Lykke er altid på rejse rundt om i verden. Hun bevæger sig stille og ubemærket rundt i bjerge og dale, i byerne og på landet. Hun glider ind i menneskers sind, hvor kampe kæmpes. Had, smålighed, begær, venlighed, glæde og tro bevæger sig i små og store bølger på det hav som er menneskers sind. Hun ser kampen mellem lys og mørke, og alle de rystelser som forplanter sig indenfor og udenfor kroppen. Hun ser også en mand og en kvinde give op, ude af stand til at navigere i den myretue eller kaos, som vores verden er blevet til - eller altid har været.

Så lukker Lykke øjnene et øjeblik. En indre film ruller forbi, billeder af forvredne og forgrædte ansigter eksponeres, efterfulgt af korte sætninger: vi vil bare have fred, have mulighed for at leve et liv, som er vores. Lykke tænker: I har alle muligheden for et godt liv. Brug jeres forstand. Ræk ud efter andre og glem jer selv. Åbn jeres sind og lad kærligheden fra universet strømme ind og befrugte Håbets Blomst. Lad blomsten gro, vokse sig stærk så den bliver synlig. Lad den sprede sig rundt i dit sind, og lad dens vidunderlige duft nå vidt omkring. Og den vil spredes og plante sig selv overalt.

Lykke samler alle sine kræfter og lukker op. Kæmper mod mørket og vinder tilsidst. Lyset spreder sig rundt i et menneskes sind. Lyset varer ikke ved, men det har måske sat nogle spor. Lykke har øst af det gode hun har, men hun kan ikke blive ved med at puste til flammen og holde liv i lyset.

Lykke elsker at rejse. Hun er aldrig længe i et menneske. Hun er flygtig og må videre ud i verden.