1Kludder med kærligheden
For længe siden i Getakja skulle landet styres af en konge, så hv... [...]
Fantasy · forhåbninger, længsel, magi
2 måneder, 2 dage siden
1Æg
"Øv," sagde Jegor højt.og den hvide rotte så forbavset på ham med... [...]
Fantasy
2 måneder, 7 dage siden
1Dagen derpå - To
"Har han taget opium?" spørger Cessie. · Nabokonen Serafina vrisser... [...]
Kortprosa
2 måneder, 25 dage siden
4Glem ikke fortiden
Der står en buket blomster på kommoden: Kornblomster og lavendler... [...]
Kortprosa · fortiden
4 måneder, 24 dage siden
3Juletræs-onklen
Duften af nybagt rugbrød hang i luften over det meste af den lill... [...]
Blandede tekster
7 måneder, 5 dage siden
2Korset og barnet
"Korset har stor magt," sagde mormor, da hun gav Debbie kæden med... [...]
Noveller · tro
9 måneder, 9 dage siden
3Dagen derpå
En lyd borer sig ind i Cessies ene øre og suser ikke ud gennem de... [...]
Blandede tekster · frustration, samliv, mennesketyper
1 år, 1 måned siden
2Se min verden
Anette har kort lyst hår og i anden klasse sidder vi ved siden af... [...]
Kortprosa · børn, nuet
1 år, 2 måneder siden
3Duellen
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Blandede tekster · oprør
1 år, 8 måneder siden

Puls: 24,6

Publiceret: 3
Afgivet: 14
Modtaget: 3
Pia Hansen (f. 1958)
Hun var min veninde. Livlig og sjov at være sammen med. Agnete troede, hun vidste en masse om mænd, og det troede jeg også, hun gjorde.
   Så for at lære mere om det andet køn, gik jeg med Agnete på kro.

Mor og far hørte radio. I stuen. Ikke fra BBC. Det turde de ikke og desuden blev der sendt et spændende hørespil.
   "Det er mere underholdende end alle de der hilsener," sagde far tit.
   Når mine forældre lyttede til radioen, var de helt opslugte eller også faldt de i søvn, så de opdagede ikke, at jeg sneg mig ud.
   Det var vinter. Agnete ventede uden for mit vindue. Min ene uldsok blev våd, for der var hul på venstre støvle. Frakken havde været mormors, men jeg tænkte, at jeg kunne gemme den af vejen i garderoben. Min bluse var nydelig og min nederdel havde jeg selv syet. I patchwork. Jeg troede det var moderne, for på fotoet af kusine Jenny fra Amerika havde hun sådan en på..j
   Så snart vi kom ind på kroen, hørte vi, at "Orlas danseorkester" foldede sig ud. Nå ja, orkester var en noget pralende betegnelse. En rødmosset mand spillede på guitar og sang; prøvede vist at lyde som Viktor Cornelius. En anden spillede klaver, en spillede fløjte og en filede på en violin.
   Jeg kunne bedre lide jazz, men det syntes nazisterne ikke var musik.
   Og der var tyskere på kroen den aften. De fleste drak øl og raflede. To dansede med hver sin pige.
   Jeg håbede, at en dansker ville byde mig op til dans. Så da naboens Jens kom hen mod mig, smilede jeg glad til ham.
   "Hvad katten er det for nogle klude du render rundt i, lille Sussie ?" spurgte han.
   Jeg var lige ved at græde. Og så på Agnete, for jeg troede, hun ville sætte Jens på plads.
   "Ja, hvis jeg vidste, du tog den fjollede karnevalsnederdel på, havde jeg da ikke inviteret dig med," sagde Agnete.
   "Du er også alt for lille til at være her," sagde en mand, jeg ikke kan huske hvad hed, "gå hellere hjem og leg med dukker. Du har jo et fint kludetæppe til dem."
   "Det tog lang tid at sy den," pippede jeg og blev vred, både over deres drilleri og min egen spagfærdighed. Jens og Agnete påstod senere, at jeg knyttede hænderne.
   " Hun vil slå," hvinede Agnete.
   Men jeg slog ikke. Jeg hev hende i håret.
   Jens trak mig væk og gav mig en lussing..
   "Halt! Oder ich pruglen alles," rungede en stemme.
   Der blev stille. Selv musikken tav.
   Og der stod han. Med åben uniformsjakke, en stopning på uldtrøjen og med mørkt, uglet hår.
   "Willst du tanzen?" spurgte han.
   Jeg forstod tysk godt nok til at forstå, hvad han spurgte om. Han havde en pudsig accent og han så rar ud. Men det gik jo ikke an at danse med en tysk soldat. .
   Jeg ville bare hjem.
   "Ich muss zu hause," fik jeg sagt.
   Soldaten sendte Jens, Agnete og de andre et dystert blik.
   De så alle sammen ned i gulvet. Soldaten smilede og rakte mig en hånd.
   Jeg ville ikke tage den, men jeg var så ked af det og snart stod vi udenfor, mens snefnuggene stille dalede ned og lagde sig som krystaller i soldatens uredte sorte krøller.
   Vi snakkede, og hans tyske var ikke bedre end mit. Han hed Ivan. Han havde været krigsfange og var tvunget til at være soldat. De kunne bruge ham og hans kammerater, fordi de var gode til at ride, fortalte han, mens vi af snoede omveje gik mod mit hjem..
   Da vi kunne se længerne var det holdt op med at sne.
   "Du bist so gut eine Mann," sagde jeg til Ivan.
   Han så alvorligt på mig.
   "Spasiba," sagde han og bed sig i underlæben, som om han ville trække ordet tilbage.
   Senere viste han mig hestene. Og høet på loftet. Der lå man godt. Ivan var kosak og fantastisk god til at ride, men han kunne andet end det.

Da befrielsen kom græd jeg.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 06/05-2021 23:28 af Pia Hansen og er kategoriseret under Kortprosa.
Teksten er på 676 ord og lix-tallet er 21.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.