Hvad er det for nogen lyde?

Sidsel knuger de natlukkede guldblommer med begge hænder. Kirkens vinduesrammer lyser som gyldne kors og kalder hende nærmere. Hun må ikke gå der ind. Og der bliver aldrig mere holdt gudstjenester, for det vil DE ikke have.

Mormor siger, at Gud findes. Og man kan bede til ham i tankerne. Men man skal passe på, for DE kan læse tanker og kaste en forbandelse over en. Det har de gjort mod mor.

Det er jo derfor hun -Sidsel - er nødt til at gå ind i kirken. Hun vil lægge guldblommerne på det blankslebne alter. Selvom mormor har sagt, at det kun er de andre guder, der bryder sig om den slags. For måske synes Gud alligevel om blomster og så vil han måske gøre så DE ikke kan forbande folk med deres magiske sølv-djævlekranier, der hænger om deres hals, og som forbander mest, hvis man rykker dem af dem.

Det pusler omkring hende. Og der er et lysskær. Flammende orange og blågrønt. Som ild. Et sted bag buskene foran kirken. Nej, nu er det væk.

Og nu står hun foran den solide dør. Hun trykker på dørhåndtaget. Døren åbner sig stille og roligt. Foran hende ligger kirkerummet med de mange bænke. Hendes træsko klaprer mod gulvet. Ellers er der stille. Og køligt. Der lugter en lille smule af mug.

Et skær af gråt hyller sig langsomt om alt, men hun kan stadig se.

Oppe ved alteret lægger hun sig på knæ. Blomsterne lægger hun pænt til rette og så folder hun sine hænder. Hendes tunge er tør. Hendes øjne bliver fulde af tårer. Så kommer ordene tumlende.Ord om, at det er svært at være syv år og bo hos mormor, fordi far er død og mor er forbandet, så hun har feber og ser syner.

Så opslugt er Sidsel, at hun ikke sanser de lave stemmer, de dæmpede fodtrin og de knitrende luer.

"Kære Gud. Straf de onde. Få dem til at skrige og græde. Gør så de bløder og få det først til at holde op, når de har lovet at være søde."

Det knitrer. Det lyser orange uden for vinduerne.

Er hun også syg og ser syner ?

Sikke varmt her er. Og det knitrer lige uden for vinduet. Hun ser ud. Det brænder. Det er ikke et syn. Buskene brænder og ilden farer frem mod kirken. Ild. Hun styrter hen mod døren, men stopper brat. Den gamle dør står i flammer.

"Hjælp! Hjælp!"

Det klirrer. Det regner med glasskår. Alting lugter. Røgen bliver tættere. Hun må ud. Nu. Hoster. Kan ikke skrige mere. Gulvet kommer op mod hende.

Der er en anden, der også hoster.

Nu flyver hun. Nej, hun bliver båret. Noget kilder hende om næsen. En klump af sølv.

Nej, et kranie af sølv. Hun skriger.

" Rolig lille ven," siger en stemme. Hun bliver lidt roligere og så råber stemmen:

"Sørg for at ilden ikke breder sig og få den her unge hjem til hendes mor."