At føle sig forladt og uelsket, splittet mellem to vidt forskellige verdener, er noget lort. Jeg hader det. Gid jeg kunne føle noget andet eller bare være ligeglad med, hvad jeg føler. Der bliver ikke lyttet til mig, ingen lytter eller kende den sande mig. Selvom jeg har to rigtig gode og nære veninder, føler jeg mig alligevel uelsket, der mangler noget i mit liv; eller rettere sagt, der mangler meget. Mine to veninder har begge sine forældre, forældre, som har opdraget dem siden de var små og de har oplevet så mange ting sammen. De kender hinanden, elsker hinanden... det er dét, der mangler i mit liv. Mine forældre er karrieremennesker og jeg ser dem aldrig. Da jeg var lille, havde jeg en barnepige, som jeg kendte bedre end mine egne forældre, nu er jeg blevet for gammel til en barnepige, så nu føler jeg mig endnu mere ensom.
   Jeg er kold over for fremmede, fordi jeg er bange for, at de vil tage de få gode ting jeg har, fra mig. Mine to veninder, Tanja og Mia og min farmor, er de eneste jeg har, den eneste familie. Jeg ved godt jeg har været strid over for Tanja og Mia, men det er fordi jeg er så bange for, at miste dem. De har begge to fået kæreste på, så jeg ser dem meget sjældent nu og det er altid mig, der ringer til dem, de har aldrig tid til at ringe til mig. Min største frygt har været at miste dem, og jeg er bange for, at det er ved at ske.
   Der er så mange mennesker jeg skal sige undskyld til. En hel masse fra min gymnasietid. Jeg havde bare en facade på. Ingen skulle vide, hvor ødelagt og splittet jeg følte mig. Jeg følte mig splittet, og føler mig stadig splittet, fordi jeg lever det liv jeg hader, hvor andre ser mig som en strid og kold bitch og gør alt for at undgå mig. Jeg vil gøre alt for at forlade det liv, jeg vil meget hellere leve det liv, hvor mine forældre har tid til mig og det hele havde været på en anden måde fra starten af, så jeg heller aldrig var blevet til en ond person.
   Det er kun min facade, der er ond, ikke mig som person, men den onde facade er blevet ét med min personlighed, og det er ikke til at stoppe. Jeg vil ikke være ond mere, det vil jeg ændre på, men mange folk kender mig som hende den onde, så hvad skal jeg gøre for at ændre det? Hvis jeg begynder at snakke med dem, så vil de sikkert tro en masse om mig og ikke vil kunne forstå, hvorfor jeg lige pludselig er sød over for dem; måske vil de tænke, at jeg tager pis på dem. Jeg kan kun finde én løsning på det her, og det er ved at sige farvel. Farvel til mit onde, gamle liv, flytte langt væk, finde en ny vennekreds og starte på en frisk. Det gælder også Tanja og Mia, dem er jeg også nød til at sige farvel til. Jeg har tænkt over det længe og har fundet frem til, at jeg skriver et brev til dem, hvor jeg siger farvel og giver dem en undskyldning. De ønskede ikke at blive opfattet som kolde og onde personer, men det blev de til, fordi de var sammen med mig og måske turde de ikke sige fra over for mig.
   Den eneste jeg ikke kan sige farvel til, er min farmor, men jeg har også altid været hendes lille pige og aldrig været ond over for hende. Den eneste grund til, at jeg ikke blev passet af hende, da jeg var lille, var fordi mine forældre ikke ville pålægge hende det ansvar hver dag. De syntes åbenbart at det var bedre at jeg blev passet af en fremmede.
   Mine forældre behøver jeg ikke sige farvel til, for de har aldrig været der. Jeg har altid følt mig i vejen og jeg er sikker på, at jeg er deres livs største fejltagelse. Det gør mig ked af det, at tænke sådan, men jeg tror det er sandheden, og ligesom jeg vil vise mig fra min sande sige nu, lade folk se mig som den jeg virkelig er, selvom det er en svagere person, skal sandheden også frem. Jeg vil ikke længere lyve over for mig selv, for at få det bedre, for dét at jeg lyver for mig selv, gør mig også mere ligeglad med det virkelige liv.
   Jeg sætter mig, tænker det hele igennem før jeg begynder at skrive mit farvelbrev.

Kære Tanja, Kære Mia, mine elskede veninder.
   Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden jer. I er det bedste, der er sket mig. Jeg tror ikke, jeg havde kunnet klare det her uden jer, for i har virkelig været en stor hjælp og i vil altid være en stor del i mit liv. Jeg ved, at jeg til tider har været hård og strid over for jer, men det er kun gjort af kærlighed, for jeg elsker jer af hele mit hjerte og har været så bange for at miste jer, specielt efter i begge har fået kæreste på. I glemmer mig og det gør ondt at, i konstant siger "ja, lad os snart finde ud af noget" og "jeg ringer tilbage", men vi ses næsten aldrig nu, for i er altid sammen med jeres kæreste og i ringer heller aldrig tilbage. Jeg føler at, i har forladt mig og det føles forfærdeligt. Sammen med min farmor, er i den eneste rigtige familie jeg har og den familie er jeg ved at miste. Kan i forestille jer dette? Forestil jer mig, der aldrig har haft mine forældre på samme måde som jer, der er altid bare blevet sat en barnepige til at passe mig, og da jeg blev ældre, kunne jeg passe mig selv.
   Alle i gymnasiet opfattede mig som en ond og kold bitch og det gjorde i sikkert også, men ikke at jeg var det over for jer. Jeg har aldrig fortalt dette til jer, for det ville ødelægge det, men det var en facade, det var slet ikke mig. Den rigtige Sara er ikke ond, hun er god, ligesom jer to. Selvom vi er bedste veninder, har jeg haft hemmeligheder over for jer. I måtte ikke vide, hvor elendig og splittet jeg følte mig.
   Det var ikke kun mig, der blev opfattet som ond, men også jer, og det er udelukkende fordi, i altid var sammen med mig. Jeg hørte folk sige, at jeg var bossen og i to var mine slaver, der fulgte mig overalt. Det er forfærdeligt, det kan jeg ikke tilgive mig selv for. I to er de kærligste mennesker jeg kender, så i skal ikke opfattes som mig, og slet ikke når det stadig følger os efter gymnasiet. Selvom det her gør forfærdeligt ondt, føler jeg, at jeg er nød til at sige farvel og give slip. Jeg vil ændres, men det kan jeg ikke her, for folk heromkring kender mig som den lede Sara, så jeg vil aldrig kunne blive opfattet anderledes; folk vil altid tænke tilbage på, hvordan jeg har været og derfor kan jeg ikke nå mit mål, ved at blive taget som den, jeg virkelig er. Det er bedst at jeg flytter langt væk, starter på en frisk og giver slip. Det betyder desværre også, at jeg må give slip på jer to, selvom det gør rigtig ondt. Jeg kan ikke fortælle jer, hvor jeg tager hen og faktisk, ved jeg det heller ikke selv endnu.
   Jeg elsker jer og vil aldrig glemme jer! Håber heller ikke i glemmer mig, selvom jeg har gjort det svært for os alle. Tager alle de gode minder med mig.
   Sara.
   Min nye lejlighed ligner stadig lort. Væggene og lofterne er blevet rigtig flotte hvide, men jeg har ikke fået alle møbler på plads og mit tøj ligger stadig i kufferterne. Der er noget fedt over at have sit eget, selvom det er ensomt. Jeg bor ikke længere i en kæmpe villa hos mine rige forældre, hvor jeg på ingen måde følte mig hjemme. Nu har jeg mit eget lille sted, i en lejlighed på 80 kvadratmeter og det er nok plads til mig; nu kan jeg føle mig rigtig hjemme.
   Min far tilbød mig selvfølgelig penge til noget større, for han mener åbenbart ikke, at deres lille pige skal bo i en lille lejlighed, når hun har rigmands forældre, men det mener jeg, og jeg vil heller ikke have deres penge. Jeg er 21 nu og kan klare mig selv, men det har jeg kunnet siden jeg var 15, det er bare først nu, jeg er flyttet hjemmefra. Egentlig forstår jeg ikke, hvorfor jeg ikke har gjort det noget før, det havde måske ændret på en masse, men hvem ved? Selvom jeg har en sorg at kæmpe med nu, vil jeg alligevel kun se fremad.
   Jeg sætter mig ved min computer, kigger ind i skærmen og skriver efter kort tid:

"Jeg ved ikke, hvorfor de blev hos mig. For på grund af mig, blev de opfattet som onde og kolde kællinger og det ved jeg, de ikke ønskede. De er to gode mennesker, og jeg tror, de var sammen med mig, fordi de havde ondt af mig, men alligevel havde vi det godt sammen og jeg er glad for at de var en del af mit liv. Det er dem, der har givet mig skubbet til at indse alle mine fejl, alt det jeg har gjort galt. Det er dem, der har opdraget mig, for det havde jeg ikke nogen forældre til, de havde nemlig for travlt med deres karriereliv og et barn var nok ikke lige sagen.
   Jeg har altid følt, at jeg stod mellem to forskellige verdener, selvom jeg godt ved, hvilken verden jeg vil være en del af, men der var bare noget, der forhindrede mig i at vælge. Jeg tror det var dét, at give slip på mine forældre. Jeg ønskede ikke at leve i deres verden, for følte mig malplaceret og at de ikke ønskede mig, men alligevel kunne jeg ikke give slip, for de er jo trods alt mine forældre.
   Mit store ønske var at give slip, men for at kunne give helt slip på min fortid, var jeg nød til også at give slip på mine forældre, så de ikke længere kunne holde mig nede. De er stadig en del af mit liv, men den del er mindre en tidligere, de fylder ikke lige så meget nu. Jeg føler mig stærkere nu, fordi jeg ikke længere bliver kørt ned over ingenting.
   Undskyld til alle jer, der har været offer for mine grimme ord og den måde jeg har svinet jer til på, for at få det bedre med mig selv. Det er den værste metode at bruge, for selv at kunne få det bedre. For det første: det knuser de mennesker det går ud over, og det burde være nok til at stoppe det. For det andet: sandheden er at man ikke får det bedre, man håber på, at andre synes man er stærk og hård og intet kan få én ned med nakken, men alt kan få én ned med nakken.
   At give slip er rigtig hårdt og kan være smertefuldt, men nogle gange er der ikke andre udveje."
   Dette blev slutningen til min roman, "Giv slip".