senere." Han rejser sig, tager en ting i hver hånd.
   Hun tager den samme pizzatallerken som før, stakket med det samme som før. "Som du selv siger, skal det skylles, for at risene ikke gror helt fast. Når det er gjort, er vandet varmt og lige til at vaske op i."
   "Det er et logisk argument. Vi vasker op. Det er også rarest at få det helt af vejen." "Han begynder at skylle, stabler først nu tallerknerne.
   Hun henter resten, ser sig om efter et viskestykke. Det hænger på ovnhåndtaget. Han er lige så vant til denne opgave som hun selv, det viser tempoet og den rækkefølge, han tager tingene i. Hun spreder de forskellige, rene ting på køkkenbordet, ved jo ikke, hvor det skal være. Strømmen af vådt køkkentøj stopper, hun bukker sig og åbner skabslåger under bordet. Hun mener selv, det er et uheld og ikke en bagtanke, der får hende til at dreje forkert i ryggen for at kunne se ind i skabene. "Arh - det var en fejl."
   "Hvad er der i vejen?"
   "Forkert bevægelse." Hun retter sig forsigtigt op, synker i stedet ned på knæ. "Bedre." Hun rækker op efter servicet.
   "Lad være med det, det tager mig ingen tid at sætte det dér på plads alene."
   Taknemmelig trækker hun sig op. Det er langt fra elegant, hun har reelt ondt i lænden.
   "Hvis du har mod på det, kan jeg godt prøve at løsne det. Jeg kan godt se, det gør nas."
   "Hvordan vil du gøre det?"
   "Jeg har taget et længere massagekursus. Smid dig i min seng, jeg sætter det her af vejen og finder noget olie."
   "Kan man ikke undvære den?"
   "Dårligt. Det får hænderne til at glide bedre."
   Han ser ikke ud af dårlig undskyldning for at klæde hende af. Snarere lidt bekymret. Han har ingen tanke om, at hun har bøjet sig forkert med vilje. Det har hun jo heller ikke. I soveværelset åbner hun sin skjorte, tager den af. Kvier sig ved at åbne sin BH, gør det alligevel. Olie pletter. Fra køkkenet lyder der klirren og skramlen, det bliver afløst af lyden af fodtrin. I soveværelset åbner han et skab, der lander et håndklæde ved siden af hende.
   "Vil du godt lægge det her under dig? Jeg plejer ikke spilde, det er bare for en sikkerheds skyld." Han vender ryggen til hende.
   Hun er glad for hans bortvendte blik, tager håndklædet, breder det ud og lægger sig. "Jeg føler mig godt nok privilegeret lige nu."
   "Vent, til jeg begynder." Sengen bliver trykket ned bag hende. "Jeg er nødt til at sidde delvist på dig." Hun fornemmer hans knæ ved sine hofter, så lander hans hænder med vægt bag på hendes ryg. Allerede første tag er langt og driver luften ud af hende i et suk.
   Han er grundig. Han er også fokuseret. Hun ved, der også går muskler ud på siden af brystkassen. Dem rører han ikke. Da han beder hende om at åbne bukserne og trække dem ned, har han opbygget hendes tillid til ham og svigter den ikke. Han får basen af hendes ryg med, intet andet. Letter sig og går ned ad sengen, da han er færdig, går. Hun kan høre vandet løbe, han vasker olien af hænderne, gætter hun.
   Hun rækker en hånd om på ryggen og mærker på huden. Ikke rigtigt fedtet. Hun tager BH og skjorte på igen. Sætter sig op på kanten og er ved at rejse sig, da han kommer tilbage. "Hvor har du lært det? Af hjertet tak, jeg har det væsentligt bedre."
   "Kursus. Min tidligere kæreste mente, det ville være godt for vores forhold, det havde det mindre godt."
   "Hjalp det?"
   "Ikke særligt længe. Vi var for uenige om det væsentlige og gik fra hinanden. Det er snart fem år siden. Kurset var godt nok til ikke at blive glemt."
   Du har stadig ikke fortalt, om den kæreste var en kvinde eller en mand. "Kan du lære mig det?"
   "Det tror jeg da bestemt. Hvis du gider, må det gerne være nu." Han ser spørgende på hende, åbner manchetter, en enkelt knap mere og trækker skjorten over hovedet. Kroppen under er slank uden at være overtrimmet, huden er smukt glat. "De vigtigste grundregler er at bruge lange tag og lægge vægt bag snarere end egentlig muskelstyrke. Hvis du gør det forkert, får du ondt igen, og jeg gider ikke have opfundet en evighedsmaskine. Hold dig fra selve rygsøjlen, det er mørbraderne og skuldrene, der er det nemme at begynde med. Hvis du er i tvivl, så spørg." Han lægger sig tilrette. "Tag lidt olie på hænderne. Sådan svarende til en teskefuld, måske to." Han letter enden, fumler og åbner sine bukser, skubber dem en håndsbredde ned. "Ja, så er jeg klar."
   Husk det, Ditte: Du er elev. Det er et øvelsesobjekt, der ligger foran dig i en bred seng. Det er ikke den mand, du har tænkt på mere, end du selv bryder dig om i adskillige uger. Og han ser slet ikke godt ud. Så gå i gang, Ditte.
   Hun lærer hurtigt at lægge vægt bag i stedet for kræfter. Der kommer tilrettevisninger undervejs, ikke kritik, præcise instruktioner. Efter for lidt tid med en grund til at glide hænderne over hans krop mener han, at det er nok. Hun læner sig tilbage, krabber sig væk, ned ad sengen, går i badeværelset og vasker hænder. Ser sig i spejlet derude. Koldt vand styrker hendes overbevisning om, at hun ikke ser opkogt ud.
   Han er gået ind i stuen. Han har ikke taget skjorten på igen.
   "Er jeg ikke færdig alligevel?" Hun håber mest, at han siger jo.
   Han ser ned ad sig. "Jo da. Det er varmt selv her om aftenen. Jeg får også altid varmen af både at give og få. Det er dels arbejdet i det, dels den måde, det stimulerer blodcirkulationen på." Han strækker sig grundigt. "Måske er jeg heller ikke så kropsforskrækket, som mange er. Jeg har været croquis-model, mens jeg læste. Fantastisk studiejob."
   Nej, Ditte, det gør du ikke. Ikke med et eneste ord, bare lad være med at sige noget som helst, så er du på den sikre side. "Hvad skal du lave ved lejligheden? Jeg kan ikke se noget, der trænger, her er rigtig pænt."
   "Prøv at kigge op" Han pegede på loftet. "Jeg skal rense stuk ned. Jeg har fået at vide af en maler, at det i princippet kan lade sig gøre at afrense alle gamle overkalkninger og nå ned til den oprindelige gips. Det med princippet handler om, at det er utroligt tidskrævende, dvs. helt ubetaleligt dyrt at få gjort. Jeg har tiden nu her i ferien, og den har irriteret mig længe nok. Jeg skal bruge min ferie på at stå på en stol og have armene over hovedet, mens jeg bliver våd og kalket i tynde streger. Jeg glæder mig allerede."
   "Det lyder ikke sjovt."
   "Nej, jeg forventer at få forbandet ondt i skuldre og overarme. Du skulle vel ikke have tid og lyst til at lære og øve dig noget mere? Jeg skal nok lave mad, det vil være en behagelig variation."
   "Jo, det lyder da fint. Vi kan måske sige næste lørdag igen? Jeg har et par aftaler i løbet af ugen." Ja, med din stuebirk, Ditte.
   "Gerne." Han fisker et ur op af lommen, ser helt åbenlyst på det. "Kan du synge? Det er ikke så sent endnu, når det er lørdag."
   "Øh ... lidt, tror jeg. Sådan nogenlunde, hvis det ikke er for svært. Højskolesange." Mærkeligt at høre sig selv sige sådan. "Vi kan godt prøve." Det forhindrer samtalen i at gå i stå. Måske kan jeg lade være med at lade øjnene søge de fine, hårde, brune knopper på hans overkrop, hvis vi synger.

---

En uges mellemrum. Fire dages, tre dages, hver dag en hel uge. Hun har lært mere og mere af hans krop at kende under sine hænder. Han har ligget nøgen foran hende. Han har vendt sig om på maven uden varsel. De har sunget Højskole, Rasmussen, Music Hall og har vævet stemmerne sammen. Og så: Ingenting. I to uger. Intet andet end frustration, uforløst lyst, savn, forvirring og tristesse.
   Trofasthed er også at tage med i byen, selv om man havde tænkt sig at blive hjemme. Kun en af veninderne, skoleslænget, har en anden aftale og siger nej til Ditte. De begynder på et billigt spisested, hvor hun bliver studeret.
   "Sig det så: Hvad har du haft så travlt med over en måned?"
   Øjne bliver vendt mod loftet et par sekunder. "Se dog på hende. Det dér er ikke hvad, det er hvem." Helle griner. "Du kender betingelserne: Alle detaljer på bordet."
   Ditte sukker. "Han hedder Jonathan, jeg har mødt ham på mit frokoststed, det har taget mig knap tre måneder at få lov at snakke med ham, jeg har været virkelig meget hos ham i hans ferie, jeg har set ham uden en trævl på, han er lækker, synger godt, spiller klaver, er god til at lave mad og bor i en lejlighed med et fedt ovenlys i soveværelset. Jeg har fået et par hurtige krammere. Og to ugers total tavshed." Hendes ord løber hurtigt på hendes indestængte energi.
   "Du er Faneme solgt til stanglakrids." Helle er koncis som altid. "Og ingen antydninger af?" Helle knytter en løs hånd foran sig.
   "Nej. Og lad være med at træde mere i det. I kan få lov at hugge om, hvem der skal følge mig hjem i nat." Hun rejser sig, vil ikke se afgørelsen. Det er ydmygende nok at indrømme, at hun allerede har planlagt at drikke sig i hegnet og få brug for en barnepige.

---

Den første, hun ser dagen efter, er Helle. "Hej. Det var altså dig, der trak nitten." Hun gaber, strækker sig. "Hvad er klokken egentlig?"
   "Kvart over ti." Helle ser forsovet ud. "Hvad så, har du tømmermænd?"
   "Jeg har mere ondt i maven, den føles styg. Har I brugt flæskesværsfidusen?"
   "Og pølsebrød. Og en stor ristet med seriøse mængder remo og rå løg. Jeg vil sætte pris på, du går ud og børster tænder mere grundigt, end du gjorde i nat." Helle sidder på god afstand i en lænestol. "Jeg har hentet brød og ost. Du plejer at have smør og nutella."
   "Jeg går ud og krøller spejlet sammen." Ditte lemper dynen af, kravler forsigtigt ud og slæber sig i badeværelset. Hun er vækket af sin mave, går på toilettet, lukker næsen efter bedste evne og skyller ud, før hun rejser sig. Tandbørsten er en kærkommen ven. Et bad kan vente til efter morgenbrød.
   Helle har dækket op på køkkenbordet, sidder ved siden af. "Nåede du at stikke nogen dit nummer i går?"
   "Det tror jeg ikke, jeg var i stand til. Hvorfor?"
   "Fordi din forbandede telefon har ringet nogenlunde hver time. Jeg har i forvejen sovet på albuerne, hvis du nu skulle begynde at sige knæk i søvne. Jeg er RET træt af din ringetone."
   Ditte standser midt i en bevægelse. "Hvor er min telefon henne?" Hun kan selv høre, at hendes stemme er forceret.
   "I din jakkelomme. Jeg forsøgte at dæmpe lyden, det hjalp ikke meget. Hvorfor Fanden har du også AC/DC som ringetone?"
   "Kan lide den." Ditte smører med dirrende fingre.
   "Hent nu bare den skide telefon og få ro i sjælen." Helle vifter ad hende.
   Der er fire beskeder på svareren.
   "Jeg kan ikke lide telefonsvarere, jeg ringer igen senere." "Håber ikke, jeg vækker dig, vil bare meget gerne snakke med dig." "Ditte, vil du ikke godt ringe tilbage?" "Hvorfor tager du ikke din telefon?" Der er tekstbesked efter det. "Undskyld. Min gamle kæreste hedder Lene. Hun kunne være enormt utålmodig. Jeg ved godt, jeg har prøvet dig. Jeg har holdt dig hen. Måske har jeg overskredet din grænse. Jeg ville egentlig ikke være så fedtspilleragtig. Sig ikke til mig, at du har givet op. Jeg savner dig."
   Maven gynger endnu værre. Hun kan ikke ringe, ikke tale, ikke foran Helle. Fingrene er langsomme og skriver sære fejl, det tager tid at rette. "Jeg har været i byen og selvbedøve. En af veninderne kaldte mig solgt. Hun kender mig, jeg kan ikke skjule noget for hende." Hun sender, aner ikke, hvad hun skal skrive. Hun når dårligt at lægge telefonen fra sig, før den ringer. Jonathan. Hun går ud af køkkenet. "Hej."
   "Jeg føler mig dum."
   "Du har været vildt irriterende."
   "Også det. Er du hjemme?"
   "Jeg skal i bad." Hendes hår lugter af andres smøger, af baratmosfære.
   "Bad, mens jeg kører. Må jeg ikke nok?"
   Det må blive en syreprøve. Hun ser ud af Helvede til, har det stadig skidt og ved, det gør hende pirrelig. "Jo." Hun lægger på, skriver sin adresse. Helle skal kunne høre mindst muligt, Ditte ved, hun vil spørge for meget, hvis hun antyder det mindste. Hun tænker sig om, ved, hvad Helle skal have at vide.
   "Det er dejligt at blive kræset for. Tak for hjælpen, Helle. Du må gerne tage hjem og sove, jeg har det helt fint. Altså efter omstændighederne. Pizza på min regning, jeg kender alle betingelserne."
   "Og cola." Helle gaber, strækker sig. "Jeg kunne godt bruge en lur, den er god nok."
   "Hele udtrækket. Bare skriv."
   Helle spiser sin franskbrød færdig, lader sig glide ned af bordet. "Jeg har fattet. Hils stegen fra mig." Hun giver Ditte et let skub på skulderen. "Kæft, hvor er du nem."

Badet tager både fimsen i håret, de flove kinder og en del af trætheden. Hun står længere end normalt, åbner gadedøren iført håndklæde. Hun bliver stående i døren, fylder den ud. Hun vil vide, hvor hun står. "Du skal mene det, Jonathan."
   Han synker sammen i skuldrene. "Det kan stadig godt være, det ikke bliver i dag. Eller i morgen, hvis jeg må blive her."
   "Det skal blive overhovedet. Ellers skal du gå." Hun vil ikke sige det. Kun hendes hjerne udtaler ordene for hende.
   "Luk mig ind, Ditte. Jeg mener alt, hvad jeg har skrevet til dig. Og lagt på svareren."
   Langsomt går hun baglæns, ikke egentlige skridt, en halv fodlængde ad gangen. "Hvorfor har du tvunget mig til at gætte? Jeg har følt mig mere utiltrækkende end nogensinde før. Min kæreste fra efterskolen slog op, da jeg ikke længere var toptrimmet af at træne tre-fire gange om ugen. Du har jokket mere på mig."
   "Jeg ved ikke hvorfor. Det - jeg er langsom, Ditte. Jeg bevæger mig i vand, ikke luft som de fleste. Jeg hører aldrig helt til i andres tidsregning."
   "Klaveret. Intet fjernsyn." Noget falder på plads for hende.
   Han nikker. "Præcis. Og jeg bruger en ferie på at rense en stuk, jeg dårligt nok ser på."
   "Gå ind. Jeg vil helst lukke døren bag dig, ikke foran dig." Det sidste stykke er et helt skridt. Hun venter, til han er trådt forbi hende, lukker roligt, drejer låsen frem for at trykke døren i. "Bevis, at du mener det." Hun ser på ham, holder hans blik fast.
   Hans kram er fast, det bliver holdt. Hans stemme er dæmpet. "Du er anspændt." Stadig slipper han hende ikke.
   "Lige nu er jeg overvældet. Lad mig trække vejret, Jonathan."
   Han løsner grebet, giver sig tid. Træder ud af sine sko, krænger jakken af, går ind i lejligheden. Blikket vandrer rundt over det hele. "Du bor meget rent."
   "Jeg har ryddet en del op på det sidste. Jeg har været rastløs."
   "Jeg mener - der er rene linjer. Det er ikke kun fravær af støv og rod. Der er ikke ret meget på væggene, meget lidt pynt." Han tager en pude op fra sofaen. "Denne her og masken på væggen er det mest - ja, hvad skal jeg kalde det, unødvendige?" Blik og hånd glider hen over puden. "Den er smuk. Hvor har du fundet den?"
   "Fyldet i stofforretning. Resten i broderiforretning." Det føles sært nøgent at sige.
   Han ser længe på hende. "Det havde jeg ikke gættet. Tålmodighed." Han stryger puden igen, sætter den forsigtigt fra sig. "Har du også selv skåret masken?"
   "Jeg er tålmodig, når jeg kan se fremskridt. Det betyder mindre, om de er små. Masken er købt, jeg har aldrig forsøgt at skære i træ. Den er Rapa Nui."
   "Hvad betyder det?"
   "Påskeøen." Hun tager den ned fra væggen holder den frem på sin underarm, følger linjer med en finger. "Den er ikke rigtig europæisk, ikke asiatisk, ikke helt afrikansk. Den har lidt af det hele i en sammensætning, der ikke passer ind nogen steder. Rapa Nui er det sted, der ligger længst væk fra alt andet land, siger man." Hun mærker lige så meget som ser, at han tager masken fra hende, hænger den op på væggen. Hun står igen i hans favn. Bliver stående, til hun får knæ af vand og uendeligt tung krop.


Det tager hende et øjeblik, før erkendelsen lander varmt i hende. Selvfølgelig ser han ud, som han plejer at gøre. Det er hendes blik, der er nyt; det bliver det helt af sig selv. "Rapa Nui."
   "Er det ikke din maske?" Undren breder sig ud over hans ansigt.
   "Jeg sagde jo, at den ikke ligner noget andet, selv om man kan genkende den som et ansigt uden tvivl. Rapa Nui er det, der ligger længst væk fra alt andet land. Det tager lang tid at komme dertil, det kan føles uendeligt, når man ikke kan se, at man kommer nogen vegne." Nej. Det findes ikke, det er en forestilling fra genrefilm. Det er blik nummer ukendt efter et halvt år.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 21/06-2018 14:55 af Maria Bache Andersen og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 4641 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.