Kajtansøstrenes forbandelse

Prolog og første kapitel


2 måneder, 7 dage siden 4 kommentarer 3 kapitler Uafsluttet Fantasy

0Kajtansøstrenes forbandelse - Magiske perle...
Der er en græshppe på krogen, for både kradsfisk, og gedder elske... [...]
Fantasy
2 måneder, 5 dage siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
2 måneder, 5 dage siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
2 måneder, 7 dage siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
2 måneder, 20 dage siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
2 måneder, 29 dage siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
6 måneder, 9 dage siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
8 måneder, 3 dage siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
8 måneder, 17 dage siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
10 måneder, 27 dage siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
1 år, 2 måneder siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
1 år, 5 måneder siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
1 år, 6 måneder siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
1 år, 7 måneder siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
1 år, 7 måneder siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
1 år, 8 måneder siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
1 år, 8 måneder siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
2 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
2 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
2 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
2 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
2 år siden
2Små og store kampe - 1, kapitel
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Fantasy · kamp
2 år siden
3Djævlestøv - 20. kapitel.
Havfruen slog med halen. · En finger strøg den dunkende blodåre i C... [...]
Fantasy
2 år siden
8Englen
I dag lossede jeg til genboens kat, tastede Magnus på Facebook og... [...]
Kortprosa · overraskelse, skæbne
2 år siden
4Lokkende toner
Fødderne er tunge som blylodder og benene er stive, men bævrer al... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 19
Der sad to krager på et tag. Mellem det høje græs og de skæve hus... [...]
Fantasy
2 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 18
Den gamle fyr skrabede næsten mod skyerne. I flere hundrede år ha... [...]
Fantasy
3 år siden
6Det mærkelige monster
Det er mørkt. Og koldt. Hans tryne klør, men han kan ikke gnubbe ... [...]
Fantasy
3 år siden
0Turbulens - Kapitel 3
København, forår 1962 · Kjeld stod og så ud ad vinduet. Mor havde m... [...]
Romaner
3 år siden
4Solskinspigerne - Første kapitel
De står med hinanden i hånden. To små lyshårede piger. Badet i gy... [...]
Fantasy
3 år siden
2Djævlestøv - Kapitel 17
Kapitel 17 · Freddy genkendte stemmen og vendte sig langsomt. Bag h... [...]
Fantasy
3 år siden
8Han og hun i en kostald
Det forbløffede ham at Sita græd. Hun hulkede ikke. Stod bare der... [...]
Kortprosa
3 år siden
6Magisk pjækkedag
Stå så op, Jonas!" · Min mors stemme skar sig gennem værelset, åd s... [...]
Fantasy · overraskelse
3 år siden
3Turbulens - 2, kapitel
Nu sidder den fremmede i deres stue. · Han er bror til Pjotrs, Lari... [...]
Romaner
3 år siden
3Turbulens - 1, kapitel
1961. · København · Tapetet er falmet. Blåt med matte ranker, der eng... [...]
Romaner
3 år siden
4Turbulens - Prolog
Syttende juli 1959,stod der på avisforsiden. · Hvad der ellers stod... [...]
Romaner · familie, savn, frustration
3 år siden
5Engang var jeg skarp
"Den ser farlig ud," siger den lille dreng og peger på mig. · Hvis ... [...]
Noveller
3 år siden
4Glæde og frihed
Det, der engang var en have, er nu bare en rydning i skoven. Græs... [...]
Kortprosa · tabt lykke, livet, glæde
3 år siden
2Djævlestøv - Kapitel 16
Sita holdt en hvid kat i sin hule hånd. Ikke en rigtig, levende k... [...]
Fantasy
3 år siden
6Byens sjæle
Terminalen er stor. Og grim. · Indenfor er der butikker. Overdækked... [...]
Kortprosa
3 år siden
4Djævlestøv - Kapitel 15
Stjernerne lyste på den mørke himmel over Cessie, og hun så op på... [...]
Fantasy
3 år siden
5Djævlestøv - Kapitel 14
Kapitel 14 · "Du kaldte dem altså til hjælp," sagde Simon før Fredd... [...]
Fantasy
3 år siden
3Verden er min
Forstår du, skriverkarl, dette her er til de, der kommer efter os... [...]
Blandede tekster · mennesketyper, magt
3 år siden
3Djævlestøv - 13. kapitel
Den svage summen voksede til et smældende brus, da tusindvis af s... [...]
Fantasy
3 år siden
6Sengetid
Jeg har sejlet på alle verdenshavene, Under sort flag med dødning... [...]
Kortprosa · relationer
3 år siden
3Magt
Soldaterne er klar. Store og små, tykke og tynde. Der er tolv ræk... [...]
Blandede tekster
4 år siden
6Barnet - Del 1 af tre
Solen skinnede fra en skyfri himmel og glitrede i den uskyldsrene... [...]
Fantasy
4 år siden
2Spil
Han hed Billy og han ville bare spille violin. · Men der skulle jo ... [...]
Noveller
4 år siden
3Djævlestøv - 12. kapitel
Cessie står nede ved søen. Der er små krusninger på overfladen og... [...]
Fantasy
4 år siden
5En fortryllende dag
De sidste kirsebærblomster på det gamle træ i skyggen foldede sig... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Gennem sne mod håb
Sneen slår mod dem fra alle sider. Angela er klædt godt på. Det e... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Djævlestøv - 11. kapitel
En grønklædt mand for brølende frem. Sort i ansigtet. Og rasende.... [...]
Fantasy
4 år siden
4Barbaras begravelse
Kegler af lys peger på mig. Oppe. Nede. Fra siderne. · Det er tunne... [...]
Noveller
4 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 10
Den første mand kom, lige som Freddy og hans mænd var klar til at... [...]
Fantasy
4 år siden
5Djævlestøv - 9. kapitel
Før Freddy tog af sted, var han blevet orienteret om situationen ... [...]
Fantasy
4 år siden
4Djævlestøv - 8. kapitel
Den blå gestalt har et navn. Han hedder Slikoran, og han sidder p... [...]
Fantasy
4 år siden
9Tidslåseren
I mange år lå den gemt mellem sten, skaller og andre skatte. · Nina... [...]
Fantasy
4 år siden
3Fyrstens venteværelse
Langt nede under jordskorpen er der huler. Den ene af dem er særd... [...]
Blandede tekster
5 år siden
2Hjælpsomhed
En novembermorgen i 1689 skinnede solen på en rydning langt ude i... [...]
Noveller
5 år siden
5Søndagskage
Klokken klemter, da Johan træder ind hos Guldbageren i Flækkerup.... [...]
Noveller
5 år siden
4Djævlestøv - 7.kapitel, version 2
Han kunne da godt have vækket mig, tænkte Cessie. · Hendes fingre s... [...]
Fantasy
5 år siden
8Livets vinter
Bare jeg havde flere tænder. Smukke, stærke tænder. Hvide som den... [...]
Kortprosa
5 år siden
6Rositas unge
De tunge dråber plaskede mod stråtaget på en bjælkehytte, gennemv... [...]
Blandede tekster
5 år siden
6Er blå en slem farve?
I dag er vandet blåt. · Og den lille dreng stirrer på det. Betaget.... [...]
Kortprosa
5 år siden
3Varm mig
Hvem skal varme dig? · når nordenvinden bider · når du går og slider · ... [...]
Kortprosa
5 år siden

Puls: 34,5

Publiceret: 5
Afgivet: 19
Modtaget: 12
Pia Hansen (f. 1958)
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsomme væsner gemte sig i huler, underjordiske grotter og på havbunden. Så mange år, at de talrige efterkommere af planetens første mennesker og efterkommerne af de jordboere, der tog dertil, næsten alle sammen troede, at de ikke fandtes mere. Ja, nogle troede ligefrem, at de aldrig havde været til.
   Næsten alle sammen? Ja, men netop kun næsten, for nogle få hundreder vidste bedre og en af dem, var en gammel kone. En sen.regntung og blæsende efterårsaften stod hun foran en solid dør i stuehuset til en stor gård,.
   Hun var lidt kroget og hun støttede sig til en stok, men hun slog så hårdt på døren,at hendes gigtplagede knoer gjorde ondt. Og til sidst, da knoerne blødte, blev døren omsider åbnet.
   En pjusket,granvoksen mand gloede forbavset på hende og brummede: "Hvad vil du her?"
   "Luk mig ind, Høje konge " bad den gamle, og den pjuskede mand protesterede: "Jeg er ikke konge, og jeg vil ikke lukke dig ind."
   "Jovist er du konge, Atkar," vedblev konen og det så højrøstet, at manden, hun kaldte Atkar arrigt tyssede på hende og hviskede: "Lad os gå ind i laden, gamle heks."
   Mellem stakkevis af hø og bunker af korn, sagde den gamle: "Jeg lovede at du skulle blive konge af Dalgonien, og det løfte vil jeg holde, men der er noget, du først må hjælpe mig med."
   "Jeg har vist hjulpet dig mere end rigeligt," udbrød manden hæst.
   "Vist ej," hvæsede den gamle, "for du lod Sammy dø. Lod ham hænge forsmædeligt i galgen."
   "Hvad kunne jeg gøre?" spurgte Atkar og skulle lige til at kaste sig ud i en længere forklaring, men den gamle afbrød ham med iskold og ubønhørlig stemme:
   "Du er en kujon, og kujoner dur ikke som herskere, men vi - jeg og mine søstre i ånden - har fundet ud af at lave en eliksir, der hurtigt kan kurere alskens sygdomme. Ja, Vor Frue - Den ældgamle Moder - kan kalde mennesker og dyr tilbage fra dødsriget, og hvis vi bringer ofre nok, vil hun lade os finde ud af hvordan."

"Du taler som en dåre," prøvede Atkar at afvise hendes snak, men den påstand gjorde hende rasende:
   "Du vil altså ikke hjælpe mig med at bringe Sammy tilbage til livet?" rasede hun, "Se på mig. Se på mig - i vor Frues navn -
   " Der er intet - INTET - jeg hellere ville, " forsikrede Atkar, "men det kan ikke lade sig gøre!"
   "JO!" forsikrede konen og tilføjede ildevarslende: "Sammy kan vækkes til live - om ikke i kød og blod, så i sjæl og ånd - og når dette sker, så bliver du konge over Dalgonien."
   "Joeh, men jeg ved slet ikke om jeg vil være konge."
   "Nå, men det skal du," mente konen og tilføjede i det hun slog over i et messende tonefald: "se på mig . Se på mig. Se på - Se..."
   og han så, for han turde ikke andet. Tænk om hans hustru eller nogle af karlene hørte hende.
   Nej- det gik ikke an. Og så mødte han hendes blik. Så ind i hendes sorte øjne og de blev dybe som brønde. Det sydede og spruttede fra de øjne. Pupillerne skød lyn.Og lynene var lilla. De for frem mod hans øjne, og det gjorde så ondt, at han prøvede at lukke øjnene, men han kunne ikke.
   Den gamle messede stadig, men nu var ordene nogle andre: " I vor Frues navn forbander jeg dig og du skal først slippe fri af forbandelsen,når Sammy atter lever." Hun gentog det mange gange, og ordene prentede sig ind i ham, gennem den ulidelige smerte.
   Og så besvimede han.
   Da han kom til sig, var hun væk.

kapitel 1

Rositas unge

De tunge dråber plaskede mod stråtaget på en bjælkehytte, gennemvædede mosset og fik de forvildede husløg til at ranke sig. Indenfor, i varmen fra det åbne ildsted, sad gamle Julie og glædede sig over at hytten var tæt. Nu hvor skodderne var haspet forsvarligt for glughullerne, kunne ikke en eneste dråbe trænge ind.
   Foran hende, på bordet, lå en åben almanak.
   Bogstaverne flød ud og Julie gned sig i øjnene med en gigtkroget finger. Hun så ikke så godt længere, men hun kunne trods alt se. Et dybt suk steg op fra hendes indre, mens hun så hen mod alkoven. Sammenkrøllet som en kattekilling lå en lille, sorthåret pige og sov. Det var Julies barnebarn og hun var blind... Her i hytten, stalden og haven kunne pigen sagtens finde rundt og var en glad lille vildkat. Men hvad, når hun gik bort? Måtte hun blot leve til pigen var 16 år gammel, men til den tid ville hun være over 80 og det var en forskrækkelig høj alder; med sine næsten 73 år, var hun jo allerede en olding. Hun rystede på hovedet ad sig selv: hvad kunne det nytte at sidde her og bekymre sig?
   Så stivnede hun og lyttede. Bankede det virkelig på døren? Det gjorde det, men hvem kom dog så sent og i sådan et vejr?
   Udenfor stod en kvinde med et sovende barn i armene. Gulvet blev vådt, da hun trådte over tærsklen. Hun så bleg og træt ud. Det våde hår klæbede til ansigtet.
   "Mor!" sagde hun bare. Barnet satte hun ned på gulvet. Det var ikke vågnet helt op og det klamrede sig til hendes dryppende kåbe.
   Først troede Julie det var et synsbedrag. Så slog hun hænderne sammen og udbrød:
   "Rosita! Ja men, lille Sita, det er ellers længe siden og så sent du dog kommer. Du er vel ikke gået hele vejen?"
   "Det er jo ikke til at finde her ud," beklagede Sita sig, "og så faldt Freddy i søvn, så jeg måtte bære ham."
   Ved lyden af sit navn blev barnet lidt mere vågent og sagde:
   "Alfen gemte sig."
   Det kommenterede Sita ikke. Hun nærmest rev kåbefligen ud af hans hånd og sank sammen henne på bænken. Ind over almanakken brast hun i en hysterisk hulken. Julie strøg hende over håret med to fingre og med den anden hånd fik hun lempet almanakken i sikkerhed.
   Så smed ungen sig på gulvet. Og hylede. Det skar gennem Julies trætte hoved og borede sig ind i hendes overrumplede sind.
   Besøget var ikke bare en overraskelse; det var totalt uventet og både glædeligt og skræmmende: glædeligt fordi hun endelig, efter 4 år, så sin datter igen og skræmmende, fordi der var noget galt, men hvad? Gamle Julie løftede det udmattede, hysteriske barn op og mumlede nogle få ord til trøst, men de virkede ikke. Barnet slog løs på hende med sine små, buttede næver og skrålede, at han ville hjem.
   "Nu holder du mund," skældte hun forfjamsket og angst for at tabe den hysteriske unge på gulvet, men idet hun sagde og på trods af sit truende tonefald, knugede hun barnet ind til sig. Han gjorde modstand lidt endnu, så blev skrigeriet til en træt klynken og han sov i hendes favn. Hun satte sig ned med ham, på bænken ved siden af sin hulkende datter. Han var våd. Kåben havde ikke beskyttet ham godt nok mod regnen og uldtrøjen, han selv havde på, heller ikke. Om lidt, når han sov rigtigt, måtte hun klæde ham af og svøbe et tæppe om ham.
   "Sætter du vand over til te, søde Sita?" spurgte hun, for det var jo ikke til med den unge i favnen, "vi har ikke øl i huset, desværre."
   "Danny vil ikke have ham mere," skreg Sita i stedet for at svare.
   Julie tyssede på hende: "Du vækker Raja."
   Ovre i alkoven var pigen vågnet og havde indtaget sin lytteposition; korslagte ben og armene strakt bagud med håndfladerne ned i madrassen.
   "Raja, vi har fået gæster," fortalte Julie sit barnebarn; "din moster og din lille fætter. Hvis du ikke kan falde i søvn igen, laver du os måske en kop te?"
   Raja hoppede ud af alkoven og pøsede vand i den trebenede gryde, der hang over ildstedet. Uden usikkerhed tog hun øsesleven og målte af til 3 kopper te. Medildrageren rodede hun op i gløderne og mens vandet kom i kog, fandt hun krukken med tørrede, finthakkede hybenblade.
   "Må jeg få sukker i?" spurgte hun.. De ejede en krukke malet roesukker, som de kun tog af ved sjældne lejligheder, for det var så besværligt at lave. Sitas besøg var vel en begivenhed, der fortjente lidt sødt, så Julie svarede:
   "Javist."
   Med et strålende smil fandt Raja sukkerkrukken. Hun vidste nøjagtigt, hvordan de enkelte krukker var at føle på og kunne finde dem, selv om de ikke stod på deres sædvanlige plads.
   Julie vendte igen sin opmærksomhed mod Sita, der tav efter sit hadefulde udbrud.
   "Hvorfor dog ikke?" spurgte hun.
   Sitas bed sig i underlæben. Så mødte hun moderens blik, med et næsten barnligt glimt af trods
   "Han lovede, at tage sig af Freddy, som om han var hans søn," fortalte hun med tynd, træt stemme, "men nu har han selv en søn og så... så blev han pludselig så rasende."
   Varm damp steg op fra krusene og Sita nippede til indholdet. Det lod til at smage hende og måske gav det hende lidt mod, for nu så hun på sin mor og sank en gang, før hun talte:
   "Du ved godt at barnet er Johns, ikke? Sir John af Kløverborg?"
   Tavsheden hang som en pludselig opstået, hastigt voksende tordensky over og omkring demJulie sad som ramt af et lyn; så talte rygterne sandt.! Vredesudbrud kappedes i hendes indre med en hysterisk latter og hun tog sig til hjertet. Sita brast i gråd. Hun rystede over hele kroppen og Julie ville gerne lægge en arm om hende, men var ikke vant til kærtegn over for sine børn. Desuden lå Sita som hun havde redt. Hvis hendes nye mand tog sig af horeungen, var det godt, men ingen kunne forlange, han skulle holde af ham. Ingen .Men gråden opblødte hendes vrede og hun mumlede:
   "'Fuglene' synger jo..."
   Den lille dreng var forresten våd og det var Sita jo også. Julie sagde:
   "Jamen, barn dog. Tør nu dine øjne og dit tøj. Du kan hænge det henne ved ilden."
   Mens Sita ordnede det med klæderne, bar Julie det sovende barn hen på alkoven og klædte ham af, hvorefter hun svøbte et varmt tæppe om den lille krop. Til Sita fandt hun sin egen slidte natsærk; så måtte hun selv sove i sit tøj.
   Træt lod hun sig dumpe ned ved bordet, hvor Sita slubrede sit sidste te i sig og så på hende med tårestribet ansigt. Julie åbnede munden for at fortælle, at hun måtte tage hjem til sin Danny, der nok fandt ud at sætte skik på bastarden, men af en eller anden grund ville ordene ikke over hendes læber, så hun spurgte:
   "Hvordan går I ellers og har det? Hvordan med Mary og Niku?"
   Det var Sitas børn fra hendes første ægteskab og Julie tænkte tit på dem.
   "De har det godt," svarede Sita tonløst og tilføjede: "Mary tjener på kroen i Bakkeby. Niku er flink, men jeg bliver så træt. Danny og jeg har to små og den lille dier jo, men så vil Bubi også have. Hun er over et år og jeg ved slet ikke, hvordan jeg kunne blive med barn, så kort efter, når jeg ammede hende."
   "Naturen kan være drillesyg," konstaterede Julie forsigtigt.
   "Mor!" brast det så ud af Sita, "Danny tror jeg stadig elsker John og - det gør jeg!"
   "Jeg troede, du var blevet klogere," snappede Julie vredt, "han lod dig stå med skammen, lader dig leve i armod, mens han selv har fine klæder, guld og hans kone har safirer og juveler. Han lader de arme fæstebønder piske for intet eller små forseelser. Fy for pokker, Sita!"
   Skamfuld så Sita ned i bordpladen. Det var da altid noget, hun skammede sig, men alligevel! Og nu rettede hun sig op og så trodsig ud.
   "Jeg elsker ham," hævdede hun træt og rystede over hele kroppen.. Det havde hun ikke troet om Sita. Man skulle holde sig fra de adelige. Og hun ville dog have troet, at datteren havde indset det nu og bitterligt fortrudt sin fejltagelse. Så skulle hun såmænd være blevet tilgivet. Men dette? Dette følelsesladede udbrud?
   Julie kunne ikke sige mere til sin åbenbart håbløse datter, men så med lede hen mod det sovende barn. Uden tvivl var det Sitas plan, at efterlade ham her, hos hende, men nej, det kunne der ikke være tale om. Sådan en aristokratbastard med forfinede ansigtstræk, måtte hun værs'go finde et andet sted at anbringe. Hvorfor kom hun rendende her med sådan én og så midt om natten?
   På bænken trak Sita et tæppe om sig, vendte ansigtet mod væggen og sov tilsyneladende.
   Julie pustede lyset ud, før hun, dybt sukkende, krøb op til de sovende børn. Det var en god, bred alkove, så de kunne sagtens ligge der.
   "I morgen giver jeg hende ren besked," tænkte Julie, inden hendes øjne gled i.
   Hun vågnede ved lyden af barnestemmer.
   "Moar! Moar, hvor er du?"
   "Din mor kommer nok lige lidt om lidt."
   "Jeg kan ikke finde min mor."
   "Hvad hedder du? Jeg hedder Raja. Bedste siger, at du er min fætter."
   " Du er dum. Jeg vil ha' min mo'ar."
   "Hvor gammel er du?"
   "Jeg er bare tre år, ha ha"
   "Nå, du er dygtig, når du ved det. Bedste siger, at jeg er 6 år. Det er en hel hånd og så tommeltotten."
   Julie stønnede. Hun havde ondt i ryggen .Det var morgen, men hvad foregik der? Sita var da vel ikke...? Hun satte sig op og Raja bekræftede hendes bange anelser:
   "Ved du hvad, Bedste? Hende min moster, hun er væk."
   "Satans," bandede Julie højlydt.
   Ungen hylede igen på sin mor, men nu kunne det være nok med det skaberi. Hun rakte over, løftede ham op og klaskede ham hårdt i numsen, mens hun brølede:
   "Klap i, din modbydelige, lille aristokrat."
   "Jeg er ikke en artis-ok," skreg barnet, "dumme, dumme kolort."
   Så slog hun rigtigt hårdt og han begyndte at græde.
   "Jeg er sød. Jeg lover, jeg er sød nu," forsikrede han mellem hulkene. Hun tog sig til panden, trissede hen og åbnede skodderne, så sollyset strømmede ind. Hun tog en dyb indånding og ungens stemme forsikrede stadig, at han nok skulle være sød.
   Hvor var verden ond. Sita var bare skredet, så nu hang hun vel på horeungen, med mindre hun selv bragte ham til klosteret? Og dér ville hun aldrig mere sætte sine ben. Eller over til sir John på Kløverborg? Der var alt for langt at gå for en gammel kone. Og efter det han havde gjort, ville hun helst heller ikke møde ham, men Sita havde åbenbart ikke den slags følelser!
   Men hun kunne bringe ham til landsbyen, kunne hun - så måtte de om, hvad de gjorde med ham. De var ikke blide mod hittebørn eller forældreløse unger, men det fortjente han heller ikke, sådan en fordømt adelig møgunge. Modvilligt vendte hun sig og så hen mod alkoven.
   Ungen lå og hikstede i Rajas favn. Hun holdt varsomt og beskyttende om ham. Julie rystede på hovedet, tøsen var så god af sig.
   Foruden ungen havde Sita efterladt en bylt. Det var vel ungens sager. Han måtte hellere blive klædt på. I dårligt humør fandt Julie en barnesærk frem og ungen var tavs og stille, mens hun klædte ham på. Han virkede bange, det lille skidt.
   Da han var påklædt så hun nærmere på ham. Han var ganske køn og trods alt ikke grisefarvet, som aristokraterne og så mange andre. Nej, brun, var han da, som et rigtigt menneske, omend i en temmelig lys nuance og håret havde også den rette farve; sort som forbrændt træ. Det stod om hans lille fjæs i et brus af krøller og trængte både til kam og hårkniv. Næsen var for smal til en taterunge, men hvad pokker?
   "Er vi gode venner nu?" spurgte hun og prøvede at gøre stemmen mild. Drengen så usikkert på hende, så smilede han, men da deres øjne mødtes gik noget rent ud forbistret op for hende; ungen havde blå øjne. Store, kornblomstblå øjne. Ikke gråblå eller blegblå, ikke med et eneste sort lille strøg, bortset fra pupillen, der næsten fortonede sig i alt det hæslige dybtblå. Den farve havde hun kun set hos aristokraterne. Hun fik lyst til at ruske ham og straks slæbe ham til landsbyen, eller endnu bedre; ud til søen, der var så dyb, at sådant et bæst nok kunne forsvinde.
   Men barnet havde ikke opdaget hendes sinds forvandling og i næste nu fik hun et kærligt knus. Et øjeblik strittede hun hadefuldt imod. Han var blød og varm, men hun ville ikke bryde sig om ham.
   "Ja," sagde den lille bastard, "nu er vi gode venner, ikk'.'"
   Egentlig var han jo sød og det var hun åbenbart også, efter hans mening.
   "Må jeg beholde ham?" spurgte Raja, "han er så sød og så har jeg en at lege med og en der kan finde æg, for nogen gange, er det svært at føle, hvor de er."
   "Freddy bor her nu," bestemte Julie sig, "jeg er også hans Bedste."
   "Jubii," jublede Raja.
   Julie sukkede igen - igen. Vel var hun gammel, men hun klarede nok at passe et barn til og dette barn kunne vel opdrages, så det tog sig af Raja, den dag man ikke længere var til.
   **
   Først var savnet stort og Freddy anede ikke, at det kaldtes et savn. Heller ikke havde han ord for vreden. Så han pylrede bare.
   Men ikke hele tiden, for en del af tiden var han optaget af andre ting.
   Den første dag var han med kusine Raja ude at samle æg. Raja var sød, men hun havde underlige øjne, der lignede grød. De stod lige overfor hinanden og han så ind i hendes øjne. De var mærkelige. Det runde i dem var brunt ligesom Nikus, men det var som om det brune flød ud i det hvide. Det lignede sirup på sødgrød.
   "Hvorfor har du grød-øjne?" spurgte Freddy. Pigen Raja åbnede munden, men sagde ikke noget. Så lukkede hun den igen, men den bevægede sig lidt. Så blev den til en sprække af surhed og hun sagde:
   "Du må ikke drille mig, bare fordi jeg er blind. Det siger Bedste selv." Men han drillede da ikke, for at drille det var, når han tog suttekluden fra dumme lillesøster, så hun vrælede. Raja vrælede ikke, men der sad noget vådt i det ene øje. Hun så lidt ked ud af det, men det var da mærkeligt.
   "Gør det ondt og have dem?" Så smilede Raja og smilet blev til et grin. Et venligt grin. Så Freddy grinede også. Sådan lidt. Hvorfor var det mon sjovt?
   "Nej," sagde Raja, "det gør slet ikke ondt, men jeg kan ikke se noget med dem."
   "Kunne det nu passe? Alle mennesker kunne da se. Det var det man havde øjne til."
   "Du lyver," sagde han tvivlende, "hvordan ved du så at dem her fugle er høns?"
   "Jeg kan da høre dem kagle og gale," sagde hun, "og jeg kan kæle for den ene - sommetider - den der hedder Putte. Bedste siger den er gul, som en kylling."
   "Så er det jo den der," pegede Freddy ivrigt.
   Hun strakte sin hånd ud og satte to fingre mod hans arm. De krøb hen af den og ud på hans hånd. Det prikkede mod hans nøgne hud. Og videre gennem hans krop. Hun gemte den ene finger og lod den sidste, den længste af sine fingre glide ned over den finger, som han stadig strittede med, for at pege på den gule høne. Så skød hun sin egen finger frem, grinede og pegede på den gule høne. Den stod lidt væk fra de andre, for der var faldet noget mad ud af skålen. En brødkrumme. Den syntes vist, det var en rigtig lækkerbisken.
   "Jeg kan se, at du peger," sagde hun.
   "Orv," udbrød Freddy, "så ser du bare med hænderne."
   Det ville han også prøve. Han lukkede øjnene. Han strakte en hånd ud og ville prikke på hendes hånd, men der var mørkt nu, bag øjenlågene, og han kunne ikke finde den. Ha - så åbnede han da bare øjet lidt. Nu kunne han se hende. Forsigtigt prikkede han med en finger mod hendes hånd.
   "Det er din lange finger," sagde han og lo, fordi han også kunne 'se' med fingrene.
   "Du er dygtig," sagde hun, "kan du også finde æg?"
   Ivrigt kiggede han sig rundt. Han havde prøvet det sammen med Niku og nu så han en rede. Det var halm, som de havde skrabet sammen. Der lå to æg. Han listede hen og samlede dem op. Ganske forsigtigt. Tungen spillede i hans mundvige, for nu gjaldt det om at passe på. Han havde et i hver hånd. De var små og brune. Ikke tabe dem, holde godt fast. Han lukkede hånden bedre om det ene, for fingrene sad vist for løst om ægget. Knæk, sagde det. Åh nej. Det var jo for hårdt. Han løsnede grebet. Krash. Der lå ægget på jorden, og alt det gode indeni løb ud i halmen.
   Det var som om en stor hånd kom blæsende imod ham. Angsten jog igennem ham. Danny blev rasende. Han kunne næsten mærke, hvordan den store hånd løftede ham op og den anden hånd klaskede mod hans ende, så det gjorde ondt. Tårerne lå i hans øjenkroge, men længere kom de ikke. Store drenge hylede ikke. Han trængte dem tilbage og de løb ned i maven, men så ville de ud et andet sted. Og det måtte de ikke. Slet ikke, for han var jo en stor dreng på tre år.
   Nu kom hun imod ham. Raja med grød-øjnene. Hun sagde det til Danny. Åh nej. Men...men...
   Noget gik op for ham. Det kunne hun slet ikke, for Danny var langt væk. Han var derhjemme og hjemme var langt væk, et sted udenfor den store skov. Her var der pigen og 'bedsten' og nu blev bedsten nok gal, for nu var han jo ikke sød. Og Niku var også væk og kunne ikke bede hende være rar, fordi han var så lille.
   Hans læber dirrede, han rystede over hele kroppen og kunne ikke stoppe tårerne. Han græd og vrælede
   "Hvad er der med dig?" spurgte pigen, med en lidt sur stemme og så kom han til at hyle endnu mere. Tårerne fossede ud. Han gik baglæns og satte sig i et hjørne, hvor han krøb sammen som et skræmt dyr.
   Efter en tid, kom tårerne ikke strømmende af sig selv længere. Han snøftede og skævede til pigen. Hun sad på hug over for ham og havde et æg i sin hånd. Det lå på hendes håndflade. Det var helt. Hun kunne godt passe på et æg. Hun var artig og flink.
   "Det - var ikke - med vilje," snøftede han frem og tørrede sig om næsen, for der løb noget snot ud. Så skyndte han sig at tørre ærmet mod sine bukser. Bare hun ikke så det.
   "Se," sagde Raja, "jeg har tryllet det helt igen. Holder du så ikke op med at græde, lille dreng?"
   Freddy stirrede måbende på ægget og så rundt efter det knuste. Det var væk. Helt væk.
   Et smil brød frem gennem de sidste tårer. Det kom helt inde fra hans mave. Et tindrende smil.
   "Du kan trylle," jublede han og ville gerne røre ved ægget, for at blive sikker på at det var der. Men han turde ikke, for måske forsvandt det så.
   Han fik øje på ægget. Det andet æg. Han havde lagt det på jorden Det var helt og han tog det, meget forsigtigt og rakte det frem mod hende.
   "Kun et gik itu," sagde han. Hun tog det og puttede det i lommen på sin kjole. Hun puttede også trylle-ægget derned. Så kyssede hun sin ene finger og med den tørrede hun nogle tårer bort fra hans ansigt.
   "Kom," sagde hun, "så går vi ind, så bager Bedste nok pandekager til os."
   Freddy havde aldrig smagt en pandekage, men det kom han til, for der var masser af mælk i mælke-krukken nu. Bedste og Raja blandede mælk og æg med mel. Pandekagerne blev bagt i en meget flad gryde, som Bedste holdt ind over ilden. 'Gryden' sad på et langt skaft. Det var sjovt at se, hvordan den slatne dej blev til stribede og plettede kager. Der steg en masse røg op fra panden, men alligevel duftede der dejligt. De lod bare skodderne være åbne, for det regnede slet ikke mere. Han fik den første. Pigen kom en klat syltetøj på og dryssede også sukker på. Så rullede hun den sammen og gav ham den. Hvor smagte den godt. De spiste dem, lige så hurtigt som Bedste kunne bage dem.
   Freddy lærte dyrene at kende. Koen, grisene, høns og kaniner. Han udforskede Bedstes have, der var stor og spændende, med mange træer og gemmesteder - med planter i en urtehave. De var lidt visne, men Bedste sagde der var flere planter om sommeren og så var de ikke visne.
   Der var også et sted med mange små cirkler, lavet af sten. Det var en gravplads for døde dyr, som Bedste og Raja havde begravet. Hvis de havde holdt rigtig meget af et dyr, så blev det begravet. Det var lidt underligt, men det så pænt ud.
   Når Freddy skulle sove lå han med en strå-dukke i armene. Den hed Atkar og var fra en historie Niku kendte og tit havde fortalt. Niku havde selv flettet dukken og også en af Atkars bror, der hed Knut. Den havde han lånt til Raja - men selvfølgelig først, da hun havde plaget længe. Men hun måtte godt sove med den, for hun var næsten lige så sød som Niku, men bare ikke så stærk - og hun kendte godt Nikus historier, bare lidt anderledes. Kun lidt.
   En dag er han med Bedste nede ved søen.
   Vandet er blåt.
   Og Freddy stirrer på det. Betaget.
   For i går var det gråt. Og når det er i spandene er det - det er sådan - mere - sådan at man kan se igennem det. Og nogen gange kan man se sig selv i det.
   Måske kan man også se sig selv, selvom vandet er blåt?
   Bedste har travlt. Hun har nemlig taget tøj med. Og hun dypper det i det blå vand.
   Tættere ved vandet svupper græsset sjovt under fødderne. Og ude på vandet er der små, gule fugle. Ællinger. Det er ællinger, for der er en stor hvid fugl, som de svømmer bagefter.
   Ja, han ved da godt at det er en svane. For han er stor, selvom Bedste siger, han er lille. Større end svanen og meget større end dens ællinger.
   Og så behøver man ikke spørge om det med, om man kan se sig selv i vand, der er blåt.
   Måske kan man ikke, for der er noget galt med farven blå. Selvom søen ikke kan gøre for den er blå, er det på en måde forkert.
   Sort og brun er gode farver, men blå er en slem farve.
   Også selvom himmelen også er blå.
   Bedste kan godt lide blå himmel, men ikke blå øjne. Ikke så godt.
   Og hun vrisser, når han spørger, om det kun er øjne, der er slemme, når de er blå.
   Men nu vil han selv finde ud af om søen er slem i dag.
   Nede i vandet er der en en dreng. Ikke så nem at se, men en dreng. Og da han var lille, troede han, at det var en fremmed dreng. Men det er ham selv.
   Man kan godt spejle sig i blåt vand.
   Det er skægt.
   Og det er skægt som de lange siv strækker sig mod den blå himmel. Nikker op mod de hvide små sky, der går langsomt.
   Bliver næsten helt væk mellem sivene. Som i en hule. Sidder ned. Bukseenden er fugtig.
   Får øje på en sten. Den blinker i solen. Blinker til ham. Den er glat og pæn.
   Han tager den op. Den er lidt skarp.
   Bedste er langt væk.
   Nej. Hun er jo lige der. Men hun ser slet ikke på ham.
   Men det skal hun. Så han går hen til hende.
   "Du må godt få den her sten, Bedste. Den er brun og pæn. Synes du ikke?"
   "Jo, den er pæn," siger hun. Og smiler.
   "Nu går du ikke for tæt på vandet, vel?"
   "Nej," lover han.
   "Nej, selvfølgelig ikke. Du er jo en stor, flink dreng på fire år. Skal Bedste lære dig at vride tøj?"
   "Jah," ler drengen.
   Og tænker ikke mere på blå, der måske er slemt.
Forfatterbemærkninger
Dette er starten på en redigeret udgave af tidligere historier.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 12/09-2018 11:47 af Pia Hansen og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 4781 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.