Da vi var børn ville du gerne lege med mig. Vi var børn længere tid end de andre, vi var ligeglade for vi havde hinanden. Det var os mod dem. En sølvtråd forbandt os, rustfri var jeg sikker på.

Vi blev ikke hjernevasket med make up, med gennemsigtige Dolche Gabbana trøjer, med billig cider og smøger eller med plat Reality tv. Vi var frie og havde ikke fantasien i snor. Vi så tonsvis af tegnefilm, læste fantasybøger for hinanden og slap kreativiteten løs på grimmeste vis. Men vi var ligeglade, hvor grimme vi var. For vi var grimme sammen og det gjorde os stærke.

En dag så jeg en orange plet på vores sølvtråd. Jeg var sikker på, at det var var maling fra i går, hvor vi ustyrligt slyngede om os med akryl. Men den sad fast. Først ignorerede jeg den, det samme gjorde du. Senere prøvede jeg at vaske den væk, det gjorde du ikke. Der kom flere og flere pletter, og det var stadig ikke akryl.

Nu er vi voksne. Jeg så dig en dag, din fantasi var i halsbånd og du havde den i en kort snor.

Jeg sidder og ser tonsvis af tegnefilm alene, læser min fantasybog uden en at diskutere den med, maler og tegner, men måske lidt kønnere end dengang. Hjemme slipper jeg fantasien løs, men holder den i snor når jeg er ude. Jeg prøver at være ligeglad, men jeg er alene om at være ligeglad, og det er tungere end jeg troede.

Tråden er helt orange nu. Jeg tror snart den knækker...