Jeg tænker at tanker om mennesket er frit, eller bundet af de sociale fællesskaber det indgår i, er en smule mere nuanceret, end at vi altid måler os selv op mod hinanden, hvilket naturligvis i sig selv er en ufravigelig sandhed, men som i sidste ende, også kommer til kort, overfor de dele af tilværelsen der kommer fra dig selv. Det er rigtigt at størstedelen af vores socialisering kommer fra vores forventning om, hvordan andre møder os, men der er også ofte noget genuint intuitivt, i den måde vi selv møder og forstår verden, og det kommer fra os selv, og den måde vi analyserer verden på. Således er det min opfattelse, af hvordan andre opfatter mig, der afgør om jeg gider beskæftige mig med dem eller ej. Det er den frihed jeg har til at vælge til og fra, der også danner mig, og giver mig en form for frihed, selvom jeg også er styret af normer, andres opfattelse af mig. Der er ingen der skal fortælle mig, at jeg skal gå på stadion søndag eftermiddag, hvis jeg ikke gider, men jeg kan godt elske fodbold alligevel - det bestemmer jeg selv. Eller det jeg prøver at sige er, at tilværelsen for mig, er et evigt spil mellem den påvirkning der kommer gennem fællesskaber, og så mit eget originale bidrag til socialiseringen af andre, der naturligvis også influeret af socialisering, men også af min personlighed og den måde jeg opfatter verden på. Så for mig er frihed og personlig autonomi, en både og. Vi er både frie og ikke frie.