Han løber og løber og løber. Hans lunger kan snart ikke mere. Snart giver de op, så vil han falde og det vil være slut, men han vil ikke have, at det slutter, ikke nu, ikke på denne måde. Han bliver nød til at løbe videre, ignorere hans lunger og ben og sætte farten op.
   Han smutter ned gennem en lille gade i mellem to høje lejligheder, men med ét er han tilbage, hvor det hele startede. Han kan mærke, at hans hjerte dunker hurtigere end han løber. Hvorfor skulle han også havne i denne situation? Lige nu hader han sig selv og de tre mænd, der jagter ham. Hans selvtillid fejler intet, tværtimod er den grænseløst høj, så han har aldrig haft en grund til, at skulle hade sig selv som han gør nu, men han har heller aldrig været i sådan en situation som nu og selv været skyld i det. Selvfølgelig ville det ende galt, når det var dét de tre mænd truede ham med, men Rasmus Hansen skal altid gøre det endnu mere spændende og trække den til det sidste. Det er aldrig endt galt og han tænker altid "det sker kun for naboen", men nu er det gået galt, og han har stor ret til at fortryde, det er bare for sent denne gang. Det handler om liv eller død, og det er bogstavelig talt liv eller død.
   Hans ben gør ondt og de føles som gelé. Han elsker at løbe og har løbet lige siden han var en lille dreng, men når løbet denne gang kun har to muligheder: at leve eller dø, så er det ikke sjovt, det skulle han bare have tænkt på noget før. Han kunne skrige nu, skrige så højt at de tre mænd uden problemer finder lige hen til ham, men det ville ikke være smart, nu når han endelig har fundet en smutvej uden dem i hælene.
   - Undskyld, undskyld, undskyld, mumler han svagt. Gid jeg kunne fortryde nu. Gid jeg kunne tage det hele tilbage igen. Må jeg ikke nok tage det hele tilbage igen? Kom nu?!
   - Der er han, råber de tre mænd.
   - Shit! brøler han og sætter endnu en gang farten op. Han vender hovedet halvt om engang i mellem for at se, hvor tæt på de tre mænd er. Shit! tænker han. Hvor er den tredje henne?! Han går i panik og pludselig vil hans ben ikke samarbejde. Han skøjter rundt, kigger sig over skulderen konstant for at tjekke, at de to mænd, der stadig løber lige bag ham bliver, hvor de er. Det er svært for ham at koncentrere sig om at løbe, holde øje med de to mænd bag ham, samtidig med, at han ikke aner, hvor den tredje er.
   Hvornår stopper det her? gentager han for sig selv. De kan da ikke blive ved!
   Hans ben stopper med at gøre ondt, og han hiver ikke længere efter vejret. Det føles som om, hans ben bærer ham af sted og han ikke længere arbejder for det. Det må være et tegn på, at de snart giver op.
   En efter en triller tårerne ned ad hans kind. Han er frustreret og har været så tæt på at give op, men han er bange for det, der vil ske. Han fatter på ingen måde, hvordan de kan blive ved. De er halvfede og burde slet ikke være i stand til at spurte i så lang tid.
   Hans ben begynder at krydse ind over hinanden og han kan mærke, at hans krop er ved at give op.
   - Neeeeej! Løb videre! Jog beder jer, råber han og græder i ren panik.
   - I må ikke svigte mig! Det må ikke slutte nu!
   Det er ikke kun hans ben, som svigter ham, hans syn begynder også at blive sløret og han ser svagt den tredje mand længere nede ad gaden. Han kan ikke finde ud af, om han løber mod ham eller den modsatte vej, men han gætter sig til, at det er lige i mod ham. Han bliver ved med at løbe, presser sig selv til det yderste, leder forvirret efter nogle smutveje, men dem er der selvfølgelig ingen af nu. Hvad skal jeg gøre?
   Han mærker næsten ikke smerten som asfalten påfører hans hænder og knæ, men han er alligevel ikke i tvivl om, at han er faldet. Hans krop gav op, den svigtede ham.
   De tre mænd sparker og slår ham. De vender og drejer ham, men han tager sig ikke af det. Han kæmper ikke i mod. Han ligger bare dér på den våde og kolde asfalt og venter på enden. Der er ingen grund til at kæmpe imod, det vil ikke hjælpe, det er tre imod en, han har ingen chance.
   Først da en skarp og skærende smerte pludselig begynder i hans mave, brøler han og bevæger sig.
   - Så kan du lære det! råber en rustent mandestemme. Han registrerer lyden af skridt mod asfalten, men er ikke i stand til at se efter. Hans krop bliver tungere og da han prøver at åbne hans øjne, mislykkedes det. Farvel, tænker han.