Jeg elsker at blive forvirret undervejs i læsningen af digte, så det her er jeg godt glad for. Det eneste det sætter negativ undren i mig er sætningen 'for dig vil jeg foregive mig'. Måske bare fordi jeg nogle gange vil have formuleringer på min egen måde, men foregive? Som betydende at immitere, eller som forgive altså forgifte, blot staves forkert. Så ja, bort set fra det så synes jeg vel om at digtet - i hvert fald i mit hovede- er et organiseret rod af sætninger, hvis sammensætning veksler mellem sammenhæng og sidestillede statements der hænger sammen i på sin vis.

Vinduet er åbent i velkomst
Ragnarsson

puuh, jeg er tændt qx

Godt og fedt med de korte linjer. Som rytmen og takten mens det hede står på.

Ååh, hvad skal jeg dog sige.
Jeg elsker farver og det afspejler sig for det meste i mit tøj.
En fantastisk måde du beskriver verden på.
To mennesker som hånd i hånd bryder ud af hverdagen og alt det grå og kaster lidt lys over tingene.
Tager en chance for at sætte farver på dagsordenen
En bekymring for de andre som ikke kigger ud af den grå kasse som kun har en grå og hvid toneskala til at se på begivenhederne.

Det er et dejligt digt!

Hvor kan man dog blive snydt.
Jeg faldt i med begge ben i din novelle. Min logik og kritiske indstilling slog helt fra. Det var ikke før jeg havde læst historien til ende og kiggede på din profil endnu engang, at det gik op for mig der var en uoverensstemmelse jeg havde overset. Du hedder ikke Sara som pigen i novellen og det var dér jeg for alvor blev ramt. Jeg begyndte at frygte for dig - var fast overbevist om at det var din egen livshistorie, du som en råb om hjælp havde fået publiceret her. Nu er jeg efterladt med tankerne om hvor meget af Sara du kender i dig selv. Om det er ren fiktion, om der ligger noget af dig i hende eller om det kan være en karakterisering af en du har mødt, hvis ikke du oplevede at være som en af de veninder hun tog afsked med.
Masser af spørgsmål og et tak for en historie der slugte mig.

~Matthias