Jeg mødte Kristina og hendes mor på gaden. Jeg havde ikke set nogen af dem de sidste 15 år, men jeg havde ofte tænkt på Kristina.
Jeg kunne med det samme se, at Kristina ikke havde fået det liv, som jeg havde ønsket for hende, da jeg 15 år tidligere, med sorg i hjertet, afleverede hende til hendes forældre.
Både Kristina og hendes mor, var udfordrende klædt og stærkt sminket. De så begge trætte, brugte og usunde ud. Ingen af dem så mig direkte i øjnene, den korte tid vi talte sammen.
Mit hjerte græd for Kristina, da jeg forlod dem.
Første gang jeg så Kristina var hun kun en lille baby.
Kristinas far, Peter, kom ind i mellem i vores skrotfirma, og det var mit indtryk, at han supplerede sin bistandshjælp, ved at indsamle og sælge metal. Peters kone ,Gitte, kørte ofte med ham i lastbilen, og derfor kendte vi også lidt til hende.
Da Kristina blev født, prøvede Gitte at få rengøringsjob, så hun kunne tjene lidt ekstra, og samtidig have sit barn med på arbejde.
På et tidspunkt stoppede vores rengøringshjælp, da hun ville starte på en uddannelse, og da jeg havde et stort hus, tre børn og et omfattende regnskab at passe, annoncerede jeg efter hjælp.
Gitte så min annonce og ringede og spurgte om jeg kunne bruge hende, selv om hun havde sit barn med. Vi blev enige om at prøve.
Jeg havde planlagt at lukke mig inde på kontoret, og få ordnet det regnskab som hastede, når Gitte var kommet godt i gang. Det gik bare ikke som planlagt, for Gitte lagde Kristina på et tæppe på gulvet i stuen, med en flaske hun selv skulle ligge og drikke.
Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om regnskaberne, når jeg viste at den lille pige, lå helt alene med sin flaske, uden en chance for at Gitte kunne høre hende, når hun gjorde rent på første sal.
Så det endte med at jeg sad med hende i sofaen, mens hun spiste, fik hende til at bøvse og skiftede hende, inden jeg lagde hende til at sove. Det var også mig der så til hende, mens hun sov, for hendes mor gjorde det ikke.
Det endte selvfølgelig med, at jeg agerede barnepige, hver gang Gitte kom og gjorde rent - så efter en måneds tid tog jeg mig sammen og sagde Gitte op. Det var lidt svært, for hun havde jo aldrig bedt mig være barnepige, mens hun arbejdede. Og med hensyn til rengøringen, var der faktisk ikke meget at klage over. Jeg kunne bare ikke klare mere.
De næste dage, tænkte jeg meget på den lille pige, der nok ville komme til at ligge og græde et andet sted.
Via Peter fulgte vi stadig lidt med i Kristinas liv. Da hun var tre år fik hun en lillesøster, men det gjorde ikke Peter og Gittes ægteskab bedre.
Peter havde altid drukket en del, og ikke nok med at Gittes drikkeri var taget til, men hun gik også åbenlyst i byen med andre mænd.
En dag kom Peter glædestrålende og fortalte, at Gitte var gravid igen og en skanning havde vist, at de ventede en søn. Peters øjne strålede, når han fortalte om drengen de ventede - sine piger nævnede han sjældent.
I løbet af Gittes graviditet, så vi en del til Peter. Det virkede som om, at bare tanken om, at han snart ville blive far til en dreng, havde gjort ham mere ihærdig, hvad arbejde angik.
Han beklagede sig over, at de ikke havde pasningsmulighed til Kristina, når Gitte skulle føde.
- Heidi havde Gittes mor lovet at passe, men hun ville ikke have to børn.
- Vi kan vel godt have hende den korte tid? spurgte min mand mig, en dag da Peter igen havde beklaget sig.
Jeg syntes, at jeg havde rigeligt at tage mig af, med børn, forretning og et stort hus, men da jeg viste at Kristina havde en børnehaveplads, og det kun var højest en uge vi skulle passe hende, sagde jeg ja.
De gange jeg havde set Kristina, havde hun virket nem, og hun var efterhånden blevet 5 år.
Allerede næste aften kom Gitte og Peter og ringede på. De havde Kristina med. Der var mindst en måned til Gitte skulle føde, og jeg syntes det var betænksomt af dem, at lade Kristina besøge os inden vi skulle passe hende. Men der tog jeg fejl.
Kristina viste mig glad sin lille taske og sagde, jeg skal bo hos jer og her er mit tøj!
- Ja, vi har vist regnet forkert, med hensyn til hvornår jeg skal føde, sagde Gitte lidt undskyldende.
- Jamen kom dog ind og få kaffe, tilbød jeg lettere overrumplet.
- Desværre, svarede Peter, vi har en del at ordne.
Jeg havde lyst til at sige en hel masse hurtig efter hinanden, men af hensyn til Kristina tav jeg. Kristina selv, tog det hele med ophøjet ro.
Da hendes forældre var ude af døren, blev hun hurtig opslugt af at lege med min yngste søn og hans biler.
Da Kristina skulle i seng, kunne jeg se at hende garderobe var meget mangelfuld, og at tøj var grumset i farven og fyldt med pletter.
Kristina var en yndig pige, og hun skulle have noget nyt tøj, så hun var lige så ordentlig klædt som mine egne børn.
Da vi kom hjem fra indkøb, blev Kristina badet, klædt på og fik håret sat op i rottehaler, med røde sløjfer.
Hun dansede stolt rundt i huset, og stansede flere gange ved vores store spejl.
Min mand og jeg havde været lidt bekymrede over, hvordan Kristina ville tage det, at blive placeret ved nogle helt fremmede mennesker, men hun virkede utrolig upåvirket af situationen.
Det virkede som om, at hendes største bekymring var, at vi skulle forsvinde igen. For bedst som hun var i gang med at lege, kom hun løbende og sagde: "Jeg skulle bare lige se hvor I var " - før hun forsvandt tilbage til legetøjet.
Da vi fulgte hende til børnehaven mandag morgen, pegede hun stolt på min søn og mig, og sagde:
- Jeg bor altså hos dem nu!
Jeg snakkede lidt med pædagogerne i børnehaven, og da jeg skulle gå, spurgte Kristina, mens hun gav mig et knus, om det nu var helt sikkert at det var mig der hentede hende.
Dette gentog sig de næste dage, men efterhånden blev Kristina tryg og sikker på, at hun nu boede hos os.
Pædagogerne i børnehaven forsøgte at udfritte mig, om Kristinas forældre, og sagde, at de aldrig før havde set hende så ren og pæn og hun havde heller aldrig før haft så ordentlig en madpakke med.
Jeg svarede kun med nogle intetsigende bemærkninger, for jeg ville ikke pumpes for oplysninger.
Der gik en måneds tid, hvor vi intet hørte fra Gitte og Peter, og en dag fortalte de i børnehaven, at Kristina havde fået en lillebror - til den fastsatte termin.
I løbet af de næste to måneder hørte vi stadig intet fra Gitte og Peter, heller ikke i firmaet så de noget til Peter. Hvordan kunne nogen mennesker svigte sit barn på den måde?
Vores egne børn betragtede efterhånden Kristina som en lillesøster og hun var også meget glad for dem. Især vores søn, som på det tidspunkt var ni år, var glad for at have en at lege med - for vores egne piger var næsten voksne begge to.
Min mand kendte mig så godt og viste at jo længere tid der gik, jo svære ville jeg have ved at slippe Kristina, så han forsøgte at ringe til Peter, men telefonen blev aldrig taget. Det viste sig senere at telefonen var lukket på grund af manglende betaling.
Han opsøgte dem også flere gange på adressen, men der blev aldrig lukket op.
Endelig en dag, dukkede Peter om med nogle varer, han ville sælge - og min mand ønskede tillykke med sønnen. Peter nævnede intet om Kristina, så min mand måtte selv bringe det på bane.
Og så sagde Peter bare: "Nå ja, Kristina, hende må vi da også se at få hentet."
Jeg var målløs, da min mand fortalte det. Og endnu mere målløs blev jeg, da de stadig ikke dukkede op for at hente deres barn.
Tre uger efter, kom Peter igen ind i forretningen, men han omtalte slet ikke Kristina. Og da det viste sig, at min mand heller ikke havde nævnt hende, blev jeg klar over, at han havde knyttet sig lige så meget til den lille pige, som mig, og heller ikke ret gerne ville af med hende igen.
Halvanden måned senere boede Kristina stadig hos os. Hun havde efterhånden været hos os i mere end fem måneder, og det sled på mig, at vide, at pigen ikke var min, og at hendes forældre pludselig kunne komme og hente hende.
Nu måtte vi have en ende på det - så jeg bad min mand om at tale med store bogstaver til Peter, næste gang han viste sig i forretningen.
- Nu skal jeg sige dig noget, Peter. Enten henter I Kristina omgående, eller også giver I tilladelse til, at vi kan adoptere hende! Sagde min mand, da Peter igen kom ind i vores forretning. - Min kone kan ikke længere holde til presset!
- Så henter vi hende i aften, svarede Peter.
Det blev dog ikke den sammen aften, de hentede hende, men aftenen efter.
De havde den nye lillebror med, som Kristina aldrig havde set, og selvfølgelig var hun interesseret i ham. Forældrene, derimod, virkede hun helt ligeglad med.
Da hun fik at vide, at hun skulle med dem hjem, begyndte hun at græde.
- Hvorfor skal jeg det? hulkede hun, men hun klyngede sig til mig - Kan du ikke lide mig mere?
- Jeg kan lide dig lige så meget som før, svarede jeg, og jeg selv var tæt på at græde - Men nu skal du med din far og mor hjem og hygge dig med Heidi og din nye lille bror.
Ordet hygge voksede i min mund, og jeg kunne selv hører hvor falsk det lød. Hygge var vist ikke det, der var mest af i Kristinas hjem.
Kristina og jeg, gik op og pakkede hende tøj, og mens vi snakkede, faldt hun lidt til ro.
Da vi kom ned med tasken, sagde Kristina - Se mor, jeg har fået nyt tøj og en ny dukke.
- Nå, har du det, sagde Gitte uinteresseret, og så slet ikke på Kristina.
Jeg kunne have slået hende - hun havde ikke set sit barn i flere måneder, og ikke engang et knus, havde hun givet Kristina.
Da de var kørt, satte jeg mig ned og græd.
- Vi skulle have ladet som ingen ting, så havde hun været her endnu. De var måske aldrig kommet efter hende.
På et eller andet tidspunkt, var de jo kommet - og jo længere tid, jo værre for både hende og os, sagde min mand.
De næste måneder blev meget svære. Både børnene og vi mærkede savnet af Kristina.
Gitte og Peter havde lovet at sørge for, at vi kunne holde kontakten med deres datter, men de gjorde faktisk det modsatte.
Vi hørte dog lidt fra andre. Familien levede af bistandshjælp, de voksne drak, og Kristinas mor rendt med andre mænd - og det gav en del problemer, som politiet ofte må komme og tage sig af.
På et tidspunkt flyttede Gitte på krisecenter med børnene. Kommunen var også indblandet, og alligevel blev børnene i hjemmet.
Så døde Peter. Han tog livet af sig med piller og sprut, fordi Gitte flyttede sammen med en anden mand.
Efter hans død, hørte vi ikke mere til hverken Kristina eller familien - ikke før jeg forleden mødte dem på gaden.
Jeg vil aldrig glemme hende og jeg vil aldrig glemme hvordan hun er blevet som voksen. Hendes forældre svigtede hende groft, men det føler jeg også, at jeg gjorde.
Jeg svigtede ved ikke at blande mig mere, og det gør mig stadig ked af det. For jeg ved, at jeg kunne have givet hende et bedre liv.