Sprogligt spændende tekst, som at se fragmenter af et liv i et puslespil man selv skal stykke sammen.
Måske kan den sidste linje droppes - tomheden ligger så underforstået i teksten, at det næsten bliver dobbeltkonfekt?

Det bliver sådan en fin cirkelbevægelse - hun gjorde det for ti år siden, hun gør det igen, uden at fortryde. Sejt!

Fin tekst, der rammer en meget menneskelig følelse af ikke at turde give slip, fordi det hele er så forbandet trygt!

Måske kunne man lave nogle sproglige sløjfer - altså noget, der gentager sig flere gange gennem teksten, for på den måde også at lave sproglig tomgang? Bare en ide...

Tak fordi du tog mig med tilbage til min glemte barndomsby og beskriver den så omsorgsfuldt!