Kære Dott
Det er en smuk og meget kærlig fortælling om din mors sygdom og afslutning på livet.
Lige nu er min egen mor indlagt på hospitalet, og jeg ved ikke hvor alvorligt det er endnu.
Selvom jeg er over 50 år, så har din historie åbnet for mine tårer, angsten for at miste, og mit indre barn er også kommet frem. Uanset alder, tror jeg det er svært at miste sine forældre.
Din smukke fortælling vil hjælpe mig, hvis det er tid, at min mor skal på toget nu.
Tak for du delte med alle os, der måske er tæt på at miste lige nu.
De bedste hilsener
Annette

Hej!
Det er en virkelig smuk tekst,så rørende, at man skal have lidt papir med, når man læser den. Jeg tror alle på et tidspunkt får den tanke "hvad nu, hvis det var en af mine" og jeg synes, at du med dine erindringer viser, at hvis det nu engang sker - Så kan det godt ske på en god måde. Det er rart at tænke på!
Mange hilsner og tanker fra Stine.

Kære Dott, hvor var det på én gang intimt, smukt og gribende at læse din fortælling om du og din mors sidste tid sammen. Jeg var helt grådkvalt!

Hej Dott.

Der kan jeg kun være enig med dig i!
Dog mener jeg, at man bør have en metode, for at nå dertil.
Zen som ham du omtaler, eller kriya yoga som jeg selv dyrker på 20´ende år.

KH.
M.

Hej, Dott.
Rouletten har bragt din fine tekst ind i min stue. Jeg tror dine tanker vækker genklang hos mange.
Klog mor, du havde ...

Kærlig hilsen

Denne fortælling er utrolig smuk, jeg sad med tårer i øjnene og var meget rørt over den fantastiske tid du og din mor har haft, både i livet og i døden.
Mange varme tanker Maj-Britt

Jeg mener det er en rigtig rigtig dejlig og tankevækkende tekst du har nedfældet der. Jeg tænker selv tit over det. Jeg ved det virker meget stort og lidt for stolt og storsindet, men det mener jeg nu ikke. Jeg er stadig ung, men har i sinde en dag, når muligheden er åben for mig, at rejse til Afrika og være der for de mange mennesker der har brug for hjælp. At det nu lige er Afrika er bare mit meget personlige valg, da jeg har en følelse for den afrikanske kultur og livsudlevelse. Der er mange andre steder og flere måder man kan yde hjælp på, og det behøves ikke være til fattige eller syge mennesker. Men folk spørger mig tit, ''hvilken forskel tror du, at du gør i verden ved det? Tror du at du kan redde verden?''... nej! ganske enkelt ikke.. men et enkelt individ i Afrika, vil måske prise sig selv lykkelig, fordi nogen sendte ham penge til en uddannelse, eller fordi nogen byggede hans skole, eller fordi nogen ganske enkelt kom og holdt om ham og gav ham et bad og noget tøj... forstå at man kun er et menneske i form af det man er for andre. De andre er det værd, ligesom vi er det, men heller ikke mere.

Jeg er ganske enig. Har selv haft disse slags tanker i hovedet meget længe. Hvis ikke man føler sig komplet lykkelig eller stadig har tomhedsfølelsen efter glæde i livet, stiller men forventninger der er uopnåeklige for venner og familie. Jeg gør det, alle gør det er jeg ret sikker på. Men jeg er ganske bevidst om det. Dog må man stille krav. Hvis man vil have en tro kæreste, og ham man har er en utro, skal man ikke sige, ''nå, jeg havde alligevel for store forventninger, jeg må tage ham som han er''! der er grænser, og man må ikke acceptere alt, men hjælpe folk med deres svage sider, ikke prøve bare at _ændre_ dem.
Forventningerne kryber op ad os som spændingen stiger og vi skjuler det ikke. Gang på gang skuffer vi os selv. Det er nutidens forhold til, at folk ikke har tid til at tænke. Tænke over det, og opdage det. Det er bare et enkelt eksempel på, hvorfor vi dog ikke bliver lige så lykkelige, på ligeså primitive måder som de gjorde for 50 eller for den sags skyld 1000 år siden. Vi må tænke, stille krav, men acceptere.

Idéen med at skildre udviklingen af sindstilstandens udvikling som et hus er glimrende, og du gennemfører det fint, men måske skulle der ind imellem være nogle glimt af konkrete hændelser og baggrunden for sindstilstandene, forbindelsen til det virkelige liv. Jeg tror det ville gøre det mere vedkommende og røre en dybere. Venlig hilsen Kåemer

Jamen - det er der jo noget om - men men, er der ikke også visse forventninger, man har ret til at have til andre?
At venner ikke bagtaler en ? At manden bidrager til huslejen ? o.s.v ??
Pia.

Tak for at dele din denne oplevelse med os andre, med mig.
Det er værd at have med som nyt tankespind. Jeg er tvilling i stjernetegn og deraf mester i at spekulere. Ved du godt at man kan blvie syg af at spekulere for meget ? Pudsigt ikke ?
Det vidste du nok godt.

Jeg har lige læst Peters kommentar til dig, og har lyst til at skrive noget "klogt", som f.eks

..skal lige tænke...

...Nå jo "tanker er toldfrie". Den bemærkning har jeg hørt tit, og tænkt "nej de er ikke, specielt ikke når tolderen er en selv. Og da slet ikke hvis de putter en i "fængsel", vel ?"

Nå nok af ord herfra.

Mange søde hilsner
Lulu

Følelser er tit svære at håndtere for omgivelserne,fordi vi danskere og vesteuropærere ikke ønsker at miste kontrollen over situationen....vi skal være efektive og produktive 24.timer i døgnet.Man kan så se "vilde"følelser i udbrud på TV´s reality-shows.men her er følelsen kold foretning.Vi kan udleve vore inderste følelser gennem en flok smarte ,unge og moderigtige idioter,der så bliver guruer og døgnfluer for fremmedgjorte masser!
I den virkelige verden,er der mindst en person,der forstår een.jep!
Men vi burde slukke for TV´et,og være menneske i virkeligheden....hvis vi ville og turde.At agere i den virkelige verden,er at ændre vore liv...alt det pseudo du ser i TV er drøm!

Meget tankevækkende. Sad lige og havde det lidt skidt, det hjælp faktisk lidt at læse dine tanker.
Måske er det netop sådan at vi skal turde mærke vores egnen smerte og angst, før vi kan holde ud at forholde os til andres?
Sådan som jeg ser det, er de programmer du nævner måske netop blevet så populærer, fordi vi andre er blevet dårligere til at stå ved vores sværre følelser - Det synes jeg er lidt trist at tænke på. - Programmerne rører os ja, men gør de også at vi selv går ud og tager fat på de sværre følelser i vores liv? Det ville jo være det bedste, så vi ikke blot er passive iagtttager af andres stærke følelser.
Iøvrigt er der nok god grund til at være forsigtig med de stærke følelser, der er nok af fald grupper. Det er så nemt at blive svigtet, og man kan føle sig så sårbar.
Når man føler sig mest sårbar og elendig tilpas, burde man jo række ud efter andre mennesker, problemet er bare at det kræver tillid, og denne tillid til andre kan godt være ret kræftig svækket hvis man lige er blevet svigtet.
Jeg vil slutte nu, inden det blir en hel roman.
Venlige tanker
Morgendug

Meget tankevækkende. Sad lige og havde det lidt skidt, det hjælp faktisk lidt at læse dine tanker.
Måske er det netop sådan at vi skal turde mærke vores egnen smerte og angst, før vi kan holde ud at forholde os til andres?
Sådan som jeg ser det, er de programmer du nævner måske netop blevet så populærer, fordi vi andre er blevet dårligere til at stå ved vores sværre følelser - Det synes jeg er lidt trist at tænke på. - Programmerne rører os ja, men gør de også at vi selv går ud og tager fat på de sværre følelser i vores liv? Det ville jo være det bedste, så vi ikke blot er passive iagtttager af andres stærke følelser.
Iøvrigt er der nok god grund til at være forsigtig med de stærke følelser, der er nok af fald grupper. Det er så nemt at blive svigtet, og man kan føle sig så sårbar.
Når man føler sig mest sårbar og elendig tilpas, burde man jo række ud efter andre mennesker, problemet er bare at det kræver tillid, og denne tillid til andre kan godt være ret kræftig svækket hvis man lige er blevet svigtet.
Jeg vil slutte nu, inden det blir en hel roman.
Venlige tanker
Morgendug

Kære Dott
Jeg har lige læst din artikel "Når nogen dør" og synes den er utrolig god, velskrevet og tænksom. Noget som alle kan bruge i en svær situation.

Fra Helle der sørger.

Jeg kan kun give dig fuldstændig ret. Vi kan ikke forandre andre, og når det går op for os, får vi det selv meget bedre. Det behøver jo ikke være en fejl ved den anden, at han/hun er anderledes. Er et menneske så langt fra ens egen forstilling om,hvad der er ret og rimeligt, at man slet ikke kan holde det ud, ja så må man droppe vedkommende
Kærlig hilsen Birte

Jeg er meget imponeret!

Det har væeret en fornøjelse at læse "Mit mentale hus" - sikke et fantastisk billedsprog!

vh ann-vibeke

Kære Dott,
Jeg har netop mistet min mor den 18.01.02.
Det skete meget pludseligt. Indlagt onsdag - død fredag morgen.
Vi har lige fået at vide at hun døde af kræft, som hun havde i hele kroppen.
Da jeg læste din historie, blev jeg misundelig over at du fik så god en sidste tid med din mor, men da jeg læste videre, må jeg indrømme, at det må have været frygteligt at se sin mor sygne hen på den måde.
Jeg ved godt nok ikke hvad der er bedst???

Kære Dott.

Jeg har ikke ord, som er gode nok. Ikke andet end:

Tak

Mange kærlige hilsner og tanker
Helle

Kære forfatter.

Dette er simpelthen noget af det smukkeste og varmeste jeg har læst.
Tak for en dejlig beskrivelse om livets endelige, og hvordan vi kan støtte hinanden.

Varme tanker

Anette

Nu du siger det, så har du jo evigt ganske ret. Forventninger styrer ens skuffelse eller glæde. Hvor er det..... forbavsende..?

Jeg har lært noget lignende om situationen når man hilser 'Goddag'. Prøv at bemærke hvor mange der virkelig er til stede de få sekunder det tager og ser på dig og giver rum for udveksling af ord eller tanker. Desværre er mange allerede igang med at se på den næste i rækken mens de rutinemæssigt ryster hånden på dig, uden nogen form for nærhed.
Vær derfor nærværende og SE på den du hilser på !

Meget god betragtning - jeg tror det kaldes LIVSERFARING.

Hej Dott!
Jeg har lige laest om dit hus og din mor, og er nu paa vej til det naeste du har skrevet. Jeg maa indrömme, at jeg sad og snöftede laenge over din beretning om din mor og det fik mig fluks til at skrive til min egen mor, som jeg desvaerre kun ser et par gange om aaret (jeg bor i Spanien). Mange tak fordi du har beriget mit liv.
Et stort knus herfra
Dot (ja, mine venner kalder mig ogsaa Dot!)