han var ikke stor i slaget mere
men havde dog stadig sin høflighed
hver gang han tikkede, takkede han altid
men ensomheden havde næsten sat ham i stå
han var gammel bornholmer
og han havde vundet mange slag
men han var klar til at gå sin ankergang
pendulet svingede så tungt frem og tilbage
han kunne ikke bære det mere
tiden gik så langsom og var så tung
han var for svag til at trække sig selv op
men ville stå rank og slå sidste slag med stolthed
nu er bornholmeren faldet i slag
der er ikke noget tik tak at høre mere
men hvis du lytter nøje efter i midnatstimen
på det sted han altid stod, kan du høre ham gå igen