Digtet, du har skrevet, reflekterer over 23 år, der er gået siden en oplevelse, der var både det bedste og det værste i dit liv. Det rummer temaer som overlevelse, angst, og tidens evne til at udviske smertefulde minder. Her anerkender du også din egen modstandskraft, da angsten, som beskrives som "altædende", ikke har fået overtaget, og du står stadig stærk trods tidligere fejltagelser.

Med linjen om, at "23 år må have udvisket 21 dage", antydes det, at de svære oplevelser, som varede i 21 dage, ikke længere har samme magt over dig som tidligere. Det er en kraftfuld påmindelse om, hvordan tid kan fungere som en helbredende faktor, selv når man føler sig knust eller ødelagt på et tidspunkt i livet.

Digtet handler i høj grad om accept, modstandskraft og bevægelse fremad på trods af livets udfordringer.

Smukt og dybt. Jeg har læst digtet 8-10 gange, og jeg mærker hvordan det resonerer i mig. Jeg er nysgerrig. Nysgerrig på, hvad der skete i de 21 dage - og samtidig ønsker jeg ikke at vide det. Ret fedt at mærke, faktisk.

Jeg har aldrig sagt farvel men til vi ses igen.
Fordi det er det jeg tror sker igen og igen.
Indtil vi lærer hvad vi skal og ikke vender tilbage til denne Verden igen.

D

Hej Ida :)
Ja, ensomheden er en tro følgesvend også selvom man ikke nødvendigvis er blevet valgt fra?
Jeg nød dog at læse dit digt.

D

Hej Ida.
Jeg tror i grunden, at ensomheden altid har fulgt os alle, og du mangler ikke et stof, du er jo bare dig. Jeg kan også være indadvendt, måske virke lidt utilnærmelig for andre og gå ind i min egen verden, - måske inderst inde i en angst for at miste noget man ikke tør gøre forsøg på at opnå. Så bliver man passiv og opgiver alt for let.
Vi er alle hver vores egen. Individuelle og forskellige, sådan er vi skabt. Måske er der også nogle dage, hvor humøret er bedre, så sætter man sig ud over ordet ensomhed og oplevet ting, man ikke havde forventet. Men jeg kender godt følelsen og kan sagtens relatere til dit digt.

Stærkt og relaterbart.
Tak for at dele

Hej Ida
Ensomheden er en sær størrelse, og jeg tror at mange introverte mennesker kæmper med ensomheden netop fordi de ikke er ekstroverte. Jeg tror ikke det er noget man selv er herre over, men noget som bare er der fra starten af livet. Det er sådan man bare er. Det betyder naturlig vis ikke at man ikke kan få venner - bare mindre af dem tror jeg.
Tak for tanker om et interssant emne.
Kh David

Flot digt som beskriver en skillevej. Skal man lade sig rive med til stormfulde højder, eller blive tæt på jorden i en lille lækrog, hvor trygheden og det kendte kan være en støtte?
Min bedstefar sagde altid: "Så længe man bevarer sin sunde fornuft, så kan det ikke gå helt galt."

Mvh.
Lejsy Storm

Hej Ida :)

"og jeg glemmer
at jeg ønskede en forandring
falder til ro i det kendte
lader vinder vandre
hvor den vil."

At falde til ro i det kendte og lade elendighedens vinde blæse hvor de vil?
Tak for disse vers der er et lille pragtstykke i sig selv.

D

Hej Ida.
Det er en fin begyndelse og et smukt lille digt, hvor man næsten kan høre bladene pusle i græsset, mens nogle fugle letter. Et stille digt hvor du bruger ordet "vandre" om vinden, den har ikke så travlt, og det blæser ikke så meget, men den er der. En drøm om forandring du skal følge, eller falde til ro i det kendte, men det er et valg.

Kan fuldstændig nikke genkendende til den følelse du beskriver om miste . Virkelig smuk måde skrevet på .


Anne

Flot digt. Du har gode bogstavrim og rigtig godt flow i ordene. De passer godt sammen og gør læsningen en fornøjelse.
Hører sangen "hello darkness my old friend" i baggrunden i slutningen. Men det er alligevel ikke den konklusion jeg sidder med tilbage. Den finder jeg længere oppe. Som om digtet slutter med "det er jo ikke det du vil". Kreativt.

Ryan