Hold nu op - det var som at læse et årgammelt indlæg i min egen dagbog. Dog en del mere velformuleret :)

Det er en spændende del af det at opleve modstand og nederlag. Hvorfor er det, man søger tilbage? Hvorfor er det, man sågar nyder det lidt? Og hvorfor er det, man på mærkværdig vis savner det?

Du runder det af med et par rigtig vise linjer, som man godt kunne fortabe sig i. Af nederlag følger erfaring og dermed også udvikling. Kan en sådan erfaring og udvikling opnås uden nederlag?
Måske man rent faktisk, som du næsten gør, skulle takke dem, som har skubbet til ens selvværd og -tillid gennem tidens løb.

Tak for teksten, og tak for tankerne :)