4Lotte
Første gang jeg mødte Lotte, var dagen efter min ankomst til fæng... [...]
Blandede tekster
18 år siden
17Jeg svigtede et barn
Jeg mødte Kristina og hendes mor på gaden. Jeg havde ikke set nog... [...]
Livshistorier
19 år siden
3Min kusine Åse
Der var koldt og bart på hospitalsstuen. I sengen lå min kusine Å... [...]
Livshistorier
19 år siden
6Den dag, hvor intet mere blev som før
Det var d. 15. oktober 1997 kl. 8.25, og det var en af den slags ... [...]
Livshistorier
20 år siden
5Tvangsægteskabet udløste en katastrofe
Tilfældigheder gjorde at jeg lærte Nana at kende. Hun gik i skole... [...]
Essays
20 år siden
14Fængslets mure er tykke og kolde!
Hele mit liv havde jeg troet på at Danmark var et velfungerende l... [...]
Livshistorier
20 år siden
7Jeg fik en blodprop i hjertet!
Det er snart fire år siden, at jeg havde en blodprop i hjertet. J... [...]
Livshistorier
20 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Inger Olsen (f. 1949)
Det var d. 15. oktober 1997 kl. 8.25, og det var en af den slags ulykker, hvor avisen skriver: Der skete kun materielle skader.

Børnene havde efterårsferie, og jeg skulle passe mine to børnebørn, mens min datter var på arbejde.
   Min yngste søn er kun et par år ældre end mit ældste barnebarn, så de to fandt hurtig på noget at lave sammen.
   Min datter skulle kører på arbejde, og da jeg skulle aflevere nogle varer til min forretning, tog vi det yngste barnebarn med og gik ud til bilerne.
   Min datter satte Sofie ind på bagsædet i min bil og vi kørte hjemmefra.
   Planen var at jeg kun skulle være hjemmefra i 15 minutter, så de to på 9 og 11 år kunne sagtens være alene den korte tid.
   Vi kørte ned mod lyskrydset, min datter kørte lige bag mig, og da jeg langsomt nærmede mig krydset, skiftede det til grønt, så jeg fortsatte ud i krydset.

Der lød et brag og det gav et bump i bilen.
   Pludselig ændredes min kørselsretning, jeg kunne se, at hvis bare jeg holdt fast i rattet ville bilen køre mellem lysreguleringsstanderen og vejskiltene, derinde var der en hæk den ville nok ikke slå så hårdt.
   Jeg hørte sidespejlene blive revet af og døre og skærme blive mast.
   Jeg pløjede 3-4 m hæk op, og ramte derefter en lygtepæl med fronten.
   Så stod bilen stille, først da tænkte jeg:
   "Hvad var det der ramte mig."

Jeg ville ud af bilen. Jeg prøvede at åbne døren i førersiden, men den ville ikke gå op, fordi jeg var landet med siden op af et træ.
   Der var ved at gå panik i mig, fordi jeg ikke kunne komme ud.
   Jeg havde fuldstændig glemt at jeg havde mit barnebarn på bagsædet. (Hun kom heldigvis intet til, og har ikke haft mén af oplevelsen).
   Den modsatte dør blev revet op af min datter, som helt forvirret spurgte om vi er kommet noget til.
   Min datter tog Sofie ud af bilen.
   Jeg kravlede over sædet og ud af bilen, jeg var chokeret, men fejlede ellers ikke noget.
   Bilen var skadet hele vejen rundt, kun taget der var helt.

Det tog lidt tid med politiet, afhøring af vidner, modparten og mig. Modparten erkendte heldigvis med det samme, at han var kørt over for rødt lys.
   Min datter sørgede for at aflevere de varer jeg havde i bagagerummet, og kørte derefter hjem til børnene.
   Politiet ville have mig på skadestuen, men jeg følte ikke at jeg fejlede noget.
   Politiet kørte mig hjem og de bad mig kontakte hospitalet, hvis jeg fik nogle gener efter uheldet.
   Da jeg havde været hjemme en times tid, følte jeg lige pludselig, som om min tunge blev dobbelt så stor og jeg havde besvær med vejrtrækningen.
   Jeg tænkte, at det nok var fordi jeg havde fået et chok, så jeg tog en plastpose, gik ud på terrassen og satte mig i en havestol.
   Jeg trak vejret langsomt i posen et par gange, og fik derved mere ilt i blodet, så jeg fik det hurtigt bedre.
   Senere på aftenen fik jeg voldsomme smerter i nakken og skuldrene, og mit hoved var ved at sprænges af smerter.
   Jeg måtte kontakte sygehuset, hvor jeg blev fotograferet på kryds og tværs.
   Mine skuldre sad efterhånden helt op om øerne, og jeg kunne ikke holde hovedet. Det var en piskesmæld - skade, sagde de på hospitalet. De gav mig en krage på, og nogle smertestillende piller.

De næste 3-4 uger var et helvede af smerter, jeg kunne ikke rører mig, uden at jeg var ved at skrige højt.
   Jeg havde besvær med at formulere mig, kunne ikke huske ordene, pludselig, midt i en sætning kunne jeg sige et helt skørt ord og jeg kunne selv høre hvor vanvittig det lød. Jeg kunne ikke gå, stå, sidde eller ligge. Jeg var træt hele dagen, fordi jeg kun sov ti minutter af gangen.
   Jeg plagede livet af min læge i den periode og han henviste mig til en fysioterapeut.
   Fysioterapeuten kunne næsten ikke røre ved mig, jeg græd af smerter, blev dårlig, skulle kaste op, blev svimmel og rystede over hele kroppen.
   Jeg havde anmeldt skaden til modpartens forsikringsselskab, hvilket gjorde, at jeg udover at få behandlingen ved fysioterapeuten betalt, også fik erstatning for svie og smerte.

Efterhånden klarede jeg behandlingen bedre og bedre, og kunne også mærke at den hjalp mig.
   Min voldsomme angst, for at skulle ud mellem andre mennesker, og i særdeleshed for at færdes i trafikken, ville vel også snart forsvinde, håbede jeg.
   Men jeg skulle blive klogere, for det var først nu mine trængsler skulle til at begynde.
   Lige efter ulykken kan man godt acceptere at det gør ondt og at man ikke har det så godt. Men det var ikke til at holde ud at leve af smertestillende medicin, der blev stærkere for hver gang, jeg klagede min nød til min læge, og pillerne tog kun toppen af smerterne.
   Jeg havde konstant hovedpine, smerter i nakken, jeg var svimmel, kunne ikke holde balancen, det susede konstant for mine ører og jeg kunne få de frygteligste anfald af kvalme.
   Jeg havde ikke den fulde kraft, i min venstre arm og ben, min ryg gjorde konstant ondt med smerter ned i benene.
   Min angst gjorde at jeg helst ville være inden døre, helt for mig selv.
   Jeg var stadig voldsom angst for at færdes i trafikken, jeg syntes alle biler sigtede lige mod mig. Hver gang jeg skulle passere det sted hvor ulykken skete, blev jeg meget voldsom angst, og fik kvalme. Jeg var vist til stor gene, for de andre trafikanter. Det var svært at undgå det sted, da det var tæt på min bopæl, og i starten, kørte jeg store omveje, for at undgå lige netop det sted.
   Jeg kunne ikke være sammen med mine børn og børnebørn ret længe af gangen, uroen og støjen gør mig helt forvirret i hovedet. Dagligdags ting kunne være lige så uoverskuelig, som at bestige et bjerg.
   Fra det øjeblik bilen ramte mig, var mit liv blevet vendt på hovedet.

Da der var gået 3 mdr. efter ulykken fik jeg brev fra modpartens forsikringsselskab, der skrev at de nu betragtede min skade som stationær, og derfor ville de ikke udbetale mere for svie og smerte.
   Jeg blev helt slået ud, jeg regnede da stadig med at det ville blive bedre.
   Jeg kunne ikke forestille mig at jeg skulle leve resten af mine dage med de frygtelige smerter. Jeg kontaktede forsikringsselskabet og blev derved klar over, at det handlede om hvilket forsikringsselskab der skulle betale, modpartens eller min egen arbejdsskadeforsikring, og ikke så meget om, om jeg kunne få det bedre.
   Jeg håber jo stadig på, at vågne op en dag og alt ville være som før ulykken.

4½ måned efter ulykken blev jeg henvist til en neurolog, da jeg stadig led af føleforstyrelser.
   Jeg kunne ikke føle noget på huden, i mit ansigt og på halsen. Undersøgelsen viste heldigvis, at mit centralnervesystem ikke var beskadiget.

Efter 5 måneder, mente min læge at det var vigtigt at jeg kom til psykolog, da jeg stadig var meget påvirket af ulykken.
   Jeg var stadig bange for at køre bil og endnu mere bange for at være passager. Jeg græd hvis jeg skulle fortælle om ulykken.
   Jeg havde stadig mareridt, hvor jeg ikke kunne komme ud af bilen, jeg kunne vågne ved et voldsomt brag og så
   opdage at det var i min drøm.
   Jeg troede, at jeg kunne hjælpe mig selv, hvis jeg skrev om ulykken, men det var åbenbart ikke nok. Jeg bestilte tid hos psykologen, men der var 2 måneders ventetid.
   Jeg søgte Arbejdsskadestyrelsen om hjælp til betalingen, men fik afslag.

Endelig oprandt dagen hvor jeg skulle til psykolog, 7 måneder efter ulykken.
   Fysisk var der ikke meget håb om at det ville blive bedre, jeg havde stadig mange smerter i hovedet, nakke og ryg.
   Det susede for øerne, jeg var svimmel og havde kvalme, venstre arm og ben fungerede stadig ikke, pludselig kunne arm eller ben blive totalt følelsesløs, så jeg tabte det jeg havde i hånden eller benet forsvandt under mig.
   Men kunne mit gode humør bare komme tilbage så ville meget være vundet.
   Jeg begyndte selvfølgelig at tude da jeg skulle fortælle om ulykken, men jeg kunne mærke at det gjorde mig godt, at få lov at tale om det jeg havde oplevet. Men et enkelt besøg hos en psykolog, kunne jo ikke udrette de store ændringer i min psykiske tilstand.
   Psykologen foreslog mig at spørge fysioterapeuten, om han ville hjælpe mig med at styrke min balance, hvilket også kunne hjælpe på mit humør.
   Det var noget med at gå på en streg, og en bræt der ruller. Det kunne hjælpe på min svimmelhed - jeg fokuserede stadig voldsomt, når jeg skulle gå lige ud, og turde ikke flytte øjnene, for så gik jeg ind i ting eller væltede.

Da jeg igen talte med lægen, om følelsesløsheden i arm og ben, foreslog han mig at gå til kiropraktor.
   Ved kiropraktorer gjorde det ikke ondt at blive behandlet. Hun fik kun lov til at manipulere med min rygsøjle over lænden, nakken turde jeg ikke at få rørt ved.

Da der var gået 3 dage efter behandlingen, afbestille jeg den næste tid. Jeg kunne ikke være nogen steder for smerter, jeg sov ikke om natten, fordi det gjorde ondt når jeg lå i min seng.
   Det er ikke fordi jeg er pivet, for jeg kan udholde mange smerter, uden at tage piller, men de smerter, kunne jeg ikke klare uden piller.
   I det smertehelvede svigtede min hukommelse endnu mere.
   Jeg kunne ringe til min søn og spørge hvornår jeg skulle hente ham, og han svarede: mor det er kun 5-10 min. siden du ringede og aftalte det med mig, kan du slet ikke huske noget mere.
   Jeg skulle skrive alt op med det samme, så kunne jeg kikke på sedlen og se hvad jeg har aftalt med folk.
   Jeg undgik at tale med andre mennesker, for hvis de fortalte mig noget, glemte jeg det ofte med det samme, og kunne så længere inde i samtalen, spørge til noget de havde fortalt.
   Det var frygteligt flovt.
   Jeg fik problemer med min synkerefleks, det var tit jeg var ved at få maden galt i halsen. Jeg skulle huske at synke, og det er jo normalt ikke noget man tænker over. Når jeg lå i min seng, kunne det ofte være svært at synke mit spyt, og så måtte jeg op og sidde.

Da der var gået et år efter ulykken, var det længe siden jeg havde skrevet noget ned, for det var blevet meget besværligt, at huske at have en blok at skrive på hele tiden, og jeg var blevet så træt af, at tænke på sygdom.
   Jeg havde stadig mange problemer, og måtte nok indstille mig på at sådan ville det blive ved med at være. Jeg følte, at jeg havde mistet et år af mit liv, og uanset hvad jeg gjorde, får jeg det aldrig tilbage.
   Jeg måtte leve på de betingelser jeg havde, i stedet for at tænke på hvordan det kunne have været.

Ca. 1 ½ år siden ulykke, befandt jeg mig pludselig midt i en voldsom depression.
   Som viste sig bl. andet at være skyldfølelse, over at jeg ikke huskede at mit barnebarn, var med i bilen, lige da ulykken skete.
   Jeg følte ikke, at jeg kunne have ansvaret for mine børnebørn mere, jeg havde svigtet. Jeg kom nu til en psykiater, og fik derved ordineret lykkepiller. De piller hjalp mig meget.
   Jeg var blevet så menneske sky, at jeg ikke engang ville være sammen med mine egne børn, svigerbørn og børnebørn, selv mine forældre tog jeg afstand til. Jeg kunne kun holde ud at være herhjemme helt for mig selv. Jeg var begyndt at se lidt lysere på min situation, og accepterede mine begrænsninger. Og det vigtigste: jeg blev klar over, at der ikke var noget mærkeligt i, at jeg lige i ulykkedes øjeblikket, hvor min hjerne var rusket rundt et par gange, havde glemt at jeg ikke var alene i bilen.

Efter 2 år, kunne jeg opgøre mine begrænsninger til: Dårlig hukommelse og koncentrationsbesvær, svimmelhed, susen for ørene, hovedpine, og konstante smerter i nakken.
   Jeg havde altid været god til at stave. Jeg ved ikke hvad der var sket i min hjerne, men stave kunne jeg ikke mere. Det var som om, at forbindelsen fra hjernen og ned til fingrene på tastaturet, var blokeret eller kappet over.
   Jeg tog stadig mange smertestillende piller, og måtte hvile meget i løbet af dagen. Jeg havde stadig ikke overskud til at være sammen med mange mennesker, eller til at passe børnebørn ret lang tid af gangen.
   Det var ikke bare er mit helbred, bilisten ødelagde den dag. Hele mit liv smuldrede om ørerne på mig.

Arbejdsskadestyrelsen bedømte mit erhvervsevnetab til 65%, og jeg fik udbetalt erstatning.


* * *

   Det har været en stor tilfredsstillelse for mig, at finde dette frem fra gemmerne og redigere det til Fyldepennen, for det har vist mig hvor langt jeg er kommet siden skaden i 97.
   Jeg havde skrevet min beretning i løbet at de første to år efter ulykken, og jeg kunne se at jeg havde utrolig svært ved at formulere mig, svært ved at stave og sætte ordene sammen. Min beretning bestod af lange usammenhængende sætninger, med en håndfuld kommaer kastet tilfældig ind.
   I dag klarer jeg mig fint, dog stadig med stor brug af stavekontrollen.
   Jeg har stadig nakkesmerter, og susen for ørene - og må på dårlige dage, må jeg stadig tage stærke smertestillende piller - men alt i alt - har jeg et godt liv.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 22/07-2004 13:56 af Inger Olsen og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 2276 ord og lix-tallet er 32.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.