"Har han taget opium?" spørger Cessie.
   Nabokonen Serafina vrisser: "Det har jeg jo lige sagt."
   "Æh ja, men øh hvor meget?"
   "Ikke så meget. Han ville bare sove, så han kunne være udhvilet og tage sig af dyrene, men jeg måtte ruske ham vågen, og han er ikke mange sure sild værd. Og øhøm..." Serafina hoster, før hun fortsætter med et spørgsmål:
   "Hvem har dog pryglet ham så efterttryggeligt?"
   "Sagde han ikke det?" prøver Cessie at undvige.
   Nabokonen kniber øjnene sammen, rynker panden og ryster på hovedet, så en grå tjavs dækker det ene øje.
   "Han mumlede noget om det," siger hun og skifter emne: "Koens yver svulmer. Du må se af at få den malket inden kalven drikker det hele og revner. Jeg har skyllet sårene med koldt vand, men du må hellere koge noget vand og så vaske igen. Jeg tror ikke, han får sårfeber, men der er sprunget gamle sår op, så hold lidt øje med ham."
   "Jeg blev bare så vred," prøver Cessie at forklare.
   "Gå nu ud og malk den ko," siger Serafina og ser lidt træt ud.
   "Ja - ja selvfølgelig," mumler Cessie og ser nabokonen gå mod yderdøren. "Jeg må hjem, men jeg kommer igen," er Serafinas ord, før hendes træsko klaprer mod yderdøren. snart sidder hun på malkeskamlen. Hun føler sig fuldkommen tom i hovedet, mens hendes hænder som af sig selv arbejder med yveret. Bagefter trækker hun koen udenfor. Kalven følger med og danser kådt. I den lille indhegning er der stadig græs tilbage, men det er snart gnavet ned. Hun sukker og skynder sig ind i huset, for hvis Freddy sover er Keith den eneste til at se efter Julie og det er han vist for lille til. Julie sover heldigvis stadig. Det gør Freddy også. Han vånder sig lidt. Hun lister hen til alkoven. Keith følger hende med øjne på stilke. Forsigtigt stryger Cessie nogle fingre hen over Freddys krøller.
   "Vi lader ham sove," siger hun til Keith.