Wow.
Mange ville måske nok blive forstyrret over din nærmest opremsende skrivestil, hvor det ene komma æder det næste, men jeg finder det ganske fascinerende og helt perfekt til netop denne novelle. Stilen kunne næppe bære en hel roman, men i novelleformen får den næsten en slags Jonathan Safran Foer stemning over det, og det er vel næsten et af de største komplimenter! Jeg synes, at novellen er så tragisk og smuk, at selv om jeg ikke giver kommentarer så ofte herinde (er virkelig dårlig til det), så blev jeg nødt til at skrive noget til den her.
Jeg har kun to forslag til mulig forbedring:

"De dansede, og hun nynnede i hans øre, og han tænkte på sin mor og Far, som var forsvundet ind i hinanden engang, dengang for længe siden, før hans søster forsvandt helt og aldeles. Han tænkte på sin mor, som fortalte om det slemme, der var sket, mens de sad i stuen under uret, der slog ubegribelig højt midt i stilheden. Danny sørgede omhyggeligt for ikke at se på hende eller hendes underligt skælvende underlæbe."
I dette lille afsnit blev jeg faktisk i tvivl om hvem Danny undgik at se på indtil jeg læste næste linje. Nu gør det ikke så meget, fordi svaret kom i linjen efter, men vær påpasselig med brug af "hende/hun/han/hans" osv., når du springer så meget i tid.

Og så synes jeg, at du måske bør overveje din overskrift igen. Selv om den egentlig er passende, så fortjener en så kompleks og flot en novelle næsten en mere interessant overskrift, synes jeg. Noget der måske afspejler drengens vildfarne, forvirrede og ulykkelige sindstilstand, måske - selv om overskrifter altid er svære at finde på, synes jeg.

Og så vil jeg bare lige nævne nogle yndlingsdele i novellen:
"[...] nu dansede han med hende, fordi der ikke var andet, han kunne gøre, fordi hun havde rødt rævehår og skæve tænder og lagde sine våde læber tæt til hans øre og hviskende spurgte, om han græd.
"Er det så slemt?" lo hun, og han nikkede uden at vide, hvad hun snakkede om, for det var virkelig slemt, mere slemt end han nogensinde ville forstå omfanget af."

"Han tænkte på den sommer, han var kommet hjem fra spejderturen ved vandfaldet et sted i Massapequa og havde fået ben, der ikke længere kunne være i jernsengen og tanker, der ikke kunne være i barndomshjemmet."

"[...]og det var den gang, han lærte, at man aldrig skal forlade en kvinde, når hun stiller retoriske spørgsmål, for da han forskrækket trak sig tilbage ud af døren, fulgte hun efter ham [...]"

Igen; flot novelle! Keep up the good work!
Og beklager den meget lange kommentar ;-) Når man endelig gør det, kan man lige så godt gøre det ordentligt!