Sikke en grum historie, minder lidt om Villy Sørensens blot en drengestreg, lidt samme humor. Rigtig underholdenede

Hej Bjarne.

Lige her fik du plantet boblerne i MIT sind. Jeg siger som Martin sikke en glad historie. Man bliver glad af at læse den. Modsat Martin syntes jeg, der er rigtig meget handling. Det gælder om at se det store i det små.

Vh. Lizzi

Sikken en glad historie eller måske nærmere stemningsbilled - der er i hvert fald ikke ret meget handling, men det er måske også fint nok. Det er da dejligt bare at læse om en persons glæde engang imellem. Flot skrevet i øvrigt

Præcis!! Det er det træet giver os. Og det er derfor vi ikke kan undvære det.

Om det så er nok så barbarisk at skove det.

Ih, hvor jeg glæder mig til jul.

/Gitte

Endnu et af dine digte hvor jeg lader mig flyde fuldstændig med dine sætninger. Glemmer mig selv og får en masse indtryk. Jeg får indtrykket af at din pointe er en del af selve rejsen. Og så har jeg måske endda misforstået det hele. Men hvilket fortræffelig misforståelse, for igen bliver jeg helt glad over det hele.

Jeg kan godt lide at du ikke bruger nogen videre kommatering i digtet. Jeg har selv netop opdaget det skønne i at skrive uden de irriterende kommaer som man alligevel sætter forkert hver anden gang. Stemningen er positiv i digtet, og jeg blev i bedre humør af at læse det. Ja, og nu jeg sidder og skriver har jeg så helt glemt hvad digtet handlede om. Jeg må skamme mig, og vil straks gå tilbage og læse det igen. !!

Jeg kender følelsen af frihed på vandet.
Og så gør det ikke noget, der ikke var bid denne gang.

En god og optimistisk tekst, der giver glade billeder på nethinden.
Er enig med de to foregående kommentarer.

mvh. Michael.

Dejlig beskrivelse af vandgangen, men måske du med fordel kunne udelade de første cirka ti linjer; de virker mere forvirrende og ikke så "digteriske/poetiske" som rsten og kommer derfor til at falde udenfor. Pas på tiden: "syntes" er datid, "jeg er lidt træt" er nutid, så vælg en af dem :-)

Kan rigtig godt lide slutningen med kommentarerne fra et fællesskab der er enige om at ingen fisk ikke er en fiasko :-)

I sandhed en herlig tur. Længslen efter mere emmer ud fra teksten.

I særdeleshed er jeg imponeret over beskrivelsen, hvor båden rammer land. Her er virkelig dobbelttydighed for alle pengene.

/Gitte

Hej Bjarne...

man fornemmer det urovækkende i naturen både den udendørs og éns egen... det kan jeg godt lide.

du får lige et digt fra Naja Marie Aidts digtsamling "rejse for en fremmed" der læner sig op ad samme tema (en forfatter værd at læse):

Mange ting forsvinder i den oplyste by
tabes
i de store skoves
grønne
foruroligende
Noget andet samles op for noget
må man jo have med sig
små, skarpe knive
ubekendte nøgler
en flaske god absinth til deling.
Ord der for os til at sørge uden grund
og latteren der springer som en sangfugl af kødet,
derinde i mørket banker jo hjerterne.
Og sommerregnen er vinterens lette drømme
Og sneen er det blå lys i juni
Og mens vi sover ind bliver det oktober.
Alt spredes for alle vinde.
Så vi kan finde det.

har læst din tekst. Min morfor sagde(engang i en drøm): "ikke at jeg har noget imod regnbuer, blot har jeg med tiden erfaret, - med næsen i sky - mod det sted hvor det så ud til at regnbuen endte, og spyttede mig ud netop dér. Her endte regnbuen og jeg forstod at længslen havde været det drivende. Ihvert tilfælde fyldtes jeg med en forståelse af at det sted jeg engang satte ud fra - rummede den sande magi - og som aldrende ser jeg nu at det faktisk var her regnbuen i virkeligheden endte."

Lad mig give dig disse to tekster som jeg kommer til at tænke på i læsningen af dine liner:

B (retrospektivt):

og foregøgler universets tåbe
sig selv, at der findes andre verdener til, hvor guderne kan både gø og råbe
og kalde os tilfældigt terningespil,

så mind mig om en sommerdag på Skagen,
hvor engpåfuglen under parringsflugten
fløj rundt som himmelstumper hele dagen
med ekko af det blå fra Jammerbugten,

men vi, der bare lå fortabte i sandet,
så talrige som nu kun to kan være,
fik kroppens elementer sammenblandet

af jord som havs og himmels mellemting, to mennesker, der overlod hinanden
et liv der ikke dør som ingenting.

J:
det var dig der var for ovenlysvinduer. Jeg havde sat mig mig imod at gøre indhug i fyrretræets ældede fjeder-og not. Jeg kunne lide det lavt og tæt, Dets klaustofobiske, rede-under-taget virkning. Den snus-tørre fornemmelse man kunne få, Det gamle loft der passede som en dragkistes låg.
Under det, var alt lutter rugen og klækning. Den blå skifer holdt på varmen ved nat som stråtækning.

Men da tagstenene kom af, trængte overdådig Himmel ind og bragte vidt åben forbløffelse.
I dagevis følte jeg mig som én der boede i huset hvor den lamme kvinde var. Som blev firet gennem taget, fik syndsforladelse, blev helbredt, tog sin seng og gik derfra.

... og tør man nogensinde være alene med indsigten om ensomhedens væsen - "nu hvor jeg kender mig selv genkender jeg ingenting".