Lækker tekst med god brug af metaforer! Virker på mig som en strøm af bevidsthed, fortolket i billeder og den nuværende årstid et symbol på nye begyndelser. Stærk stærk tekst! :)

Hej Aida :-)

Fornemt digt! - jeg kan rigtig godt lide rimstrukturen og at den er varieret teksten igennem, de store mellemrum mellem stanzaerne og det at du får mærkbar natur ind i et kærlighedsdigt der gør det mere jordnært og malerisk. At første sætning rimer på titel fungerer glimrende til introduktion af jargon og rytme, og vokalrimene fungerer ligeledes. Min (gen)læsning blev dog afbrudt af "i et uendelig, uendeligt glashus.".. Tak for at dele herinde :-)

mvh Ansu

Smukt og drømmende digt:)

Hej Aida :)
Meget relevant spørgsmål :D
Men vi kender vel næppe timen hvor vi skal videre?

D

Hej Aida,

fint digt med både temposkifte og variation, relaterbarhed og tvetydighed, især i sidste sætning. Der er så meget at være bange for i livet, ja, selv efter døden - særligt når man har elskede i sit liv. Kærlighed kan gøre ondt, lige så vel som det kan gøre godt. Følgende citat fra den 2500 år gamle digter Lao Tzu fra Kina hjælper mig i angsten, essensen af dette tvetydige digt, når angsten ind imellem melder sig. Angst kan være en sund ting - en påmindelse om fare, men også en påmindelse om at enhver kan tabe slaget men stadig vinde krigen, og at krigen, eksistensen, er værd at kæmpe for. Man kan lære at nyde disciplinen nødvendig for kampen, for de eller den elskede. Følgende er egen oversættelse fra bogen på engelsk, "Tao Te Ching" ("Vejens Bog"). På oldkinesisk gøres der ikke forskel på mand og kvinde, på Mester og Mesterinde.

"Når folk ser nogle ting som smukke,
bliver andre ting grimme.
Når folk ser nogle ting som gode,
bliver andre ting onde.

Væren og ikke-væren skaber hinanden.
Svært og let støtter hinanden.
Langt og kort definerer hinanden.
Høj og lav afhænger af hinanden.
Før og efter følger efter hinanden.

Derfor vil Mesterinden
handle uden at gøre noget
og lærer uden at sige noget.
Ting opstår og hun lader dem komme;
ting forsvinder og hun lader dem gå.
Hun har men besidder ikke,
handler men forventer ikke.
Når hendes arbejde er færdigt,
glemmer hun det.
Det er derfor det varer evigt".

Du har beskrevet en desperation rigtig godt.

Det værste der kan ske, når man drømmer virkeligheden
Den er så forbandet uhyggelig og ond.
Godt jeg også har en god fantasi...
Tak for tankesættende læsning.
Poul

Hej Aida
Virkelig godt digt :-)
Jeg kender godt alle de frygttanker, dem skal man ikke forfølge, så kan man nemt overse alt det skønne og dejlige der også er i verdenen :-)
Kh Berith

Wow- du er rigtig god til at skabe en stemning, når man læser det, man får næsten en hel klump i halsen- prøv evt. at lege lidt mere med rytme og rim- så tror jeg den kunne blive endnu bedre!!
go vind!

Hej Aida

Tænkte først lidt på "Den blå Annemone," og derefter på hvor dejligt det er, at det snart er forår!

Knus Olivia

Jeg er enig med Niels i, at der er noget drømmende, noget eventyragtigt over dit fine lille digt. Noget ”Og de levede lykkeligt til deres dages ende…”

I første vers rejser du væk i drømme - i næste vers giver du en beskrivelse af dig selv med to nærmest modsatrettede beskrivelser: '...en sårbar anemone brud / eller en lille hidsig natfugl'. Jeg kan godt lide begge karakterer. Den første ville blive for nutte-puttet, den anden for barsk. Men tilsammen giver den et billede af en helstøbt person, der tør vove noget for kærligheden. Det som du beskriver så fint i de sidste tre vers.

Tak for en svævende drømmerejse på kærlighedens vinger...

Hej Aida! Et drømmende digt om muligheder og kærlighed, måske den kærlighed til en anden, som endnu ikke er dukket op. Der er også et strejf af eventyr i dit digt, som jeg synes er smukt, Det har en lethed, det glider henover det, jeg vil kalde "Mulighedernes Land". Vh Niels