Hvor hjerteløse kan folk dog være?

Men tænk på, at den omsorg, I har givet Kristina, vil hun være i stand til at give videre til sine egne børn en dag.

De forældre fortjener ikke Kristina.

Ja hold da op, hvor ramte den historie bare plet. Jeg er målløs.

Meget velskrevet novelle/livshistorie. Samlet som en novelle, men jeg kan desværre forstå, at det er sandt, hvad der er skrevet.

Det er en utrolig barsk historie, du lægger frem og jeg forstår dine bevæggrunde for at skrive som du gør, samtidig med at jeg forstår at du handlede som du gjorde dengang.

Du skriver ganske flydende og usentimentalt om en meget trist og sørgelig skæbne. Man kan kun håbe at pigen (mirakuløst) er kommet videre. Barsk læsning...

Mange venlige hilsner

Mikala

Det fik da lige mig til at revidere min holdning til fængsler...

Hej Inger!
Flot historie, du der meget detaljeret fortæller, og med et indhold jeg kan nikke genkendende til. Ikke af egen erfaring, men min salig far var anbragt i Horserød under krigen.
Han fortalte kun lidt om den tid, men den smule han fortalte beskrev ret nøjagtig de samme manglende menneskelige personalekvaliteter, som du gør i din historie.
Lad nu ikke den historie få dine sko til at klemme.

Med venlig hilsen
Kattegat

Hej Inger. En tekst som sætter mange tanker i gang. Godt at du har valgt at beskrive dét ... at være talskvinde ... for de, som ikke kan få deres budskaber ud! Man 'tror' at vi i DK har et godt system ... men Lottes historie viser noget helt andet!

Jeg faldt over din histiorie ved at søge om blodprop i hjertet. jeg har selv oplevet dette og kan nikke meget genkende til din beretning om at skulle være alene. kan huske jeg skulle til røngten en aften kl.23 sammen med mig var en ældre mand der lå i en seng og havde en sygeplejeske med og hun gik med ind i rummet sammen med ham. og pludselig stod jeg i et mega rum helt alene og brugte en del energi på at overbevise mig selv om at når jeg faldt om kunne de høre mine råb om hjælp. der gik nogle måneder før jeg helt slap af med disse tanker når jeg var alene. jeg husker også da ham jeg lå på stue med skulle hjem 2 dage før mig. det skal lige siges at vi bare svingede rigtig godt sammen. gud hvor følte jeg mig alene og svigtet. Rigtig godt skrevet håber du stadigvæk har det godt. kæmper selv med en stigende udmatelse og træthed

Hej Inger..Hvor er det rart at se at nogen har mod til publicere en brutalt historie som denne..Det er noget vi oplever mere og mere. Jeg bakker ikke mord op men set fra et andet vinkel- gad vide hvor meget disse kvinder må lide rent psykisk og fysisk siden handlinger som mord finder sted.

Konkulsionen kunne gøres bedre føler jeg. Historien ender pludselig:-)

Vær hilset Inger.
ARGH! Grum historie, som jeg undrer mig over, at jeg ikke tidligere har set, læst og kommenteret. Jeg troede ellers, at jeg havde et rimeligt indblik i, hvad der foregår i de danske fængsler, men en historie som Lottes, har jeg godt nok aldrig hørt. Er dog bange for, at det ikke skyldes, at hun er et enkeltstående tilfælde.
Og SÅ er det vist på høje tid at få læst din bog.
Mvh
Eddie

Hej Inger. Min første indskydelse er: JA, den historie bør ud til offentligheden! Magen til ligegyldighed med menenskers helbred, tror de fleste af os jo vi skal lede længe efter her i landet.
godt du har skrevet en bog om det.
Jeg vil ikke skrive en masse om sprog, tekstopbygning o. lign. Du kommer igennem med beretningen og det er det vigtige.

Pia

Hej! Jeg har præcis den samme mening om Horserød, som du beskriver. Min søn er p.t. indsat, og han er meget syg, og jeg er med god begrundelse meget bekymret for ham. Godt skrevet, få det sendt til nogle politikere, så de kan se at der er noget galt. Med venlig hilsen Ulla

Hej Inger. Tak for en åbenhjertig skildring af dit ophold i Statsfængslet Horserød. Jeg kan, uden problemer, sætte mig ind i din situation og leve mig ind i den svære hverdag du har haft der. Jeg har selv siddet i horserød i 90 dage, på afdeling 8. Trist at din oplevelse med fængselsbetjentene og selve fængslet, mere var som SS-officerer i Sachenhausen. Det var ikke min oplevelse. Jeg genkender trangen hos de ansatte, til at besværligøre ens forhold til verden udenfor, og spænde ben for de bestræbelser man gør sig for at få opnå nogle af ens rettigheder. Det lykkedes mig at få frigang den sidste måned jeg var indsat, men det var meget besværligt og Smilende Sussie, som du sikkert også kender, var bestemt ikke meget for det. Jeg fik dog i løbet af opholdet gode forhold til mange af de ansatte, måske navnlig de kvindelige. Men jeg husker også nogle af dem, som uhyre spidsfindige, smålige og som stod stejlt på ligegyldige småting. Der finder utvivlsomt meget magtmisbrug sted i de danske fængsler, og mange af betjentene er mindst lige så afstumpede som dem de efter sigende skal være eksempler for. Horserød var mit hjem fra august til november i 1995. I hvilken afdeling sad du? og hvornår? Skriv endelig... Jonas Qvistmose

Hej Inger.

Den er en fin tekst, du her har begået. Den rammer, fordi du skriver ærligt og får alle detaljerne med. Den burde egentlig bringes som artikel i en avis - eller et ugeblad - jeg tror, mange kunne have glæde af at læse den.

Det er især måden, du afrunder din tekst på, der betager mig. Det er rigtig fint, at du fortæller om din søn, og hvordan han forventede, at du skulle have lært noget af din straf - en ting, der jo indprentes i alle børn: Gør du noget forkert, har det konsekvenser i form af en straf. Yderligere trist bliver det så af, at du egentlig ikke havde gjort noget galt og derfor ikke burde have været straffet!

Eneste ting, der ærgrede mig undervejs, var grammatikken, der gjorde, at jeg nogle steder kløjedes i en sætning og måtte starte forfra - men det var nu bare en bagatel!

Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg har læst noget fra din hånd!


Med hilsner og mange tak for interessant læsning, Line

En frygtelig skæbnehistorie du fortæller der. Det gør ondt helt ind i marven, når jeg tænker på, hvad Lotte har været igennem, stakkels hende.

Hvor ville jeg ønske, at min bror også kan komme videre og lære at leve med, at risikoen er der. For det er den jo på en måde for os alle.
Knus Bitten

Endnu en god fortælling fra din hånd. Selvom jeg heldigvis aldrig har prøvet det selv, kan jeg sagtens følge din angst for at blive udskrevet. Panikken!
"Hvis lægerne ikke er der, sker der garanteret noget". Det må være frygteligt.

venligst lotuspigen aka sanne

Det er en formidabel indsats du har gjort, og hvis i vil fortsætte med det, så spørg forældrene om ikke hun må komme på "ferie" i ex.vis 14 dage, så henter de hende måske ikke igen, og så har i mulighed for at få plejetilladelse (med betaling), hvis I ansøger om det. Det kan være løsningen for et barn, der måske ikke vil kunne fungerer effektivt i fremtiden. Men have det bedre hos jer. Ikke nødvendigvis adoption, men plejetilladelse ville være bedre - måske.
Held og lykke, et dejligt barn må man aldrig overlade til andre, men i stedet kæmpe for det, også selv om det ikke er ens eget. For det kan barnet jo slet ikke gøre for. Hun vil jo bare have et dejligt liv, og det fik hun hos jer. Så prøv igen. Forældrene vil garanteret ikke acceptere at de skal "miste" et barn de har født, selvom de ikke kan opfylde de bedste betingelser for barnet, så prøv med plejetilladelse - og så vil I nok have hende i lang tid. Måske vil forældrene formentligt føle en lettelse, at deres ansvar går over på en anden familie`, når de ikke kan opfylde hendes behov, som I gør, og ikke svigter barnet. Det har hun garanteret brug for. Rigtig held og lykke.
med venlig hilsen
C.Larsen

Jeg kan ikke lige få det til at passe med at du den 12.7.04 skriver din beretning, og skriver du er 50 år!

Det næste indlæg er også fra 12.7.04, men der skriver du at du er 52 år.

Hvad er rigtigt - hvilket fødselsår er du født i??

Igen en stærk historie. Men du har ikke svigtet. Du har tværtimod taget dig af et barn i nogle måneder.
Det er børnehaven og det offentlige der har svigtet - ikke du.

Venligst lotuspigen

Hej Inger. Hvad kan man sige? Åse fik fred og nu kan hendes mor plages i mange år over sin manglende omsorg. Forhåbentligt rigtig mange år.
Jeg forstår til fulde, at du ikke kunne trøste.
Venligst
lotuspigen

Det var en meget rørende historie - og ligeså trist. Det er så svært at høre om børn der svigtes. Børn er sårbare som ingen andre og fuldstændig prisgivet deres forældre. Jeg forstår godt dine følelser - det er altid svært at se tilbage og føle at man måske skulle have gjort det anderledes.Men husk at du gjorde dit bedste på det tidspunkt. Og at du faktisk har været med til at give denne pige et lille glimt af hvad en familie også kan være, selv om du ikke fik lov til at beholde hende så længe .

det er en god artikel du har skrevet den kan jeg kikke genkendene til nu sider jeg i jyderup som er et åben fængsel skulde det være men her er kommet så mange nye fængsel betjente fra horserød og vester så her er kommet andre boller på suppen det er begyndt at ligne horserød fængsel så tiden bliver lang og besværlig feksempel i dag var der en forside artikel på ekstrabladet om fængsels betjente det bevirked at den ikke måtte udleveres til de indsatte igen bliver de indsattes ytringsfrihed stoppet

Det er utrolig sjældent jeg får tårer i øjnene over en tekst, det er meget nemmere med film, for der ser du alting og hører sørgeligt musik i bagggrunden og den slags ting. Men da jeg læste dette var en film startet i mit hoved og jeg kunne forestille mig Kristine og hvordan du må have haft det. Det er kun EN forfatter der har kunnet give mig tårer i øjnene før, og hun er utrolig dygtig og det må du også være, for du rammer mig.
Desværre er dette ikke det værste jeg har hørt om børnesvigt.....

Jeg forstår dig godt, men du vidste jo godt at hun hørte til et andet sted.. Og du holdt så meget af hende at du ikke ville kunne bærer at miste hende.. Selvom det rent faktisk var det du gjorde.. Sådanne mennesker burde slet ikke at have børn.. Som om det bare var et stykke legetøj, de kunne tage batterierne ud af, når de ikke mere gider at lege.. Jeg forstår det virkelig ikke.. Men jeg ved at et menneske som dig, har gjort det du troede var det rigtigste for Kristina.. Det må du ikke bebrejde dig selv..
Fat mod...