Hej Daniel.
Det er rigtig godt skrevet, og det kan jeg sagtens relatere til. Jeg får også sommetider sådan en fornemmelse af, at vi bliver holdt for nar her på vores lille klode. En følelse af at være med i et teater, styret af een eller anden djævel, som du også skriver: "Meningsløsheden som af djævelen forpagtes". Hvorfor al den smerte ? Hvorfor er liv og død indrettet sådan ? Hvorfor kunne livet ikke være bare lidt bedre og lidt lettere ? Men ingen giver svar, for ingen ved det. Man opgiver og bliver træt af, at der er så meget ondt, søger sine egne håb eller drømme midt i denne hærgede verden. Men livet er alligevel meget værd, især når vi bliver frigivet for det onde, smerte både fysisk og psykisk. Vi må søge det, vi tror, der kan hjælpe os, religioner eller noget andet. Og godt vi har vores frihed til at tro, tænke og føle, hvad vi vil, det må de aldrig tage fra os.

Det er virkeligt godt skrevet, og du er utrolig dygtig til at gengive en situation fra din barndom, fordi du på een gang både er dygtig til at skrive helt realistisk, og samtidig en god fortæller, så det bliver spændende for læseren. Jeg har ikke før læst en tekst fra dig, men jeg kan forestille mig, at du let kan få den slags historier trykt på et forlag, især hvis du f.eks. skriver en roman eller en novellesamling.

Du er fantastisk til at skrive om dig selv, så man forstår det undervejs. Jeg har en stærk fornemmelse af, hvordan det må have været for dig at opleve Gud allerede som 16årig, og jeg forstår godt din vrede og tvivl der opstod i forbindelser med din omverden. Det var sent dit selvværd opstod, hvor frygten for andre forsvandt, og selvets lænker holdt op med at spænde ben, og kærligheden blev frigivet i dig, så du ikke mere skulle slås ud ad til. Smukt. Jeg har aldrig oplevet Gud eller Jesus der kom til mig, men dit liv kan jeg sagtens relatere til. Det kan være mere end svært at tage imod Gud som 16årig, men du skal ikke fortryde, for det var for svært. Godt du fandt dig selv i kærligheden for alvor senere hen. Smukt skrevet.

Smukt skrevet, om violinens toner der kan føles "så selv Himmelen bliver høj". Når volumen øges, kan man ikke mere høre, "hvad tvivlerne siger !". Sådan er violinen, når den er rigtig smuk, så den fjerner alt det der virker dårligt ind i dig. Tilbage er følelser og sjæl i "Himmelsk Harmoni", som du skriver til sidst. Sådan forstår og føler jeg det inderst inde.

Hej Inge.
Det er meget velskrevet, og spændende at læse om jeres tid i Etiopien. Sikken en bryllupsnat i havde, ikke kun skrevet for sjov, men fra virkeligheden, ligesom de andre oplevelser og beskrivelser , også af naturen omkring jer. Jeg kan godt lide afslutningen med sætningerne "steppens orkester", og "en sælsom symfoni" efter solnedgang der giver associationer til noget helt fremmed og smukt.

Hej Ulla.
Det er rigtig godt skrevet med gnister af humor. Når du skriver sådan, kan jeg godt mærke, du også er roman forfatter. Du har jo også fået udgivet flere noveller. Forlag ... Ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om dem i dag. De var meget anderledes, da jeg var ung. I dag er der fantastisk mange små forlag, så mange at jeg ikke kan hitte rede i dem. Jeg har måske også snart en roman klar til at komme ud at flyve, - men betænker mig nu igen med de sidste kapitler. - Det er ellers et rigtigt godt portræt af Jan i historien, og trods de afslag du har fået, er teksten fuld af humør.

Hej Sys. Han lugter altså af at være en led skid, men måske har han alligevel en anden side, som du troede på. - Men han skrider, og du sidder tilbage og føler dig brugt og udnyttet. Jeg vil ikke skrive, at sådan er kærlighedens vilkår, for det burde det ikke være, . og det skal det heller ikke være. På den anden side, er der aldrig noget der er helt sikkert. Men godt du forsvarer dig selv. Og hvis han alligevel snor dig ind i en ny løgn, så begynder det svære valg igen for dig. Og at føle sig helt alene, gør det ikke lettere, for man skal være så stærk, jeg kender det godt. De fem linjer fra ham tyder nok på, at han ikke er værd at samle på. Så er det også lettere at droppe ham helt. Så, ud med ham.

Det er et meget smukt og poetisk digt, som på een eller anden måde gemmer naturens cyklus dybt ned gennem alle versene. Jeg bliver fanget af det, og af stemningen. Jeg kan især godt lide linjerne: "Jeg vil huskes som månens sorg og hemmelighederne opsamlet fra alt for mange forglemte, fortabte sjæle" og 4. vers om sneen, der er så smukt formuleret og dybt og gennemtænkt, ligesom hele digtet skaber mange dybsindige og eventyrlige associationer.

Hej Ulla.
Jeg bliver rørt, når jeg læser den lille kortprosa. Jeg kan også næsten se hende for mig i den store frakke. Sætninger som "Det var et takket landskab af knudrede afskeder. Hendes grå skygger gik med døden i hælene, og hun vidste det" beskriver det så intenst, hvor poesien er mere indpasset i historien. Følsom og fin afslutning, og smukt skrevet.

Hej Poul Erik.
Det er rigtigt godt skrevet, måske også lidt grotesk og dystert. Jeg synes, så meget modsiger hinanden i dag, - 1 ting er snak om den grønne omstilling, en anden er handling. Jeg synes også, jeg kan læse den samme form for splittelse i digtet. Der er så meget, der ikke bliver gjort nok ved, f.eks. plastikindustrien som hele tiden fordobles, flere og flere madvarer bliver pakket ind i eengangsplastikbakker f.eks., selv vegetariske og veganske produkter er pakket ind i det. Jeg kan blive ved med at pege på de gamle skraldespande med net af jern omkring og papirsposer som var meget mere hygiejniske og gode for den grønne omstilling, vi fik også kompostbeholdere og kunne sortere glas og papir der blev hentet hjemme hos os selv. I dag er det store todelte plastikbeholdere på hjul, og plastikposer til madaffald som skal ud på markerne (MED posen). Forleden lå der en stor plastikpose i beholderen til evt. affald pga. påsken forude, ligesom det altid før har været en brun papirspose. Man bliver SUR, men tør ikke klage. Man bliver deprimeret, mens man mærker denne sindssyge udvikling fortsætte hen over hovedet på een. Derefter bliver man træt, og utrolig træt. Til sidst må man abstrahere lidt fra det hele, bare for at redde sit eget liv.
Jeg får det også fysisk dårligt, når statsministeren åbner munden. Der er så meget, hun ikke siger. Og snart mister vi vores selvbestemmelse, fordi WHO trækker alt ned over hovederne på os. - Vi må prøve at klare det nære liv med en god samvittighed, og ellers støtte dem vi mener, har en politisk chance for at gøre noget ved det.
Jeg synes, det er fint, du skriver digtet langt. Når det er skrevet på den måde, er det svært at udelade noget. Det er også lidt oplysning, som at Kastrup lufthavn udvides, det vidste jeg ikke før nu. Nye olieboringer der åbnes osv. Forbruget er stigende osv.
Jeg tør ikke tænke langt ud i fremtiden, mere. - Selvom det er svært, må vi få håb og drømme om en bedre verden med os, og passe på de ikke drukner i kaos og affald.

Hej Signe.
Så fint et lille digt der ramte mig lige i hjertet, bare titlen i sig selv siger så meget. Jeg har også en have, og jeg ved godt, hvordan det føles. Ja, vi er alle børn under stjernerne. Smukt skrevet.

Hej Poul Erik.
Så smukt skrevet. Jeg kan mærke, hvor ægte og dybfølt det er. Især de to vers før det sidste, kan jeg lide, fordi det bliver så smukt som "når solen går ned står de tusmørkedybe osv" og "De store egetræer siver ind i min drøm som en søvndrik i blodet". Jeg husker engang, et gammelt egetræ blev fældet i nærheden af, hvor jeg boede, det var ufatteligt at de gjorde det. Det er rigtigt, som du skriver, at det er som at blive savet over og havner i magtesløshed og sorg.
Der er så meget ligegyldighed og kulde i vores samfund i dag, fordi alt skal være så effektivt. Men sådan noget som at bevare vores gamle smukke træer, burde være en lov. Herude på landet mellem marker bliver grøftekanterne slået ned af en stor maskine der sluger alt på sin vej to gange om året, og her kommer højst 3 biler forbi dagligt. Det er landbrugets maskiner der skal have plads. Men sådan er det blevet. -
Tillykke med kronikken. Ville gerne læse den, men holder ikke mere en avis.