Jeg bliver vækket af min alarm. Klokken er nu halv 9, og om en time skal jeg møde i caféen. Jeg har sovet som en sten i nat. Alle de tanker, der hele tiden flyver rundt i mit hoved, har gjort mig så træt.
   Jeg tager min mobil frem igen, og begynder at læse den besked, som Emma sendte i går.
   Hej sødeste Anna. Jeg forstår ikke hvad der sker med dig for tiden. Aldrig har du været så fjern før. Du ved jo godt, at du kan komme til mig, hvis du har nogle problemer, eller noget du er ked af. Vil du ikke godt love mig at svare, så jeg ved at du er okay?! Det ligner slet ikke dig, at være sådan her. Har du tid til at mødes i dag efter caféen? Please skriv til mig.
   Hvad skal jeg dog skrive til hende. Det er ikke let, for jeg kan jo ikke fortælle hende om alt det her, men jeg bliver nødt til snart at se hende igen. Jeg savner hende, og det gør ondt, at jeg ikke kan dele denne del af mit liv med hende. Vi har altid snakket sammen om alt. Hun har altid været her for mig, og vi ved alt om hinanden. Men det her, kan jeg ikke fortælle hende om lige nu.
   Jeg sender en besked tilbage til hende.
   Hej søde, jeg er altså okay. Vi kan godt mødes i dag. Jeg har fri klokken 15.
   Jeg vil virkelig gerne se hende igen, men på den anden side, vil jeg bare rigtig gerne ned i skoven igen.
   Min mobil bipper med det samme igen. Emma har allerede svaret.
   Det lyder bare rigtig godt. Vi ses sødeste!

Klokken er ved at rende fra mig. Jeg skynder mig i tøjet og går ud af døren. Da jeg kommer til krydset, hvor den ene vej fører til skoven og den anden vej fører ned i centrum, hvor caféen ligger, har jeg mest lyst til at dreje ned mod skoven. Jeg overvejer et sekund at melde mig syg, men det er fejt, når min vagt starter om få minutter. Jeg forsøger at ryste tanken om skoven af mig, og går ned mod caféen.
   "Hej Anna, godt at se dig." siger min chef og smiler til mig.
   "Hej, tak i lige måde." siger jeg, smiler forsigtigt og går ud for at hoppe i arbejdstøjet.
   Min chef kommer ud til mig, og ser bekymret på mig.
   "Er du okay, Anna?" spørger hun afventende.
   Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige.
   "Hvad mener du?" spørger jeg og sender det bedste smil jeg kan fremmane.
   "Er du kommet galt afsted?"
   Jeg ser undrende på hende, og hun tilføjer hurtigt "..din hånd?"
   "Nåe, nej det er bare maling ..jeg har gang i et lille projekt derhjemme." siger jeg, og sender hende endnu et smil.
   "Nåh, det var godt. Jeg blev da helt nervøs. Din hånd ser farlig ud."
   Jeg smiler igen, og går ud i caféen, imens jeg kigger ned på min hånd. Jeg havde fuldstændig glemt den lilla farve. Hvor ville jeg dog ønske jeg kunne gå tilbage til skoven nu. Hvornår mon jeg ville kunne slippe fra Emma i dag. Bare hun ikke inviterer sig selv til overnatning. Jeg plejer at elske det, og vi smækker en tøsefilm på og hygger. Men lige i dag, vil jeg helst bare at hun smutter igen, så jeg kan tage ned i skoven. Jeg må bare ned og se ham igen. Jeg har så mange spørgsmål til ham.
   "Undskyld?" siger en forsigtig stemme.
   Jeg bliver trukket ud af mine tanker og tilbage til caféen. Det er en kunde, som gerne vil vide, om vi har et bord til 6 personer.