Om igen. Du fik mig til at tænke på en helt anden spændende måde i din svarkommentar. For jeg tænkte hele tiden, at det er følelserne der starter tankerne, altså ligesom at trykke på en knap, og så begynder livet. - Men nu kan jeg pludselig vende det hele om og sige og føle i mig selv, at du faktisk har ret i, at tankerne kan styre følelserne, at man kan få følelserne rettet ind i en bestemt retning som måske er bedst for een selv. Tak for det. Det giver virkelig et helt andet perspektiv for mig. Og nu kan jeg pludselig fange mig selv på en helt anden måde.

Det er et meget trist digt den måde det udvikler sig på, men så alligevel poetisk kunst du har formet. Man kan mærke hvordan man selv engang var flid og frygtløs og hvordan ens smukke kanter er blevet hamret i og man er blevet formløs og man ikke kan forme sig som man lyster, og det hele bare på et tidspunkt går galt. Om det enten er fordampning, eller et endeligt knæk.
Det giver rigtig meget stof til eftertanke.

Hej Stine, fin fortælling :)
Der er et par småfejl, jeg har tilladt mig at rette. Dem kan du bruge, eller lade være :)

#1 “(...) mens den fjerde havde lagt sig ovenpå i hendes seng. Hvor den ville være i fred efter natten.”
(unødvendigt punktum, indsæt komma i stedet for).

#2 “Der var ingen, der ringede, David kun sidst på måneden.”
(Der var ingen der ringede, kun David sidst på måneden)

Du skriver godt og kan godt lide dine mange detaljerede beskrivelser.
Man bliver helt nysgerrig på Kirsten og sønnens forhold, hvorfor mon han ikke får del i arven?

Glæder mig til at læse videre
/Christina

Kære Emeli
Et stærkt digt! Jeg får voldsomme billeder af hvordan en selv bliver fanget i ens egne følelser..
Og gentagelse med sætningen synes jeg gør følelser stærkere.
Jeg kan virkelig lide beskrivelse: " ...selvet drømmer om livet og dømmer sig til døden
i pendul mellem yderpunkterne lukker jeg øjnene..."
Tak for digtet!
Bedste hilsner
Angeling

Kære Ulla
Da jeg læste de første to afsnit, var jeg ikke sikker, at det var en mand, indtil den tredje afsnit. (Fordi jeg selv er en, der arbejdede med regnskab, tager gerne billeder, når jeg befinder mig i naturen, og bliver fanget af et eller andet som er interessant, derfor er det lidt svært for mig at se med det samme, da det ikke bare andet tydeligere antydning i afsnittet.)
Men første afsnit har givet mig et klar billeder af en som lever et meget rutinepræget liv. Med de daglige dage s vaner han har og et job som han har haft i 20 år. Det kan selvfølgelig også forstås, som at han har et meget stabil indkomst.
Ved afsnit skift, synes jeg, at du har gjort meget godt, med den indledende slutning fra det forrige afsnit.
Følelsen som manden bærer med, er meget genkendelig for mig, det om pludselig at føle sig der mangler noget i livet, som om at det hele, kører i tomgang uden at nå målet, men alligevel man kunne ikke sætte ord og være klar over, hvad der er gal. Hvis det er din hensigt, så synes jeg, at du har gjort det godt. Fordi for mig som læseren mærker jeg tydeligt den irritation som manden muligvis har det.

Slutningen : " maden er jo godt, vi mangler ikke noget, Eller? …" God slutning og efterlader mig med eftertanker.
Tak for en tankevækkende tekst!

Bedste hilsner
Angeling

Wow! Jeg kender selv tankerne og følelserne du beskriver så godt, og du fanger virkelig temaet om at være sin egen værste fjende!

Du skriver ret fint. Kan især godt lide din gentagelse af linjen “gidsel og gidseltager af samme DNA”. :)
/Christina

Rigtig intenst og kraftfuldt digt, virkelig stærke billeder. Godt skrevet!

Vi er født med sjæl følelser, fornuft ånd, og bor i et legeme. Hjernen er en slags computer som sætter det hele sammen. Når vi overvejer noget gør vi det med hjernen med hjælp af de to andre fornuft og følelserne.
Menensker har evigheden i sig fordi vi er født med en ånd, i modsætning til dyreverden, dyr har følelser sjæl. Fordi vi også er åndelig er der en søgen i hvert menneske efter det uendelige.

Ja, du har ret, forstår dig, jeg er jo et bibelmenneske, og lægger værdi på ordets betydning, måske lidt for korrekt af og til. Mvh Inge

Hej Susanne
dine billeder på fornuft og følelse er interessante, får mig til at tænke/mærke efter. Og når jeg nu læste din tekst, tænkte jeg er slå græs en pligt? eller en fornøjelse. du slår græsset og bliver glad (pligten er gjort og det glæder dig) eller du slår græsset (det er en stor fornøjelse at køre rundt i cirkler, dufte alt det grønne mærke/sanse/føle skyer træer og blomster, og det gør dig glad.)
I princippet kunne jeg også bare lægge mig i det høje bløde græs, nyde duftene lydene de drivende skyer og den varme sol, følelserne/sanserne vinder, det er ikke så produktivt/fornuftigt som at slå græs. Men måske er det engang imellem godt at slå fornuften fra for at få græsoplevelsen i ren form. Og måske er det nogen gange nødvendigt at slå følelserne fra og med sin fornuft overskue en "følsom situation". Tak for dine tekster de sætter meget i gang med gode tanker fra Ulla

Er det godt eller skidt at leve i sine drømme? Den tanke har ofte slået mig, men hvis drømmene er gode er det vel ikke skidt eller? Tak for det lille digt!

God lille kort prosa. Nu har jeg læst den et par gange, og jeg kommer til at tænke, at han måske i virkeligheden keder sig i deres ægteskab, - Oveni det er han kontormand og laver regnskaber, - og jeg tænker: Findes der noget der er mere kedeligt end lige netop den slags arbejde ? Alle dage ligner hinanden, der er ingen overraskelser, alting er vane, familieliv og tryghed. Vreden han bliver overmandet af er en forbudt følelse for ham selv, det gør den til et dilemma. - Jeg kan jo forestille mig en mere forfærdelig afslutning, hvor han simpelthen går amok på et eller andet, fordi der ikke sker noget .... Eller også er han bare i lidt dårligt humør en enkelt dag. Jeg håber det sidste.