Hver gang jeg ser skiltet kommer minderne frem. Jeg får gåsehud. Jeg er normalt villig til at køre en stor omvej for ikke at skulle forbi. Både vrede og glade følelser hvirvler rundt i mig, som om jeg ikke helt kan beslutte mig for hvordan jeg har det med min gamle skole. Jeg kan ikke dy mig, og cykler ned at den asfalt-erede sti forbi cykelskuret. Lige fremme er kloakdækslet. Når vi legede dåseskjul blev den brugt som dåsen. Et par meter bag er labyrinten. Der rendte vi rundt som sindssyge, for at undgå at blive fanget. Ofte var jeg ikke med i 'vi'. Jeg stiller min cykel, og går forbi kloakdækslet, hen til døren til vindfanget, og hiver. Der er låst. Bag glasdøre og vinduer står bordfodboldboret. Der var jeg stærkest, udover når vi havde timer. Jeg var den bedste til bordfoldbold i hele klassen. Det var derfra jeg fik respekt. Jeg tabte én gang. Det var med vilje. Min eneste veninde stod overfor mig. Jeg var 2 mål fra at vinde. Hun var 6. Hun var og er stadig et af de mest usikre mennesker jeg kender. Vi var egentlig ikke veninder. Vi var bare begge blevet afvist fra starten, så vi havde kun hinanden. Hun tabte altid, og jeg kunne se at hun var ved at give op. Jeg lod hende vinde. "Jeg vandt! Ha!" råbte hun og hop-pede af glæde. I det samme kom nogle af de populære piger ud. Pigerne begyndte at grine, og råbe med: "Føj hvor er du elendig Luna! Kan du ikke engang vinde over hende?!" Jeg træder væk fra døren og lukker øjnene. Jeg kan mærke min puls stige. Jeg bliver vred. Jeg synes stedet er frygteligt, men min fandens nysgerrighed får mig til at fortsætte. Jeg vender mig om, og går forbi muren tæt ved, og kigger ind i mit gamle klasselokale. Det ser hyggeligere ud nu, end da jeg forlod det. Vi havde klassens tid. Det betød klasserundbold. Det var det eneste tidspunkt nogen ville mig noget godt. Efter holdkaptajnerne havde valgt deres bedste venner, var det min tur til at blive valgt. Jeg følte mig vigtig. Accepteret. Jeg kan huske den mest spændende omgang klasserundbold nogensinde. Holdene stod lige i den sidste runde. Den populæreste dreng og jeg stod begge ved 3. base. Kun ét spørgsmål væk fra æren til en uges hån. Så kom spørgsmålet: Hvor skal EM i fodbold holdes næste gang? Jeg gik i panik. Hvis han svarede først, ville jeg blive mobbet endnu mere end normalt. Og måske blive valgt sidst for evigt. Min modstander, som var den største fodboldnørd i klassen, stønnede og råbte utilfreds til læreren at det havde man ikke fået at vide endnu. Jeg så min chance og remsede alle lande i Europa jeg kunne komme i tanke om op. Alle, både lærer og elever var forundret over at jeg kunne blive ved. Til sidst ramte jeg plet. Polen. Mit hold vandt. Sejrsrusen overmandede mig, mens mit hold klappede. Endda af mig! Jeg bakker væk fra vinduet. Halvløber til min cykel, sætter mig op, og cykler at hvad jeg kan væk. Jeg skal hade stedet, ikke elske det. Men jeg kan ikke give slip. Jeg føler mig knyttet til skolen, på en måde jeg ikke kan stoppe. Jeg betyder ikke meget for mine klassekammerater, kun så meget at de er villige til at bruge 4 sekunder om året på at skrive tillykke på facebook når det er min fødselsdag. Men de betyder noget for mig. For tænk, hvis jeg var blevet accepteret, ville jeg ikke have flyttet, og så ville jeg ikke have været den jeg er i dag. Når alt kommer til alt er jeg glad for at de sparkede mig når jeg lå ned. For det betød bare at jeg kunne rejse mig mere end de nogensinde vil kunne.